Hamborg
Hamborg (tysk: Hamburg) er en delstat (bystat) i forbundsrepublikken Tyskland. Delstaten omfatter udover byen Hamborg byerne Altona, Wandsbek, Bergedorf og Harburg-Wilhelmsburg.

Byen Hamborg har en af verdens største havne og er Tysklands næststørste by med 1,7 millioner indbyggere.


Historie
Hamborg er opstået omkring en på en høj mellem Elben og Alsters østlige bred beliggende borg, der sandsynligvis er anlagt af Karl den Store som et støttepunkt mod hedningerne på den fordum slaviske højre Elbenbred.

811 fik Hamborg en kirke, som blev hovedpunktet for udbredelsen af kultur, ikke blot i Nordalbingien, men også i Danmark, Norge og Sverige. 823 byggede ærkebiskop Ebo (Eppo) et kapel i det efter ham opkaldte Eppendorf. 831 blev Hamborg bispedømme, 834 ærkebispedømme. Efter at Hamborg blev plyndret af normannerne 845, blev ærkebispedømmet ophævet 848 og forenet med Bremen.

Kort over Hamborg 1898

Efter atter at være opbygget blev Hamborg gentagne gange hjemsøgt af danske og slaviske plyndringer. Fra den slaviske opstand efter Otto 2.s død (983) og indtil 987 var Hamborg i slavernes vold og blev atter lagt i aske af disse cirka 1072.

1110 fik greverne af Shauenburg Holsten og Hamborg i deres besiddelse. Dog fordrede de ingen anden rettighed end den at indsætte en landsfoged, og regeringen af byen var efter 1190 i hænderne på et råd. Den egentlige handelsplads var dog hidtil den længere op ad floden på den tyske side liggende Bardowiek (17.000 indbyggere). Først efter at denne engang mægtige by var blevet ødelagt (1189) og dens indbyggere delvis var udvandrede til Hamborg, nåede denne sidste merkantil betydning.

1188 grundlagdes Neustadt ved siden af den tidligere Altstadt, og året efter erholdt Hamborg hos kejseren, ved at give en pengeunderstøttelse til et korstog, flere rettigheder, navnlig egen byret, toldfrihed og ret til fiskefangst på Elben indtil havet.

26. december 1201 overgav Hamborg sig til hertug Valdemar af Slesvig og stod senere under Albert af Orlamünde, der 1204 blev dansk statholder i Nordalbingien (Holsten). Ved kong VAldemar Sejrs tilfangetagelse på Lyø kom Hamborg atter under grev Adolf 4. af Schauenburg, til hvem Hamborg måtte betale betydelige løsepenge. 1231 anlagde schauenburgerne et befæstet slot oven for byen, som de gjorde til en rig indtægtskilde.

1241 sluttede Hamborg overenskomst med Lübeck og 1259 med Bremen, af hvilke overenskomster Hanseforbundet fremgik. Skønt der stadig i spidsen for byen stod en grevelig schauneburgsk foged, opnåede Hamborg dog af greverne autonomi i indre anliggender og 1302 toldfrihed. Endvidere udførtes en række bygningsværker for at holde på strømmen, der flere gange truede med at gå forbi byen. Til trods for at Hamborg herved hævede sin handel, forblev den kun en lille by lige over for Lübeck, og selv i sammenligning med Bremen; 1311 talte Hamborg kun 7.000 indbyggere og kvægavl og fiskeri udgjorde endnu vigtige erhvervskilder.

I midten af 14. århundrede udvidede Hamborg sine besiddelser ved køb, særlig af Eppendorf, Billwerder og Ritzebüttel. I begyndelsen af 15. århundrede kæmpede Hamborg for at beskytte sin handel heldig mod sørøvere, ligesom indre uroligheder i byen lkkelig bilagdes. 1420 erobrede Hamborg, der for øvrigt deltog i alle Hanseforbundets kampe, i forbindelse med Lübeck Vierlande.

1510 blev Hamborg af kejser Maximilian erklæret for en fri rigsstad, hvad der også efter lange forhandlinger blev anerkendt 1618 af rigskammerretten. Først da Hanseforbundet, hvis strenge love var mere til skade end til gavn for Hamborg, forfaldt, begyndte, begyndte Hamborg at udnytte sin heldige geografiske beliggenhed og blev til den vigtigste havn ved den tyske nordsøkyst.

1529 blev reformationen definitivt indført i Hamborg, 1536 tiltrådte Hamborg det schmalkaldiske Forbund og måtte 1547 efter Forbundets overvindelse betale 60.000 fl. Dog forkastede byen alligevel det augsburske interim.

