LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Byer         


Rom
Rom er hovedstaden i Italien. Kaldes også for »Den evige stad«. Ifølge traditionen blev Rom grundlagt i år 753. Byen har i dag cirka 2,7 millioner indbyggere. Kejser Augustus sagde om byen: »Jeg fandt hende bygget af sten, jeg forlader hende klædt i marmor.«


Roms placering i Europa
Rom er bygget på syv høje som hedder: Aventino, Capitoline, Celio, Esquilino, Viminale, Quirinale og Palatino.

Rom huser to store fodboldhold AS Roma og SS Lazio, begge Serie A.

Historie
Her skal kun selve byen Roms historie behandles. I politisk henseende har Rom som bekendt til forskellige tider spillet en overordentlig stor rolle. I oldtiden var den i århundreder hovedstaden i et verdensrige, og selv efter dettes fald forstod den endnu i mange år, i middelalderen og helt ind i den nyere tid, at bevare stillingen som åndeligt midtpunkt for hele den civiliserede verden eller dog for store dele af den, idet den med en kortere afbrydelse stadig var sædet for paverne, og endelig er den i den nyeste tid blevet en europæisk stormagts hovedstad.

Sin stilling som rigets hovedstad lykkedes det ikke Rom at bevare usvækket lige til oldtidens slutning. Allerede de første kejsere bidrog ved deres omsorg for at hæve rigets provinser op af det underordningsforhold, hvori de hidtil havdet stået til Rom, til at svække hovedstadens magtstilling, idet det nu ikke længere var folkeforsamlingerne i Rom, der var enerådende over provinsernes skæbne, men som kejserens residens og regeringens sæde vedblev Rom dog lige fuldt at være hovedstad.

Men efterhånden som det romerske senat trængtes mere og mere i baggrunden, og kejseren ofte tilbragte længere tidsrum ad gangen i andre dele af riget, svandt Roms betydning ind. Da så Konstantin den Store gjorde Konstantinopel til sin ny hovedstad, og kejserne også senere, efter at rigets vestlige halvdel varig var blevet skilt fra den østlige, ofte residerede andre steder end i Rom, blev Rom nærmest kun betragtet som den gamle, hellige by, hvortil der knyttede sig mange stolte traditioner; den fik omtrent samme betydning som senere Moskva for russerne. Men byen forfaldt dog ikke; tværtimod opførte endnu Konstantin store pragtbygninger i Rom, og man blev ved med at opstille statuer og mindesmærker på Forum.

Under folkevandringerne led byen derimod meget. Ved vestgoternes og vandalernes plyndringer (410 og 455) gik mange kunstværker tabt, men endnu større skade gjorde østgoternes plyndringer under Totila (546). Efter østgoternes besejring kom Rom under kejseren i Konstantinopel, men forbindelsen med Østen var vanskelig, især efter at den største del af Italien var kommet i hænderne på longobarderne, som også gentagne gange angreb Rom.

Men imidlertid var Rom blevet hovedsædet for en ny stormagt, kirken. De romerske biskopper (paverne) havde allerede tidlig fået en særlig anset stilling blandt de kristne biskopper; men først da kristendommen under Konstantin den Store opnåede statens anerkendelse, blev de ret i stand til at gøre sig gældende. Da så kejserne holdt op med at residere i Rom, blev det paven, der kom til at stå som byens første mand. Tidlig begyndte da også kirkebygninger at rejse sig; omtrent 350 byggedes den ældste Peterskirke. Da templerne ikke mere benyttedes eller forfaldt, begyndte man også at tage materialet til kirkerne derfra; især var det meget almindeligt, at søjlerne fra de antikke templer blev benyttede til kirkerne. På den måde fremskyndedes templernes forfald, men på den anden side blev dog de anvendte materialer reddede fra ødelæggelsen, hvilket måske ellers ikke var blevet tilfældet.

