Nakskov
Nakskov, købstad i det vestlige Lolland.

Historie
Nakskov, der tidligst skal have været et fiskerleje, nævnes allerede i Valdemar 2.s jordebog som købstad (Nacascogh). Dens ældste kendte privilegier er givet til den af Erik Klipping 1266. De er ofte senere blevet bekræftede og udvidede.

Byen havde i ældre tid et helligåndshus, der vistnok i slutningen af middelalderen gik over til at blive et kloster. Allerede i middelalderen var den Lolland-Falsters største by og stilledes ved skatteansættelser lig med landets større købstæder. Som andre byer har den lidt af de almindelige ulykker: ildebrand og pest.

Den største del af byen brændte 1420, og 1528 var der atter en stor brand. Også pesten hjemsøgte den, således 1529. Den største plage var dog krigene. Lübeckerne brændte og plyndrede den 1510. Rigsadmiral Henrik Krummedige kom for sent til at undsætte den, men tilføjede dog fjenden et nederlag ved byen. Engelsborg (eller Nyslot), som kong Hans kort før havde anlagt på den lille slotø for at forsvare indsejlingen til Nakskov Fjord, havde således vist sig utilstrækkelig og blev snart opgivet (ruinerne ses endnu på øen), da byen kort efter lübeckernes angreb blev befæstet med mure, volde og grave, der omgav byen både nord og syd og i den næste tid flere gange blev udvidede og forbedrede.

Byens bedste tid var 1. halvdel af 17. århundrede, da der fortælles om dens formuende borgerskab, at det driver stor søhandel og udfører landets produkter til Norge, Tyskland, Holland, England, Spanien og så videre. Men svenskekrigen gjorde det af med dens velstand. Da svenskerne kom til Nakskov 7. februar 1658, overgav byen sig uden noget som helst forsøg på modstand, da man troede, at hele den svenske hær var på vej. Men denne skamplet udslettede byen helt året efter, da den med en ringe garnison, som mest bestod af dens egne borgere, udholdt en 11 ugers belejring (1. maj - 11. juli) og et bombardement under kommandant Johan Kørber. Da den endelig overgav sig, fik garnisonen lov at drage borg med klingende spil, og borgernes liv og gods skulle være ukrænket. Det sidste blev dog ikke overholdt, og byen havde lidt så meget ved bombardementet og brandbeskatningen, at den så at sige var ødelagt. Mange huse stod øde og forladte i flere år.

1667 fik den som skadesløsholdelse frihed for alle skatter i 8 år og frihed for halvdelen i de næste 16 år. 1672 havde den 1.920 indbyggere. Lettelserne havde utvivlsomt hjulpet den på fode igen, og skibsfarten tiltog betydelig i de følgende år. Men i 18. århundrede begyndte atter tilbagegangen, som over hele landet, og dertil kom, at den fik en farlig konkurrent i Marstal. 1769 havde den kun 1.284 indbyggere, og 1774 siges, at dens vigtigste erhverv, handelen, da var gået sådan tilbage, at den nu kun havde 18 skibe mod tidligere 50. Ved århundredets slutning hævede den sig dog atter, og i 19. århundrede gik den betydelig frem, navnlig på grund af de store havneudvidelser og jernbanens åbning.