Berlin
Berlin er en delstat i Tyskland. Siden 1991 er den også igen Tysklands rigshovedstad. På grund af sin status som bystat, er delstaten Berlin både efter indbyggertal (2004: 3.387.404) og arealmæssigt (89.169 ha) den største delstat i Tyskland. Delstaten Berlin er helt omgivet af delstaten Brandenburg og ligger ved floden Spree. Berlin var tidligere en del af Mark Brandenburg, men har siden 1920 været en separat delstat.

Historie
På Spreeøen lå i 12. århundrede en vendisk by, hvis indbyggere ernærede sig af agerbrug, kvægavl og fiskeri. Efter at den sidste slaviske opstand i denne egn var undertrykt ved Albrecht der Bärs erobring af Brandenburg (1156), blev byen på Spreeøen tysk ligesom de lige overfor på højre bred af Spree liggende søsterby. Og på grund af deres beliggenhed ved vigtige handelsveje voksede deres betydning. Navnet Berlin (antagelig af »wehr«, dæmning) forekommer første gang 1244 som betegnelse for byen på højre Spreebred, der allerede dengang var stad.

Byen på Spreeøen nævnes første gang i et dokument fra 1237 som Kölln (antagelig af det vendiske »gollen«, høj). 1247 skal Berlin være blevet omgivet med mure. Berlins ældste våben var den røde brandenburgske ørn under en byport med tårne. Senere fik Berlin en bjørn i sit våben, antagelig for symbolsk at bringe Berlin i forbindelse med »bär« og specielt med Albrecht der Bär, der (fejlagtigt) formodedes at være grundlægger af byen.

Under de askaniske markgrever voksede Berlin hurtigt. 1298 stadfæstede markgreve Otto 4. de friheder og rettigheder, som »de gamle fyrster af Mark« havde givet byen, deriblandt den meget vigtige ret, at alle varer, som passerede Berlin, skulle fortoldes her og en tid udbydes til salg, før de førtes videre.

Kornhandelen var allerede dengang blomstrende, og Berlins klædeindustri havde betydning. 1307 blev stæderne Berlin og Kölln forenede og fik et fælles rådhus. Dette var, som de fleste af byens huse, af træ, og gentagne frygtelige ildebrande, således 1348 og 1380, lagde det meste af Berlin i aske. Allerede 1311 skiltes de to byer igen og forenedes først atter 1432.

De urolige politiske forhold under markgreverne af det bayerske Hus (1324-73) og de lützelburgske herskere (1373-1415) fik stæderne i Mittelmark til at slutte et forbund under Berlins ledelse og til at indtræde i Hansaforbundet. Som følge deraf voksede Berlins magt og blev næsten til uafhængighed derved, at landsherrerne mod pengelån tilstod Berlin bestandig flere privilegier.

Valdemar Atterdags belejring af Berlin 1349 og Tempelridderordenens 1435 var begge resultatløse. Over for den første kurfyrste af huset Hohenzollern hævdede Berlin sin selvstændighed, men hans efterfølger, Frederik 2., fik lejlighed til at blande sig i byens indre forhold, byggede en borg i Alt-Kölln og undertrykte en blodig opstand 1447, hvorved Berlin mistede alle friheder og endog retten til at disponere over byens grund. Omkring midten af 16. århundrede blev borgen ombygget til et storartet slot. Under kurfyrst Joachim 2. (1535-71) blev reformationen indført. Jøderne, der havde ikke ringe del i Berlins handel, blev forjagede under Johan Georg (1571 -98). Under samme hersker oprettedes det første bogtrykkeri i Berlin, og det første gymnasium blev grundlagt i det tidligere franciskanerklosters bygninger.

Under Trediveårskrigen led Berlin meget, skønt kurfyrst Georg Wilhelm søgte at holde sig neutral. 1627 havde Berlin indkvartering af kejserlige tropper, og 1631 tvang Gustav Adolf kurfyrsten til forbund. 1636 og 1639 måtte Berlin udrede store krigskontributioner til svenskerne. Befolkningsantallet sank fra 12.000 i 1619 til cirka 6.000 i 1640. Dog kom en stærk opgangstid under den »store Kurfyrste«, Frederik Vilhelm (1640-88), som indførte brolægning, gadebelysning og renovation og gjorde meget for industri og handel. Jøderne fik atter adgang til byen, og en mængde franske hugenotter indvandrede, især efter ophævelsen af det nantiske edikt, hvorved Berlins indbyggerantal steg med 46,6 %. I slutningen af 17. århundrede indvandrede også en mængde håndværkere fra Pfalz og Schweiz. 1688 havde Berlin allerede 20.000 indbyggere, og flere forstæder var anlagte (Friedrichswerder, Neu-Kölln, Dorotheenstadt); den »store kurfyrste«'s gemalinde, Dorothea, anlagde den prægtige Lindeallé, som nu er Berlins fornemste gade (Unter den Linden). En ny befæstning af Berlin påbegyndtes 1658.