Også pavens verdslige magt over Rom var i tiltagende og fik en stærk støtte ved Pipin den Lilles og Karl den Stores landoverdragelser; om den byzantinske kejsers overherredømme var der nu ikke længere tale. Til Rom søgte Karl den Store for at krones til kejser af paven (800), og således opfriskedes også mindet om Rom som kejserstaden. Men usikkerheden var stor; 846 trængte saracenerne frem til Roms porte og plyndrede Peterskirken og Paulskirken, som lå uden for murene. Dette gav anledning til, at pave Leo 4. inddrog egnen omkring Peterskirken og Vatikanerhøjen under Rom og byggede en mur omkring den nye bydel, som efter ham kaldtes Den Ieoninske Stad (Città Leonina) og blev det stærkest befæstede parti af Rom. Under de følgende paver sank dog pavemagtens anseelse i høj grad, og de verdslige stormænd spillede herrer i Rom.

Otto den Store modtog 962 kejserkronen af paven og søgte nu at tilrive sig magten over Rom, og de følgende tyske konger drog ligeledes til Rom for at krones til kejsere og for at gøre sig til herrer over den hellige stad. Det var nu kejserne og den romerske adel, der kæmpede om magten i Rom. Gregor 7. søgte på ny at hæve pavemagten, men Henrik 4. erobrede Rom med undtagelse af Engelsborg, hvor paven holdt sig indesluttet. Han blev befriet af normannerfyrsten Robert Guiscard, men ved den lejlighed gik hele den sydlige del af byen op i luer (1084) og lå fra nu af i lang tid næsten øde.

I den følgende tid fortsattes kampene i Rom. De forskellige adelsslægter, Colonna, Frangipani, Orsini og andre, kæmpede om pavevalgene. De gjorde mange oldtidsbygningerne i Rom, Colosseum, teatrene, triumfbuerne, kejserpaladserne, Augustus' Mausoleum og så videre, til befæstede borge, hvorfra de kæmpede imod hinanden og mod paverne. Nu rejste også den romerske borgerstand sig og forlangte genoprettelsen af en republik efter oldtidens mønster (1143). Den fik til leder Arnold af Brescia, som i begyndelsen havde heldet med sig, men til sidst bukkede under for kejser og pave (1155). Stormændene høstede dog den meste fordel, og byens styrelse overlodes en adelsmand med titel af senator.

Kraftige paver som Alexander 3. (1159-1181) og Innocens 3. (1198-1216) udvidede dog atter pavestolens magt, og Gregor 9. lod 1238 en mængde adelige borge, som var opført i de antikke bygninger, nedrive. En lignende ødelæggelse foretoges 1257 af senatoren Brancaleone.

Men samtidig med at oldtidens mindesmærker svandt hen, fik paverne dog opført en hel del kirker; i begyndelsen af 13. århundrede blev Vatikanet grundlagt som pavernes residens. Men da Bonifacius 8. 1303 var bukket under for slægten Colonna, og da Clemens 5. 1309 tog bolig i Avignon, begyndte der igen en nedgangens tid for Rom. Slægtsfejderne tog til; men da Cola di Rienzi 1347 tog magten under republikanske former og støttende sig til oldtidens traditioner, forenede adelsslægterne sig imod ham og styrtede ham.

Pavernes tilbagekomst (1377) bragte atter bedre forhold til veje. Først var der dog i nogen tid modpaver at bekæmpe og konciler, mod hvilke pavernes sejr måtte hævde deres myndighed, men pavernes sejr kom Rom til gode. Med Nikolaus 5. (1447-1455), som gav befolkningen i Rom selvstyre og planlagde store byggeforetagender i byen, holdt renæsancens ånd sit indtog i Rom. Sixtus 4. (1471-1484) ofrede meget på Roms udsmykning. Han udvidede gaderne og opførte talrige kirker; også Det Sixtinske Kapel skyldes ham. Også Alexander 6. (1492-1503) lod udføre betydelige arbejder i Rom. Endnu mere skylder Rom dog Julius 2. (1503-1513) og Leo 10. (1513-1521). De indkaldte Italiens største kunstnere, Bramante, Michelangelo og Rafael, og gav dem store opgaver at udføre. Arbejdet på Peterskirkens ombygning blev påbegyndt, men det varede rigtignok over 100 år, inden den blev færdig. I Vatikanet fandt der store udvidelser sted; Michelangelo malede loftsmalerierne i Det Sixtinske Kapel, og Rafael smykkede stanzerne og loggierne med sine malerier. Rundt om i byen rejste der sig stolte paladser. I en henseende må man dog beklage, hvad der dengang skete; trods al deres begejstring for oldtiden manglede renæsancens mænd pietet for dens mindesmærker. Man betænkte sig ikke på at tage stenene til de pragtbygninger, der skulle opføres, fra de gamle ruiner; især Colosseum måtte afgive store mængder af sit fortræffelige byggemateriale. De største ødelæggelser af oldtidsbygningerne i Rom har netop fundet sted i denne tid.

