LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Byer            Danmarks byer         


København
København er Danmarks hovedstad og største by, med 499.263 indbyggere (2001). Det latinske navn for byen er Hafnia. København er beliggende på østkysten af Sjælland med udsigt over Øresund til Sverige. I 1923 blev grundstoffet hafnium opkaldt efter det latinske navn for København, Hafnia.

København er verdens sjettestørste kongresby.

Siden 2000, har København og Malmø (Sverige) været forbundet med hinanden gennem Øresundsbroen.

Historie
Uddybende artikel: Københavns historie
København blev grundlagt i 1167 af biskop Absalon, da han byggede sin »Borg ved Havn«. Siden da har byen spillet en væsentlig rolle i Danmarks historie. Den har ikke altid været landets hovedstad, men har altid været en af de vigtigste byer i landets historie.

I en lang årrække lå København midt i den danske konges rige. Det var dengang Skåne, Halland og Blekinge var en del af kongeriget.

Oprindelig var København en lille handelsby. Der blev drevet sildehandel og sejlads til Skåne. I 1100-tallet fik »Havn« som byen blev kaldt på dette tidspunkt stigende betydning og den blev derfor befæstet med en vold. De nyoprettede domkirker i Roskilde og Lund medførte også at byen opnåede en central placering, da den lå midt imellem disse to knudepunkter for trafik og handel.

Under 2. verdenskrig blev København, sammen med resten af landet, besat af tyske tropper fra den 9. april 1940 til den 4. maj 1945. Byen er vokset betydeligt siden afslutningen af krigen.

Transport
København har et offentligt transportsystem, bestående af S-tog, busser og en nylig bygget metro. S-togene udgør rygraden i transportsystemet, med stationer i de fleste geografiske dele af hovedstadsområdet. Hovedstationen er Københavns Hovedbanegård. En række regionale tog supplerer S-togs-systemets forbindelser med resten af landet og Malmø. Hele trafiksystemet er delvist koordineret og billetter kan overføres fra et transportsystem til et andet. Hovedstadsområdet er opdelt i 99 zoner, som bestemmer billetprisen. En rejse gennem 2 zoner er billigere end en rejse igennem tre, fire eller flere zoner. En rejse på syv eller flere zoner har en fast pris. Billetpriserne er høje og har ført til et fald i antallet af passagerer i de senere år.

Et vejsystem for bilister kan også anvendes. Der er dog i de sidste mange år gennemført adskillige begrænsninger på bilistens mulighed for at anvende bilen i byen. Gennemgående veje lukkes, parkeringspladser er nedlagt i tusindsvis og der er indført meget høje parkeringsafgifter. Dette har gjort det til et rent eldorado at stå for parkeringskontrol, og kommunen kan derfor, hvert år, inddrive et trecifret millionbeløb i parkeringsbøder og parkeringsbilletter hvert år.

Cykelstier er i hovedstaden blevet kraftigt udvidet og cyklen kan og bliver derfor anvendt i meget stor udstrækning. Der er også mulighed for at anvende offentlige cykler via en deponering af 20 kroner i cyklens låseanordning på udvalgte cykelstativer. Cykelstierne er ofte opført adskilt fra bilernes baner.

Sport
København har en varieret kreds af sportshold. Danmarks to førende fodboldhold har hjemme i Københavnsområdet: Brøndby IF og FC København. De har begge vundet de danske mesterskab adskillige gange i de sidste ti år, med Brøndby IF som det mest succesfulde hold med 10 danske mesterskaber og 5 pokal sejre. FC København spiller på Danmarks nationale anlæg, Parken (landets største stadion). Brøndby IF spiller på Brøndby Stadion (landets næststørste stadion placeret vest for København).

En række københavnske fodboldhold er alle placeret i rækkerne lige under den bedste række. Det drejer sig om AB, HIK, Frem, Brønshøj og Skjold.

Der er både et herre- og damehold i håndbold, og de spiller begge i den bedste række.

Seværdigheder