LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Byer            Danmarks byer            Danmark         


Hjørring
Hjørring er den største by i Vendsyssel, Nordjylland.
* Areal: 311,4 km²
* Befolkning: 35.558 (2002)

Byens navn stammer fra det oldnordiske sprog og består af to dele: Hjórr (der betyder et sværd) og af en typisk slutning for gamle danske byer (-ing).

Historie
Hjørring (gammel form Hjøring, latin Horinga) er meget gammel, vistnok den ældste by i Vendsyssel, og var i middelalderen en ret anselig by, hvad blandt andet dens tre kirker vidnede om.

Den var stiftets hovedstad indtil 1554, og bispen boede her - på den tæt uden for byen liggende gård Bistrup (Biskopstorp) -, førend han flyttede residensen til Børglum, ja lige op til 1684 holdtes endnu landemøderne her. Her holdtes sysseltinget i middelalderen, og her var møntsted i perioden 1147-57. Byens ældste kendte privilegier er fra 1243. Efter reformationen gik den tilbage, og de store ildebrande i den nyere tid, således 1647, 1693, da byen skal være brændt på nogle få huse nær, 1702 og 1816, bragte den yderligere ned, også i Svenskekrigen 1658-59 hjemsøgtes den af store brandskatninger.

1672 havde den 782, 1769 kun 596 indbyggere. I 19. århundrede voksede byen igen.