LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Byer         


Kalmar
Kalmar, by i Sverige. Kalmar kommune har cirka 60.000 indbyggere.

Historie
Kalmars ældste historie er hyldet i mørke. I hedningetiden var byen sandsynligvis hovedstaden eller i hvert fald den fornemste handelsplads for det sydøstlige Sverige. Byens ældste beliggenhed er uvis, men den antages at have ligget ved landsbyen Berga og den nærliggende halvø Björkenäs eller Birkenäs.

Denne ældre by har sikkert eksisteret allerede ved år 700 og ødelagdes sandsynligvis ved slutningen af 12. århundrede, hvorefter Kalmar på ny voksede op på den plads, hvor nu den gamle bydel er beliggende.

Omgivet af stærke befæstninger og mod søsiden beskyttet af det faste slot, betragtedes byen som nøglen til det svenske rige. Et stort antal indbyggere var tyskere, og byen var gennem en lang årrække medlem af Hanseforbundet.

I middelalderens historie indtager Kalmar en fremtrædende plads. I slutningen af 14. århundrede var Kalmar ikke blot i strategisk henseende, men også ved sin handel og skibsfart, af en sådan betydning, at dronning Margrete 1. kunne tænke på at gøre den til hovedstad for hele Norden, og det var her, hun 1397 fejrede kong Eriks kroning til unionskonge, lige som hun her fremlagde sit forslag til unionsakten. I unionstiden blev der i Kalmar afholdt ikke mindre end 27 forsamlinger og herredage, af hvilke den sidste var kong Hans' retterdag 1505, der endte med det såkaldte Kalmarblodbad. I samme tidsrum var byen genstand for 12 belejringer.

Under Gustaf Vasa og hans sønner var Kalmar vedblivende et af landets vigtigste punkter. Flere gange var regeringen henlagt til Kalmar, således 1587-88, da unionen med Polen blev afslået. I Karl 9.s sidste tid blev Kalmar skueplads for den forbitrede strid mellem svenske og danske i den såkaldte Kalmarkrig, under hvilken byen blev fuldstændig ødelagt. Kalmar opbyggedes vel igen på samme sted, men efter en ildebrand 1647 blev der givet befaling til at henlægge byen til dens nuværende plads på Kvarnholmen. Den her opførte by blev også omgivet af fæstningsværker, der nu for størstedelens er sløjfede, ligesom den en kortere tid var hovedstation for flåden. Efter Blekinges forening med Sverige og Karlskronas anlæggelse tabte Kalmar al militær betydning, og de sidste århundreder er gået temmelig sporløst hen over byen.

Det fornemste mindesmærke om Kalmars storhedstid er det gamle slot, opført på en odde uden for byen, sandsynligvis i slutningen af 12. århundrede. I overensstemmelse med datidens befæstningsmåde bestod det af tårne, der ved mure af cirka 4 meters højde var forbundne med hinanden. Det hele havde form af en uregelmæssig firkant med runde tårne i hjørnerne og på midten af den nordlige og vestlige side. Kong Magnus Eriksson forhøjede og forstærkede mure og tårne og lod opføre en ny ringmur uden om den gamle. Efter denne forstærkning af forsvarsværkerne var slottet efter datidens forhold ikke til at indtage med våbenmagt og ansås for at være Nordens stærkeste fæstning. I den sidste del af middelalderen blev der ikke udført større befæstningsarbejder, men i den sidste halvdel af 16. århundrede foretoges en gennemgribende ombygning, hvorved de ydre fæstningsværker fik det udseende, de i hovedsagen har den dag i dag. Johan 3. gav slottet en pragtfuld indretning. Med 18. århundrede begyndte slottet at forfalde. Det var da ophørt at være fyrste- og landshøvdingbolig, og man brød sig ikke om at vedligeholde de pragtfulde værelser. Det var på alle måder genstand for vandalisme, ja det gik endog så vidt, at den gamle, sagnrige borge i 1780'erne anvendtes til brændevinsbrænderi. I midten af 19. århundrede påbegyndtes slottes restaurering.