Paris

Paris' flag
Paris er hovedstaden og den største by i Frankrig. Byen er beliggende ved Seinen og derfor opdelt i to dele, en nordlig og en sydlig. En lang række broer forbinder de to dele af byen. Byen har endvidere en lang række karakteristiske boulevarder og en perlerække af arkitektoniske bygninger. Byen har også to øer Ile del la Cité og Ile Saint-Louis.

Befolkningstallet ligger på omkring 2 millioner. Inklusiv forstæder udgør byens indbyggertal cirka 11 millioner indbyggere.

Byens første universitet blev grundlagt omkring 1150.

Notre Dame kirken i byen anses for at være det geografiske centrum i byen, der har har 20 rådhuse, et for hvert arrondissement eller distrikt. Paris er kendt for sine cafeer og der er mange muligheder for at nyde en forfriskning på en af disse, da der er cirka 5.000 cafeer spredt ud over byen.

Sorbonne-universitetet er beliggende i Paris.

Historie
Det er romerne, vi skylder de første beretninger om Paris. År 52 f.Kr. sammenkaldte Cæsar en gallisk rigsdag til møde i Lutetia Parisiorum, en med træværk befæstet by på en ø i Seinen, den nuværende Ile de la Cité, i krigstider et tilflugtssted for den galliske stamme pariserne.

Da disse tog del i Vercingetorix' opstand, blev Lutetia indtaget og ødelagt af Labienus, men på ny opbygget og befæstet af Cæsar. Dens indbyggere drev betydelig handel på Seinen, og den voksede op til en så vigtig by, at de romerske kejsere her for kortere eller længere tid havde deres hovedkvarter. På venstre Seinebred lod Constantius Chlorus opføre et palads, af hvilket nogle ruiner endnu kan ses. Et fund fra endnu ældre tid er de gamle alterrester, der kom for dagen ved udgravninger i Notre-Dame-kirkens kor. Et stykke bærer indskriften: TIB. CAESARE AVG. JOVI OTVMO MAXSVMO [ARA]M NAVTAE PARISIACI PVLICE POSIERVNT, der viser, at parisiske sømænd under Tiberius' regering havde rejst et alter for Jupiter. Både Konstantin den Store og Julian Apostata, der her 360 blev udråbt til kejser, havde ligesom Valentinianus 1., Valens og Gratianus, der faldt imod oprøreren Maximus, haft residens i Paris. Ved Gratianus' død stod byen uden beskytter; men den nu helt romaniserede by forsvarede sig selv mod barbarerne, og snart optræder en kristen biskop som en af de vigtigste øvrighedspersoner i denne periode.

Da frankerkongen Childerik 476 erobrer byen, var det for bestandigt ude med romervældet, og Paris blev nu en frankisk by, og dens navn ændredes til Parisius og Paris. At dømme efter de talrige kirker, der blev opført, voksede byen stærkt; men 845 satte normannerne sig fast på Oissel-øen ved Rouen og hærgede gennem 20 år gentagne gange byen så brutalt, at samtidige krønikeskrivere kalder byen en askehob. Til sidst købte man sig fri for plyndringer, og da normannerne 885 viste sig med i hundredvis af skibe, lykkedes det grev Eudes at slå dem, efter at de i 13 måneder havde holdt byen omringet.

For tredje gang rejste Paris sig igen, og Hugo Capet erklærede 987 Paris for hovedstaden i Frankerriget, stadfæstede og udvidede borgernes rettigheder. De vigtigste øvrighedspersoner var den kongelige foged (prévot), der i kongens navn udøvede justitsen og førte tilsyn med politiet, og borgernes oldermand, der stod i spidsen for forvaltningen af byens indtægter og offentlige bygninger, havde opsigt med Seinehandelen og opretholdelsen af byens rettigheder og øvede tilsyn med de 6 borgerlige korporationer. Derimod havde han ingen myndighed over adelen og gejstligheden, og studenterne havde deres egen øvrighed. Berømte lærde som Petrus Lombardus, Abailard og andre tiltrak mange til byens skoler, og snart opstod der stridigheder mellem Paris-bispen og de forskellige skolesamfund, indtil Filip August ved et åbent brev i året 1200 anerkendte dem som en forening, Universitas parisiensis magistrorum et scholarum, med egne rettigheder og frigjort fra biskoppens og borgmestrenes tilsyn og domsmyndighed. Universitetet blev den berømteste teologiske højskole i Europa og havde til tider 20.000 elever. Det var ligeledes under Filip August, at byen fik en fæstningsmur og brolagte gader, og på den nordlige Seinebred lod han opføre de faste tårne, der var begyndelsen til det gamle Louvre.

