Miletos
Miletos (Milet) var i oldtiden en af de største græske kolonistæder på Lilleasiens kyst. Dens anlæggelse må dateres tilbage til ældgammel tid; efter traditionen var dens grundlægger Neleus, en søn af Kodros, den sidste konge i Athen, og der er heller ingen tvivl om, at i det mindste en stor del af kolonisterne stammer fra Athen; i ethvert tilfælde var befolkningen ionisk.

Miletos lå i landskabet Karien, på den sydlige side af Den Latmiske Bugt, lige over for floden Maiandros’ udløb. Dets gunstige beliggenhed i forbindelse med befolkningens foretagsomhed gjorde det til den græske verdens rigeste og mest blomstrende handelsstad, og talrige byer, især ved Propontis og Det Sorte Hav, er blevet anlagt af milesiere.

Dets handelsforbindelser strakte sig over den største del af Middelhavet; både i Ægypten og i Italien traf man købmænd fra Miletos ved siden deraf udviklede der sig også et kraftigt åndsliv: Filosoffer som Thales, Anaximandros og Anaximenes og historieskrivere som Hekataios hørte hjemme i Miletos.

I begyndelsen var det de fornemste slægter, de, der nedledte deres herkomst fra Neleus, som havde magten i Miletos, men der opstod snart langvarige politiske stridigheder, og jævnlig hører vi om tyranner, således som Thrasybulos (omtrent 600 f.Kr.).

Miletos’ uafhængighed begyndte nu at trues af de lydiske konger, og det kom til mange svære kampe med dem. Først Kroisos lykkedes det at få milesierne til at anerkende hans overherredømme, og da Kyros havde styrtet det lydiske rige, kom Miletos i et lignende afhængighedsforhold til perserne, men blev dog langt gunstigere stillet end de andre ioniske stæder. Uagtet det beholdt sin selvstændighed i indre anliggender, begunstigede perserne dog enkeltmandsherredømmet. Men da selv de af perserne begunstigede styrere, Histiaios og Aristagoras, satte sig i spidsen for en opstand, blev resultatet Miletos’ erobring og fuldstændige underkastelse (494). Dermed var Miletos’ blomstringstid forbi. Vel fulgte snart som følge af grækernes glimrende sejre frigørelsen fra det persiske herredømme (479), men økonomisk kom Miletos aldrig på fode igen; forbindelsen med perserriget havde endog været mere fremmende for byens materielle interesser end den påfølgende afhængighed af Athen, hvis politik over for forbundsfællerne var af en lidet hensynsfuld natur.

Under den peloponnesiske krig faldt Miletos da også fra Athen (412), men kom snart igen under persisk herredømme. Mod Alexander den Store gjorde det hårdnakket modstand, men blev erobret med storm og hårdt straffet (334). Senere opnåede det dog på ny selvstændigheden, men dets politiske betydning var nu forbi. Hertil kom så også, at byens vigtigste livsbetingelse, forbindelsen med havet, blev mere og mere truet. Floden Maiandros afsatte nemlig stadig mere jord i Den Latmiske Bugt, i den grad, at Miletos til sidst helt ophørte med at være en søstad. Hvornår denne udvikling er bleven fuldbyrdet, lader sig ikke bestemt påvise, men for tiden ligger resterne af Miletos 9 km fra kysten, og den inderste del af bugten er forvandlet til en indsø. Til sidst gik byen da helt til grunde, og de rester, der endnu findes ved landsbyen Palatia, er ikke af stor betydning. Der er dog både fra fransk og fra tysk side blevet foretaget adskillige udgravninger, hvorved rester af byens mure, et teater fra den romerske tid og flere andre levninger er kommet for dagen.

I nærheden af Miletos fandtes et berømt tempel for Apollon.