Det stærke liv, som rørte sig i Rom, fik en brat afbrydelse, da den kejserlige hær stormede og erobrede byen 1527. Den påfølgende plyndring (Sacco di Roma) var ikke mindre frygtelig end de, som var foretaget af folkevandringernes barbarer. Pest og hungersnød fulgte efter, og indbyggertallet sank i en overordentlig grad. Da Karl 5. 1536 skulle holde sit indtog i Rom, anlagde man til hans ære en bred gade tværs igennem de dele af byen, hvor de fleste antikke bygninger stod, og mange af dem blev derved helt ødelagte. Snart bedredes tiderne igen, og i midten og slutningen af 16. århundrede tog paverne igen fat på store byggeforetagender. Især indlagde Sixtus 5. (1585-1590) sig stor fortjeneste af Roms udvikling. Han gav byen et helt andet udseende, anlagde lige og brede gader, især i den nordøstlige del af byen ,som længe havde været ubeboet, fuldtførte Peterskirkens kuppel, opførte den store vandledning Acqua felice, udryddede røvere og indførte retstilstande. Men heller ikke han respekterede oldtidens mindesmærker. Takket være de kraftige, men ikke meget kirkeligsindede paver i århundredets begyndelse havde paverne nu fået sig en verdslig magtstilling som herrer over Rom og kirkestaten, men nu anvendte de dog mest deres magt i kirkens tjeneste. Kirker byggedes i stor mængde, men ikke længere i de tidligere tiders rene stil; barokstilen kom nu på mode og vedblev at være det i 17. århundrede. Også de romerske adelsmænd, der nu ikke længere tænkte på at tage magten fra paven, byggede sig pragtfulde paladser i Rom, men den store befolkning levede under fattige vilkår. I løbet af 18. århundrede begyndte Rom at blive et valfartssted for kunstnere, og interessen for dets store fortid var igen i tiltagende.

Den franske revolution medførte også republikanske bevægelser i Rom, og de understøttedes af franskmændene. 1798 proklameredes den romerske republik, som dog året efter igen omstyrtedes. Imidlertid var dog mange af Roms prægtigste kunstskatte blevet ført til Paris, hvorfra de først kom tilbage efter Napoleons fald. 1808 blev Rom besat af franske tropper og blev året efter indlemmet i Frankrig. Under den franske styrelse blev der taget kraftig at på udgravningen af oldtidsmonumenterne. De gamle tilstande genoprettedes 1814, men misfornøjelsen i Rom tiltog stadig. 1849 proklameredes på ny republikken, efter at Pius 9. var blevet jaget bort. Men franske tropper genindsatte ham og vedblev indtil 1870 at beskytte pavestolen. For øvrigt udfoldede Pius 9. en rig virksomhed, dels ved istandsættelse og udsmykning af mange gamle kirker, dels ved foretagelsen af betydelige udgravninger. Men 1870, da de franske tropper havde forladt Rom, fik det pavelige herredømme en ende. 20. september rykkede den italienske hær efter en kortvarig kamp ind i byen, som tillige med hele kirkestaten indlemmedes i kongeriget Italien, idet dog paven beholdt suveræniteten over Vatikanet, Peterskirken og Lateranet. 26. januar 1871 blev Rom Italiens hovedstad.

Siden den tid tog Rom et ganske overordentlig opsving. Nye bydele rejste sig i løbet af nogle få år, hvorved rigtignok mange af de prægtige gamle haver, som tilhørte forarmede adelsslægter, forsvand, og mange monumentale bygninger blev opført. Til gengæld nedrev man så de mest forfaldne og usunde kvarterer. Rom blev således hurtig en moderne storby, men mistede også en god del af sin poesi og af sin historiske kolorit.