Under Ludvig den Hellige byggedes Ste Chapelle og hospitalet Quinze-Vingts, og der skete en gennemgribende forandring i de indre forhold. Håndværkere og kunstnere fik deres egen korporation, der oprettedes bytropper til ordenens håndhævelse, en appeldomstol og edsvorne notarer, misbrug blev afskaffet og handelen øget ved heldige bestemmelser. I den følgende tid samledes flere statsinstitutioner i Paris, 1302 blev det sæde for parlamentet. 1348 holdt den sorte død sit indtog og førte til at en tredjedel af befolkningen døde, og snart efter kastedes Paris ind i de stridigheder som hundredsårskrigen med England førte med sig. Bastillen opførtes for at holde Paris i ro og værne den mod englænderne, men ikke desto mere kom det til uroligheder under Johan den Godes fangenskab. Til gengæld for nye skatter krævede borgerstanden under ledelse af oldermanden Etienne Marcel større rettigheder. Da kronprinsen svigtede sit løfte i denne retning, indgik Marcel 1358 forbund med Karl den Onde af Navarra. Men da Marcel blev myrdet, lykkedes det kronprinsen at tage magten i Paris. Senere kom det 1382 i anledning af nye skatter til åbent oprør. Men oprørerne, de såkaldte maillotins, efter de blykøller (maillots) der var deres våben, bukkede under efter et par måneders modstand. Ligeledes kom det 1411 og 1418 til opstande, først under ledelse af slagteren Caboche, senere under Perrinet le Clerc, for at opnå øgede rettigheder. Oprørspartiet kaldte hertugen af Burgund til Paris og sluttede sig til englænderne 1420. Forgæves søgte Jeanne d'Arc 1429 at tage byen tilbage ved et stormangreb; først 1436 erobredes den af Dunois til Karl 7.; men da havde den mistet cirka en tredjedel af sin befolkning som ofre til sult og pest.

Der indtrådet nu en længere fredsperiode, og henimod år 1500 menes befolkningstallet at have været 300.000. Byen var for længst vokset ud over Filip Augusts fæstningsmur og Karl 5.'s mur fra 1367-83. Da renligheden var den for datidens byer sædvanlig dårlige, florerede epidemier. Der skete dog adskillige fremskridt. 1464 indførtes brevpost. 1470 oprettedes det første trykkeri i Sorbonne, og 1472 åbnedes en medicinsk højskole.

Under Frants 1. vandt humanismen og renæsancen frem, Collège de France blev grundlagt for at bryde Sorbonnen's førerskab, og det nye Louvre påbegyndtes under ledelse af Jean Goujon. Ligeledes påbegyndtes et nyt rådhus, og nye gader blev anlagt. Nu fulgte den rædselstid, som religionsstridighederne gav anledning til. Paris tog parti for katolicismen og ligaen. 24. august 1572 fejredes "blodbryllupet", der kostede 2.000 hugenotter livet. Paris måtte udholde to belejringer, inden den 1593 overgav sig til Henrik 9., efter at 13.000 personer havde lidt sultedøden. Under Henrik 9. fortsattes arbejdet på rådhusets fuldførelse og anlægget af Pont neuf, Tuilerierne udvidedes og sattes ved et galleri i forbindelse med Louvre. Maria af Medici lod Luxembourg opføre, og i den følgende tid, især under kardinal Richelieu, fik byen mange nye bygninger og institutioner: Botanisk have, Académie francais, Palais Cardinal (det senere Palais Royal) og flere. Under Ludvig 14., anlagdes 80 nye gader, de offentlige pladser udvidedes og forskønnedes, de gamle volde blev nedlagt og omdannedes til boulevarder, Vendome- og Victoire-pladserne anlagdes, Tuilerierne fuldførtes 1664, Lenotre anlagde Tuileriernes Have og Champs Elysées, Louvre-kolonnaden og invalidehospitalet byggedes, St. Germain indlemmedes og sattes ved Pont Royal i forbindelse med Louvre-kajen. Der påbødes en ordnet gadebelysning, og 1728 anbragtes de første gadeskilte.