Ved hyldningen af Christian 4. 1603 opfyldte Hamborg for sidste gang sin forpligtelse til at hylde de danske konger i deres egenskab af hertuger af Holsten. 1611 indvandrede der en del købmænd fra England, de såkaldte adventurers, også hollændere indvandrede samt jøder, der var fordrevne fra Spanien og Portugal, og som medbragte store penge- og vekselforretninger, ligesom handel med ostindiske bomuldstrøjer. Hamborg fremtrådte således i 17. århundrede næsten som en fremmed koloni på den tyske kyst. Stærkt befæstet overstod Hamborg Trediveårskrigen uden at blive belejret. Derimod blev på grund af intolerance mange flittige borgere fordrevet far Hamborg, således særlig mennonitterne og andre afvigende protestanter, der nedsatte sig i det holstenske distrikt og gav anledning til Altonas opkomst. Efter længere tids gæring, der særlig var blevet forøget ved henretttelsen af 2 hovedmænd for borgerskabet, Schnitger og Jastram, som havde tilkaldt Danmarks hjælp (1685), udbrød der 1693 åbenbar opstand. Først efter at der var blevet sendt krigstropper med kejserlig kommissær til Hamborg, lykkedes det efter flerårige forhandlinger at bringe en varig forståelse til stede mellem Rådet og borgerskabet ved den såkaldte Hauptrezess 1712. Samme år rykkede kong Frederik 4. af Danmark frem mod byen, men nøjedes med at lade sig udbetale en sum af 250.000 Reichsthaler.

Ved den gottorpske Traktat (1768) sikredes for bestandig Hamborg mod holstenske angreb, og 1770 fik byen sæde og stemme på Rigsdagen.

Under den nordamerikanske Frihedskrig hævede Hamborgs handel sig til en verdenshandel, idet de krigsøfrende magter tillod alle neutrale skibe frit at anløbe deres kolonier. Hollands erobring af franskmændene (1795) bragte næsten hele den hollandske handel til Hamborg. 1801 blev Hamborg for en kort tid besat af danskerne under prins Karl af Hessen. 1806 bemægtigede franskmændene sig Ritzebüttel for at spærre englænderne Elben, i november samme år besatte de selve byen, hvorefter englænderne blokerede Elben. 1810 blev Hamborg tillige med Nordvesttyskland indlemmet i det franske rige og gjort til hovedstad i Elb-mundingens departement. Handel og skibsfart standsede. Under begejstring holdt derfor den russiske general Tettenborn i marts 1813 sit indtog, men byen formåede ikke at forsvare sig mod de franske angreb. Disse rykkede atter ind i maj og Davout behandlede byen som oprørsk. Bankernes pengebeholdninger og andre kassebeholdninger blev konfiskerede, fæstningsværkerne fornyede og 20.000 fattige ved vinterens begyndelse fordrevne fra byen.

Efter hårdnakket forsvar mod Bennigsen måtte Davout i maj 1814 overgive byen, som af franskmændene i årene 1806-14 regnedes at være berøvet for cirka 140 millioner Rm., samtidig med at befolkningen var faldet fra 100.000 til 55.000 indbyggere.

Ved forbundsakten af juni 1815 trådte Hamborg som suveræn stat ind i det tyske forbund. I maj 1842 lagde en ildebrand 4.219 bygninger, hvoriblandt 3 kirker, i aske. Efter flere forsøg, der blev gjordt allerede siden 1842 på at omdanne den forældede statsforfatning, og som fremskyndedes ved folkebevægelsen i 1848, lykkedes det dog først i september 1860 at få offentliggjort en ny forfatning (modifikation af oktober 1879).

1858 indtrådte i Hamborg en forbigående større handelskrise, forårsaget dels ved amerikanske fallitter, dels ved fejlslagne spekulationer. 1861 ophævedes Elb-tolden, go samme år indførtes erhvervsfrihed. 1866 trådte Hamborg ud af det gamle hanseatiske Forbund og ind i det nordtyske Forbund, ifølge konventionen af juli 1867 gik Hamborgs militærvæsen over til Preussen. Som medlem af det tyske Rige holdt Hamborg i begyndelsen på sin stilling uden for det tyske toldforbund, men i maj 1881 sluttede rigskansleren en overenskomst med Hamborg, ifølge hvilken byen 1888 indtrådte i toldforbundet. Dog beholdtes et frihavnsterritorium, og for omkostningerne ved det nye havneanlæg betalte Hamborg et beløb af 40 millioner Rm.

1890 blev der vedtaget anlæggelsen af en stor nød- og vinterhavn i Kuxhaven. 16. august 1892 udbrød koleraen i Hamborg, den bredte sig snart over hele byen, så langt vandledningen, der førte ufiltreret flodvand, nåede. I det hele blev der af kolera angrebet 16.956 mennesker, af hvilke 8.605 døde. Epidemien gav anledning til en omordning af sanitetsøvrigheden samt til indførelsen af sandfiltrering af drikkevandet (maj 1893).

Under 2. verdenskrig blev mere end 50 procent af byen totalt ødelagt.

Seværdigheder
Danske repræsentationer
Det officielle Danmark er repræsenteret med Det Kongelige Danske Generalkonsulat i Hamborg der ligger på Heimhuder Strasse ved vestbreden af Aussenalsteren. Dansk Sømandskirke Hamborg befinder sig på Ditmar Koel Strasse.