LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Riberret        


Ribe
Ribe er en købstad i Sydvestjylland og benævnes ofte som Danmarks ældste by. Byen har 8.229 indbyggere (2008), ligger i Esbjerg Kommune og hører til Region Syddanmark. Byen befinder sig i et fladt marskområde ikke langt fra Vesterhavet og har gennem historien været præget af oversvømmelser fra tid til anden. Ribe Å slynger sig igennem byen, videre over marsken og ud i Vadehavet ved Kammerslusen.

Danmarks ældste rådhus ligger på von Støckens Plads i Ribe. Det kan dateres tilbage til 1496. I 1709 blev ejendommen købt af byen til rådhus. Den 11-12. oktober 1634 steg vandet i Ribe med 6,1 meter. Byen har Danmarks ældste provinsmuseum. Byen har tidligere markedsført sig som »storkenes by«.

Historie
Byen, der i Valdemar 2.s Jordebog kaldes Ripæ, hører til landets allerældste byer, idet dens oprindelse ligger tilbage i den forhistoriske tid. Dens ældste beliggenhed var vistnok hovedsagelig den samme som nu; mellem åens arme. Den nævnes første gang cirka 860, da Ansgar her byggede landets anden kirke,, hvad der viser, at den alt dengang må have været af betydning, særlig som handelsby, der ved sin forbindelse med England var blevet kendt med den ny lære. Dens anseelse steg meget, da den 948 blev bispesæde, og den fik efterhånden en stor og indflydelsesrig gejstlighed, dels knyttet til domkirken og den dermed forbundne institution Domkapitelet (stiftet under domkirkens opførelse i 12. århundrede), dels til byens andre kirker og klostre. Af kirkerne, som nu er forsvundne, nævnes Skt Peders Kirke (alt nævnt 1145), der først 1698 helt blev nedbrudt, Skt Klemens Kirke (også nævnt 1145), der vistnok er forsvundet efter reformationen ligesom Skt Hans Kirke, Skt Michaers Kirke, Skt Bartholomæi Kirke og den hellige Gravs Kirke, vistnok den yngste, der også nedbrødes efter reformationen. Det ældste kloster var Skt Nikolaj Kloster for benediktinernonner, vistnok stiftet i 12. århundrede; dernæst kom det 1228 stiftede Sortebrødrekloster, hvis kirke nu er Skt Katharinæ Sognekirke, og hvis bygninger endnu står bevarede; et gråbrødrekloster stiftedes 1232, og endelig var der et ved 1300 stiftet johanniterkloster, der lå på den nuværende Bispegårds Plads. Desuden var der i middelalderen et par milde stiftelser, nemlig et helligåndshus og en Skt-Jørgens-gård for spedalske.

At Ribe i øvrigt hørte til landets betydeligste byer i middelalderen, beroede på dens handel og store skibsfart, idet den stod i forbindelse med Tyskland, Frisland, England, Frankrig og Middelhavslandene. Som handelsby stod den vistnok på sit højdepunkt ved år 1200, om den end hele middelalderen bevarede sit ry som sådan. Navnlig var den kendt for sin udførsel af korn, flæsk, smør, fisk og heste; i slutningen af middelalderen; og begyndelsen af den nyere tid var det studehandelen, der blev vigtigst. Byens ældste privilegier er vistnok de, som den fik af Valdemar Sejr (udaterede); de er ofte senere bekræftede. Kendt er dens byret (»Riberret«), der udmærker sig ved sin udførlighed og strenghed, og som blev givet på et Danehof i Nyborg 1269. Om byens store anseelse i middelalderen har vi også et vidnesbyrd deri, at den var møntsted allerede under Knud den Store og endnu under Christian 3., og at den havde mindst en snes gilder, og i slottet Riberhus, hvortil der knytter sig så i mange sagn (mærk folkeviserne) og historiske begivenheder, forøgede yderligere glansen om byens navn. Slottet skal være opført i begyndelsen af 12. århundrede af kong Niels og ødelagdes i 17. århundredes krige, navnlig i krigen 1657-60; først i slutningen af 17. århundrede nedbrødes dog helt bygningerne, som har stået vest for byen, hvor voldstedet med gravene endnu er bevaret. Man ved også, at byen selv har været befæstet i middelalderen.

I hele middelalderen vedblev den at være en af landets største byer trods de mange ulykker, der overgik den. Den blev således plyndret 1043 af venderne, hærget under borgerkrigen i 12. århundrede, led voldsomt under den sorte død 1350, der skal have bortrevet omtrent halvdelen af befolkningen, og under den store vandflod 1362 samt hjemsøgtes af ildebrande måske mere end nogen anden by, blandt andet 1176, 1242, 1258, 1271, 1301 og 1402.

Med den nyere tid begyndte tilbagegangen, dels fordi byen ved reformationen mistede sine mange kirker og klostre og derved den talrige gejstligbed, der havde været en stor indtægtskilde for den, dels fordi den efterhånden fik konkurrenter til den indbringende udenlandske handel, navnlig København. Dog var den endnu til op i 17. århundrede en ret betydelig handelsby, skønt den led meget under de hyppige pestår (1565 siges der at være død cirka 3.000 mennesker) og de endnu hyppigere vandfloder; under vandfloden oktober 1634, den største af alle kendte på Jyllands vestkyst, trængte vandet endog ind i domkirken. Det var dog krigene i 17. århundrede, som gjorde det for alvor af med byens velstand. Den led i disse år mere end nogen anden jysk by. Navnlig gælder det krigen 1657-60, da den hele tiden var besat snart af fjende og snart af ven og brandskattedes og udplyndredes af begge; 1659 udbrød tilmed en voldsom pest, der bortrev cirka 900 mennesker. Efter krigen var den næsten ødelagt, de fleste offenlige bygninger lå i ruiner eller var faldefærdige, og mange af indbyggerne var bortdragne; 1672 havde den 1.939 indbyggere mod cirka 3.500 i 1650. Det 18. århundrede bragte yderligere tilbagegang; 1769 var der 1.827 indbyggere. I 19. århundrede gik den noget frem; men efter 1864 står den stille, som alt berørt.

Af kendte mænd, der er født i Ribe, nævnes biskop Peder Palladius (død 1560), historikerne Niels Krag (død 1602) og H. J. Svaning (død 1676), digteren Anders Bording (død 1677) og orientalisten J. Chr. Lindberg (død 1857). Af store mænd, der har været knyttede til Ribe, nævnes biskop Hans Tavsen, Anders Sørensen Vedel og biskop H. A. Brorson.