Skønt kongeboligen af Ludvig 14. flyttedes til Versailles og forblev der til 1789, vedblev Paris dog at være brændpunkt for det franske kulturliv og udøvede sin tiltrækning ikke blot inden for Frankrigs grænser. Nye institutioner oprettedes efterhånden. Til universitetet knyttedes Collège Mazarin og observatoriet, operaen og Theatre francais oprettedes, adelige og fyrstelige palæer byggedes i St. Germain og St. Honoré, Palais Bourbon og militærskolen på Mars-marken opførtes, Place Louis 15. med enevoldskongens upopulære statue indrettedes for siden ved navneforandring at blive den berømte Concorde-plads. 1786 opførtes den delvis indtil 1860 bestående ringmur for at sikre opkrævningen af accisen (indenlandsk forbrugsafgift i lighed med moms).

Revolutionens historie foregår næsten udelukkende i Paris. Fraset nedrivningen af Bastille og nogle mindre ødelæggelser gik det kun i ringe grad ud over byens bygninger, men magten og styrelsen faldt ud af kongens, hoffets og adelens hænder og gled over til borgerstanden. Efter Bastille-stormen 14. juli 1789 fik kommunalrådet styrelsen af byens anliggender, og nationalgarden oprettedes. Derefter tog emigreringen af prinser og adelige sin begyndelse. Det følgende år blev jakobinernes og cordelierernes revolutionære klubber en magt, og under Marats og Desmoulins' ledelse begyndte Folkepressen sin virksomhed. En frugt af denne var optøjerne 20. juni 1792, og 2.-6. september udførtes de berygtede myrderier for at ramme folkebevægelsens modstandere.

Dumouriez' mislykkede forsøg på at føre hæren mod Paris bevirkede, at velfærdsudvalget fra april 1793 fik magten i Paris og Frankrig, først under Danton's og fra juli 1793 til juli 1794 under Robespierres ledelse. I denne rædselstid var guillotinen i stadig brug, og fra 10. juni til 14. juli 1794 besørgede den 1.400 henrettelser. Dette var dog, selv for Paris-pøbelen, for grufuldt, og bevægelsen i modsat retning tager nu fart, Robespierre falder, og det lykkedes royalisterne fra 5. oktober 1795 at få en opstand i gang; men den blev slået ned af Napoleon Bonaparte. Der kom under Direktorialregeringen noget mere ro over Paris, men denne indtrådte dog først helt, da Napoleon som førstekonsul og kejser blev byens leder. Under revolutionen skete der ikke nyanlæg; men landet havdet fået at føle, at det var nødt til at følge hovedstadens luner og bud. I højere grad end før var den blevet landets hovedstad.

Under Napoleon var Paris politisk død og magtesløs. Men til gengæld påbegyndtes en række store foretagender, der, selv om de ikke alle fuldførtes, gjorde Paris til en enestående by. Hærene hjembragte uvurderlige kunstskatte og videnskabelige samlinger. Seinen fik ny kajanlæg, Ourcq-kanalen gravedes, nye havne anlagdes, handelslivet fik et opsving ved torveanlæg og opførelsen af hensigtsmæssige haller. Karruselpladsen udvidedes, omgaves med en mur og prydede med en triumfbue for hærens bedrifter, søjlen på Vendome-pladsen rejstes, og Tuileriernes Have blev forskønnet. Grunden lagdes til Børsen og Handelstribunalet. Over Seinen byggedes Pont des Arts, Austerlitz- og Jena-broerne, og den store Triumfbue på Stjernepladsen påbegyndtes.

