Dublin
Dublin (Baile Átha Cliath på irsk), Irlands hovedstad, ligger på øens østside ved floden Liffeys munding i Det Irske Hav, over for Liverpool og Holyhead i England. Byen ligger cirka 20 meter over havoverfladen.

Indenfor bygrænsen lever der cirka 500.000 indbyggere. Regner man forstæderne og satellitbyerne med, har byen cirka 1,2 millioner indbyggere. Historiske befolkningstal: 1911 304.802 indbyggere; 1811 179.000 indbyggere.

Floden Liffey deler Dublin i Northside, hvor arbejderklassen traditionelt har været bosat, og i den mere velhavende Southside.

Historie
Navnet Dublin er keltisk og skal betyde »sort pøl«. Byen er meget gammel, men den ældste historie hviler mest på sagn. I 9. århundrede blev Dublin et centrum for de koloniserende danskere og nordmænd, og der opstod en ikke ringe søhandel på England, Frankrig og Norge. Danskerne, der af irerne kaldtes Dubgaill, »sorte fremmede«, og nordmændene (Findgaill, »hvide fremmede«) synes undertiden at have gjort fælles sag, men kæmpede til andre tider om overherredømmet. 851 blev den norske kongesøn Amlaib (Olaf den Hvide) konge i Danmark, og fra den tid bestod der i Danmark et skandinavisk kongedømme, der foruden Danmark omfattede kystlandet nord for Liffey samt flere kystbyer. Dette kongerige bestod i cirka 300 år, til trods for hyppige krige med irerne. I slaget ved Clontarf 1014, hvor den irske heltekonge Brian Boroihme faldt tillige med 11.000 af sine mænd, blev skandinaverne slåede, men beholdt dog byen Dublin. I den følgende tid blev Dublin flere gange erobret af irerne, men atter tilbageerobret af skandinaverne, hvis herredømme varede, indtil Dublin 1170 blev erobret af den engelske-normanniske Jarl Richard Strongbow, hvorefter byens dansk-norske indbyggere smeltede sammen med de engelske indvandrere. Byen fik en ny forfatning af kong Johan 1207 og var i de følgende århundreder englændernes faste borg i Irland. 1541 blev den sæde for vicekongen over Irland.

1689 tog Dublin del i det stuartske oprør; Jakob 2. holdt her et parlament, og mange protestanter blev forjaget fra byen. Men efter Jakobs nederlag ved Boyne-floden (1690) rykkede Vilhelm 3. ind i Dublin uden at møde modstand. Dublin havde på den tid en blomstrende uldindustri; men omkring 1700 blev denne næsten helt tilintetgjort, idet den engelske regering forbød al eksport af uldvarer til andre lande end England. I 18. århundrede voksede en betydelig bomulds- og silkeindustri op i Dublin; men under Georg 3. greb den engelske regering atter ind med lovbestemmelser, der umuliggjorde al industriel udvikling.

Dublin, der var sæde for det irske parlament indtil dettes ophævelse (1800), blev siden midtpunktet for irernes kamp for selvstyre (»Homerule«). 1867 søgte et yderliggåendé irsk parti, Fenierne, at rejse en oprørsbevægelse i Dublin, som dog straks blev undertrykt uden megen blodsudgydelse. Alvorligere var den opstand, der udbrød i Dublin 2. Påskedag (24. april) 1916; oprørerne, der tilhørte det revolutionære Sinn Fein-parti, besatte mange af de offentlige bygninger i det indre Dublin; og først efter en uges kampe lykkedes det militæret helt at få bugt med opstanden. Herunder anrettedes betydelig skade ved ildebrande, navnlig i Sackville Street, hvor oprørerne havde deres hovedkvarter i Postgården. 1922 blev Dublin Irlands hovedstad.