LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Byer            Danmarks byer            Danmark         


Holbæk
Holbæk, købstad i det nordlige Sjælland, langs den sydlige bred af den fra Issefjord indtrængende Holbæk Fjord, cirka 60 km vest for København, 30 km vestnordvest for Roskilde og 45 km østnordøst for Kalundborg. Byen ligger på et bakkedrag (højeste punkt ved jernbanestationen 14,4 meter), der skråner ned til fjorden; ind mod land er den omgivet af et temmelig kuperet, skovløst terræn, fra hvis højder der er en god udsigt over byen og fjorden.

Historie

Holbæk anno 1918
Holbæk skal være opstået af to små byer, der havde navn efter de to bække, hvorved de lå, Holbæk og Labæk, den ene vest, den anden øst for den nuværende by; men Labæk (navnet er, som nævnt, bevaret i et gadenavn), der skal have været den betydeligste, forsvandt efterhånden og gik helt op i den anden.

Holbæk nævnes, så vidt vides, første gang 1199 i et gavebrev af ærkebiskop Absalon. Det var dog vistnok først, da Valdemar Sejr vest for den nuværende by anlagde et befæstet slot, hvis voldsted, omgivet af grave, endnu tydeligt ses, ligesom der er rester af murfundamenter (undersøgelser af Nationalmuseet 1896 og 1904), at byen fik nogen betydning, om også slottet, som ødelagdes i svenskekrigen 1658-60, aldrig har spillet nogen større rolle.

Også Sortebrødreklosteret, som stiftedes ved 1270, har bidraget til byens opkomst. Foruden Klosterkirken, der efter reformationen blev byens sognekirke og var det, til den 1869 nedbrødes, havde Holbæk i middelalderen sin egen sognekirke (Skt Nicolaus), som har ligget på nordre side af Algade, og som blev nedbrudt cirka 1573; byen har desuden haft en tredje, anselig romansk kirke, Vor Frue i Labæk Kirke, hvis plads først 1913 er blevet påvist mod øst i byen (kirketomten er nu fredet).

Byen har lidt meget ved ildebrande og krige; således brændte en stor del af den sammen med Klosterkirken 1287, og ved 1290 hærgedes byen af kongemorderne; 1513 og vistnok også 1560 var der atter store brande. Værst led den dog i svenskekrigen 1658-60, da fjenden plyndrede den, og slottet blev ødelagt, og fra den tid gik det stærkt tilbage for den; 1672 havde den 879, 1769 1.211 indbyggere. Først ved slutningen af 18. århundrede begyndte den atter at komme til kræfter under det almindelige opsving i handel og landbrug, og i 19. århundrde gik den godt frem, navnlig ved sin store kornudførsel.