1814 trængte de allieredes tropper ind i Frankrig. 30. marts stormede de Paris og efter et tappert forsvar af Marmonts og Mortiers tropper bemægtigede de sig efter store tab Montmartres og Romainvilles højder. Om eftermiddagen afsluttedes våbenhvile, og i løbet af natten undertegnedes byens kapitalation. 31. marts holdt Ruslands kejser og Preussens konge deres indtog i spidsen for deres garder, og 30. maj undertegnedes den første Paris-fred.

Næppe et år efter åbnede Paris sig på ny for Napoleon. 20. marts holdt han sit indtog, og 1. juni gav han en glimrende fest på Mars-marken. 25. juni forlod han efter nederlaget ved Waterloo Paris for stedse, og 7. juli holdt de allierede tropper, efter at Davout havde rømmet byen, deres indtog, og dagen efter kom Ludvig 18. for anden gang. En del af de røvede kunstskatte bortførtes, og 20. november undertegnedes den anden Paris-fred.

Der hengik nu en række fredelige år, indtil det republikanske parti ved revolutionen i juli 1830 kastede den reaktionære regering over ende, uden dog at være stærk nok til at få republikken indført. Under borgerkongedømmet fortsattes en del af de under Napoleon påbegyndte bygninger. Tuilerierne blev delvis ombygget, Madeleine-kirken, den store Triumfbue, Kunstakademiet og flere broer over Seinen fuldtførtes, Luksor-obelisken rejstes på Concorde-pladsen, brolægningen, afløbsforholdene og belysningen forbedredes.

Ved februarrevolutionen 1848 kom republikanerne til magten, og der oprettedes statsværksteder i Paris. I marts og april kom det i anledning af valget til nationalforsamlingen til optøjer, som dog Lamartine ved sin veltalenhed fik bugt med. Men da statsværkstederne ophævedes, kom det fra 23. juni til en truende opstand, som Cavalgnac kvalte med blod i løbet af 4 dage. Tallet på døde og sårede var 8.000. Reaktionen voksede atter, og støttet af provinsens konservative befolkning lykkedes det Louis Napoleon at opnå præsidentværdigheden og siden kejsernavnet. Under ledelse af Seine-præfekten Haussmann blev Paris under det andet kejserdømme næsten en ny by. Hele kvarterer med snævre, middelalderlige gader for svandt for brede, luftige boulevarder. Flot og resolut førtes de fra den ene ende af byen til den anden, uden hensyn til pris og hindringer. Begyndelsen gjordes med den store nord-sydlige gennembrudslinje, der betegnes af Strasbourg-, Sebastopol-, Palais- og St. Michel-boulevarderne. De efterfulgtes af boulevarderne Haussmann og Magenta, gaderne Rivoli, Turbigo, Lafayette og andre på venstre og St. Germain på højre Seine-bred. Desuden anlagdes Champs Elysées, Louvre udvidedes, Centralhallerne, Handelstribunalet og den store Opera opførtes, Nationalbiblioteket blev udvidet, og under ledelse af Alphand, Haussmanns højre hånd, forvandledes Boulogne- og Vincennes-skovene til henrivende parker, og i de 1860 indlemmede forstæder anlagdes parkerne Monceau og Buttes Chaumont. De offentlige parker beplantedes og forskønnedes. Denne omformning havde tillige det formål at hindre barrikadebygningen. Kaserner opførtes på de vigtigste punkter, og fra de åbne pladser kunne kanonerne beherske de lange, brede boulevarder, der savnede den for barrikadernes opførelse nødvendige stenbrolægning. Desuden forsvandt de i Louvres nærhed så generende fattigkvareterer. Disse omfattende bygningsværker, der kostede uhyrlige summer, medførte et stærkt opsving for erhvervslivet. Arbejdslønnen steg 1850-70 med 30-40 procent, men samtidig steg huslejen og madvarerne med 50 procent. Kun manufakturvarer og andre fabriksgenstande blev billigere. Det lykkedes derfor ikke Napoleon at vinde Paris' arbejderbefolkning. Ved alle valg viste Paris sig som oppositionel, 1869 endog som radikal.