Den pragtelskende kurfyrst Frederik 3., der 1700 antog kongetitlen, gjorde overordentlig meget for byens udvikling, opførte ny pragtbygninger, især Tøjhuset, Akademibygningen, Observatoriet og flere kirker, anlagde forstaden Friedrichsstadt og forenede 1709 de forskellige bydele Berlin, Kölln, Friedrichswerder, Friedrichsstadt og Dorotheenstadt til et hele under een magistrat. Ved hans død 1713 var indbyggerantallet 61.000. Hans gemalinde, Sophie Charlotte, »den filosofiske dronning«, indkaldte Leibnitz og fik kongen til at oprette Videnskabernes Akademi. Frederik Vilhelm (1713-40) grundlagde forstæderne Louisenstadt, Stralauer Viertel, Königstadt og Sophienstadt, og for ikke at hindre byens udvikling nedlagde han fæstningsværkerne.

1740 var indbyggerantallet 90.000, inklusive den 12.000 mand stærke garnison. Under Frederik 2. (l740-86) blev Thiergarten omdannet til en park, og nedlæggelsen af fæstningsværkerne fortsattes. 1747 fik staden en ny forfatning, hvorved rådsmedlemmernes antal sattes til 20, der supplerede sig selv og lededes af en af kongen udnævnt stadspræsident. Frederik 2. fremmede byens handel med kanalanlæg, oprettede silkefabrikker, væverier og en porcelænsfabrik og lod bygge en mængde borgerlige huse.

I Syvårskrigen led Berlin meget. 1757 udskrev østrigerne en krigskontribution på 200.000 taler, og 1760 blev Berlin beskudt og erobret af russerne under Totleben, der udskrev en kontribution på 1½ million taler. Indbyggerantallet sank under krigen fra 126.660 til 103.200, men steg inden 1786 næsten til 150.000. Stralauer forstaden måtte derfor udvides og Rosenthaier forstaden anlægges. Frederik 2. lod bygge Operahuset, Skuespilhuset, det kgl. Bibliotek med mere, og Berlin blev på den tid et kulturcentrum af høj rang, hvor franske og tyske litterater samledes. Under Frederik Vilhelm 2., som lod bygge Brandenburger Tor, voksede Berlin endnu mere, ikke mindst på grund af den franske revolution. Fremgangen fortsattes under Frederik Vilhelm 3. Berlins industri tog bestandig til, og den franske okkupation, 24. oktober 1806 til 1. december 1808, bragte kun midlertidig standsning.

1809 fik Berlin en ny kommunal forfatning, Grundlaget for den nu gældende, og 1810 grundlagdes universitetet. I befrielseskrigen mod Napoleon tog berlinerne ivrigt del, angreb sammen med russiske kosakker 20. februar 1813 den franske besætning, som 4. april trak sig ud af byen. Efter krigen tog Berlins udvikling endnu stærkere fart. Byen forskønnedes med pragtbygninger og monumenter, som mest skyldes arkitekten Schinkel og billedhuggeren Rauch. 1826 indførtes gasbelysning, og 29. oktober 1838 åbnedes jernbanen Berlin-Potsdam.

1840 havde Berlin 329.000 indbyggere. Under Frederik Vilhelm 4. opstod mange ny pragtbygninger og monumenter og de ny bydele Friedrich-Wilhelmstadt og Friedrichsvorstadt voksede frem. 1858 var indbyggerantallet 458.000. Martsrevolutionens gadekampe, 18.-20. marts 1848, kostede cirka 200 menneskeliv og gav anledning til oprettelsen af et nyt politikorps »Schutzmannschaft«. Straks efter Vilhelm 1.s tronbestigelse 1861 inddroges en stor del af forstæderne i Berlin, og byens mure og grave sløjfedes.

Efter 1871, da Berlin blev det tyske Riges hovedstad, var udviklingen rivende. I løbet af 1870'erne og de følgende år ændrede byens udseende sig fuldstændig ved en stor byggevirksomhed.

Efter 2. verdenskrig blev Østberlin hovedstad i Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) og Bonn blev hovedstaden for Forbundsrepublikken Tyskland. I den såkaldte hovedstadsbeslutning afgjorde den Tyske Forbundsdag den 20. juni 1991, at Berlin skulle være den nye hovedstad i det genforenede Tyskland.

Politik
Berlin blev en bystat samme dag som de to tysklande blev genforenet, 3. oktober 1990 sammen med to andre tyske byer Hamburg og Bremen.

Berlin styres af et senat som består af en overborgmester og op til 8 senatorer, hver med deres portefølje. Overborgmesteren er både borgmester for byen og repræsenterer også delstaten Berlin på samme tid.

Byen/delstatens parlament kaldes for Abgeordnetenhaus eller Repræsentanternes Hus. Det nuværende parlament består af en koalition af socialdemokrater (SPD) og socialisterne (PDS).

Universiteter
Seværdigheder