Efter kapitulationen ved Sedan 2. september 1870 kom det den 3.-4. til åben opstand i Paris. Kejserinden flygtede, og 4. september proklameredes republikken, og parisiske deputerede dannede forsvarsregeringen. 19. september begyndte omringelsen af Paris for at sulte den til overgivelse og derved få en ende på krigen. Natten mellem 31. oktober og 1. november kom det ved efterretninger om Metz' kapitulation til en kommunistisk opstand, hvori en del af nationalgarden tog del. Rådhuset blev omringet, men de regeringstro tropper fik snart overtaget. Imidlertid blev rationerne stadig mindre og fødemidlerne stadig dårligere. Undsætningshærene blev slået tilbage. 22. januar udbrød en ny kommunistisk opstand. Da bøjede regeringen sig for nødvendigheden, og 23. januar indledede Jules Favre forhandlinger med Bismarck, der førte til konventionen i Versailles 28. januar. Paris skulle overgive sig og betale 200 millioner franc til sejrherrerne. Nationalgarden skulle overtage sikkerhedstjenesten; den øvrige garnison blev erklæret for krigsfanger, og alt militært materiel blev krigsbytte.

Den parisiske befolkning nærede en dyb forbitrelse og mistro til regeringen, og mens nationalforsamlingen forhandlede i Versailles, proklameredes kommunen i Paris. Nationalgarden bemægtigede sig de i Paris værende kanoner, og da Thiers forlangte dem udleverede, kom det 18. marts til en kamp om dem, i hvilken nationalgarden sejrede. Paris præfekt Jules Ferry og Thiers forlod byen, og der blev samlet tropper for at kue den oprørske by. Nationalgardens Comité Central satte sig i besiddelse af rådhuset og indledte forhandlinger med de kommunale myndigheder. Efter megen strid blev man enig om at vælge et byråd på 90 medlemmer, der skulle overtage styrelsen. 28. marts trådte dette sammen og udstedte en proklamation, hvori den parisiske kommunes uafhængighed erklæredes, og hvori det forlangtes, at Frankrig skulle opløses i lignende kommuner. De besiddende klassers rettigheder blev angrebet i stærke udtryk, og trikoloren afløstes af den røde fane. Før øvrigt herskede der stor indbyrdes uenighed; men snart optog forsvaret mod Versailles tropperne alle. Penge skaffedes ved tvangslån hos bankerne og rige folk og ved anvisninger på konfiskerede ejendomme. Arbejderbefolkningen var under belejringen blevet våbenøvet, og af krigsmateriel af alle arter var der store forråd. For anden gang i samme år måtte Paris udholde en belejring, hvorunder det først mistede forterne og siden erobredes stykke for stykke gennem hårdnakkede gadekampe, der i alt skulle have kostet 30.000 døde og sårede, hvoraf de 3 fjerdedele tilhørte kommunarderne og blandt disse mange kvinder. Da kommunarderne indså deres håbløse stilling, myrdede de deres fanger, deriblandt ærkebispen af Paris, ødelagde og brændte de offentlige bygninger. Det gik især ud over Louvre, Tuilerierne, Palais Royal, Hotel de ville, Justitspaladset og Vendomesøjlen.

28. maj erobredes forstæderne La Villette og Buttes Chaumont, og dagen efter overgav de sidste kommunarder sig i Vincennes. Selve kampen havde ryddet godt op, og bagefter blev 40.000 arresterede. Der fældedes 13.000 domme, deriblandt mange dødsdomme, 7.500 forviste til Kaledonien; af disse kaldtes en del tilbage ved amnestidekreterne 1879 og 1880.

Den store gæld, som skyldes de enorme foretagender under Napoleon, krigsudgifterne til Tyskland og kommuneopstanden, var herefter en hæmsko for Paris. Med undtagelse af Tuilerierne er de ved kommunebranden ødelagte bygninger blevet genopbyggede, den store opera er blevet fuldført, Sorbonne har fået en ny bygning, Trocadero-paladset er blevet bygget, og byen er blevet forsynet med flere offentlige parker med en rigdom af billedhuggerarbejder. Der er foretaget flere gennembrydende gadeanlæg, anlægget af Montsouris-parken og højere læreanstalter.

Seværdigheder