LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Byer            Schweiz         


Zürich
Zürich, den største schweiziske by, placeret i naturskønne omgivelser ved Z-see.

Byen er et vigtigt knudepunkt for Europas luftruter. Byen har universitet, teknisk højskole, finanscentrum og tekstil-, maskin- og grafisk industri.

Historie
Palæbygningsfundene i Züricher-, Greifen- og Pfäffikon-søerne viser, at landet Zürich allerede i tidlig tid var befolket. Ved den historiske oldtids begyndelse beboedes det af de keltiske helvetier, der havde deres vigtigste boplads og centrum ved det nuværende Lindenhof. Da helvetiernes land 58 f.Kr. kom under romerne, anlagde disse på dette sted et kastel og en toldstation (Turicum) for varer til og fra Italien.

I begyndelsen af 3. århundrede indførtes kristendommen. 406 kom Zürich i allemannernes og 496 i frankernes besiddelse. Først i begyndelsen af 9. århundrede fremtræder Zürich som en tysk by, der opstår ved foreningen af den kongelige borg på Lindenhof med de nærliggende klostre samt ved det samfund af frie borgere, der var opstået på Zürichberg. Ifølge det stedlige sagn var Zürich Karl den Stores yndlingsopholdssted, og ham tilskrives grundlæggelsen af herreklosteret Grossmünster.

Ved forliget i Verdun 843 kom Zürich til det tyske Rige og under en af kejseren indsat rigsfogede. 853 stiftede Ludvig den Tyske Fraumünsterabbediet for sin datter, Hildegard, og skænkede hertil den kongelige gård Zürich samt flere andre besiddelser. Rigsfogedembedet tilhørte 1063-1172 greverne af Lenzburg og 1172-1218 hertugerne af Zähringen. Da disse 1218 døde ud, blev Zürich kejserlig fri rigsstad og opblomstrede gennem den fra Italien indførte silkeindustri.

1234 fik abbedissen af Fraumünster værdighed som rigsfyrstinde og blandt andre privilegier ret til at udnævne medlemmerne af byens råd. Efterhånden gik dog såvel denne som andre rettigheder over til byen selv. Under det store interregnum lykkedes det Zürich at kue de på omegnens borge siddende adelsmænd, der truede byens selvstændighed. 1291 forenede Zürich sig med Uri og Schwyz og deltog i det almindelige oprør i Schwaben imod habsburgerne, men gik senere over på disses side og kæmpede ved Morgaten 1315 imod de edsforbundne.

1336 gjordes revolution af »håndværkerne«, der, som senere indvandrede, over for »ridderne« og »borgerne« eller de gamle agerbrug og handel drivende slægter, hidtil havde været politisk retsløse. Under førerskab af en fra sine standsfæller frafalden ridder, Rudolf Brun, lykkedes det dem at gennemføre en forfatning, ifølge hvilken rådet skulle sammensættes af håndværkernes 13 lavsmestere samt af lige så mange medlemmer fra de gamle slægter. Rudolf Brun blev borgmester og knuste en sammensværgelse blandt ridderne i forbindelse med greven af Rapperswyl ved henrettelser (den såkaldte Zürich-mordnat 23. februar 1350) samt ved ødelæggelse af byen Rapperswyl. Da det i denne anledning så ud til krig med Østrig, indgik Zürich 1351 i edsforbundet og modstod ved dettes hjælp i de følgende år gentagne gange Østrigs angreb.

Zürich, der stadig var ivrig efter at udvide sit område, erhvervede ved køb 1402 Greifensee, 1408 Grüningen, 1409 Regensberg, 1424 grevskabet Kyburg og 1467 byen Wintherthur samt ved eorbring 1415 en del af det østrigske Aargau.

Som følge af sine fordringer på arven efter de 1436 uddøde grever af Toggenburg kom Zürich i krig med Schwyz og Glarus, og da Zürich ikke ville rette sig efter de øvrige edsforbundnes mægling, kom den også i krig med disse (den gamle Zürich-krig). Da dens hær ved Etzel gjorde sig skyldig i forsmædelig flugt, måtte Zürich ikke alene afstå sine fordringer, men også 1440 aftræde den øvre del af den venstre bred af Züricher-søen til Schwyz. Af harme herover forbandt Zürich sig 1442 med kejser Frederik 3. imod de edsforbundne, men ved St. Jakob an der Sihl led züricherne 1443 et nyt nederlag, hvorefter byen 1444 belejredes af 20.000 forbundstropper, der først drog bort efter slaget imod armagnakerne ved St. Jakob an der Birs (26. august 1444). Først 1450 kom der et forlig i stand, efter hvilket Zürich frasagde sig sit forbund med Østrig og fik sine besiddelser tilbage.

I burgunderkrigen var det zürichernes fører, Hans Waldmann, der afgjorde sejren ved Murten (1476). 1483 blev Waldmann borgmester i Zürich, og gennem ham opnåede byen en førende stilling i edsforbundet. Men byens bestræbelse for at forøge sin økonomiske og politiske privilegier førte til et oprør af landbefolkningen, og 1489 måtte Waldmann bestige skafottet, hvorpå landbefolkningens rettigheder bekræftedes af den ny regering. 1519 begyndte Zwingli i Zürich sin reformatoriske virksomhed, og det åndelige liv i byen tog et betydeligt opsving. Efter det ulykkelige slag ved Kappel 1531 måtte regeringen forpligte sig til ikke at føre krig uden landbefolkningens billigelse. De rettigheder som landboerne efterhånden havde erhvervet sig, gik dog efterhånden i forglemmelse, og i løbet af de to følgende hundrede år går den demokratiske regeringsform lidt efter lidt over til en aristokratisk, selv om man dog ikke når helt ud til oligarkiet som i Bern, Luzern, Freiburg og Solothurn.

1656 og 1712 førte Zürich og Bern religionskrig mod de katolske kantoner. 1794 opstod uroligheder i kommunen Stäfa, der af regeringen blev undertrykt med den største hårdhed.

Først 1798, da franskmændene besatte Schweiz, styrtedes den aristokratiske byregering, og den politiske ligeberettigelse af borger i by og på land blev anerkendt. Kantonet indlemmedes i den helvetiske republik, og 1799 indtraf gentagne gange, nemlig 3.-4. juni og 25.-26. september, slag ved Zürich mellem franskmændene og de forbundne østrigere og russere, i hvilke de førstnævnte til slut blev sejrherrer. 1803 fik kantonet sin selvstændighed, og i løbet af mediationsperioden 1803-14 genoprettedes byens politiske overvægt over landet. Denne tilstand bekræftedes ved den 1814 antagne ny forfatning, ifølge hvilken ikke blot det største antal pladser i rådet (130 af 218), men også næsten alle højere embeder tilsikredes byens borgere. Dette misforhold træder så meget grellere frem, efter som byen da kun havde 1/20 af kantonets befolkning, og det forårsagede 1804 et væbnet opstandsforsøg af bønderne (den såkaldte Bukkekrig), der kuedes med edsforbundets hjælp. I 1820'erne arbejdede P. Usteri og meningsfæller på en reform, men først det politiske røre, som den franske julirevolution førte med sig, foranledighede også i Zürich en forfatningsforandring i liberal retning (30. marts 1831), hvorefter landdistrikterne fik 2/3 af pladserne i det store råd. Fra nu af gik kantonet rask fremad på reformernes vej i lovgivning og forvaltning, og Zürich blev i den følgende tid virkestedet for en række fremragende mænd (Melchior Hirsel, Ulrich, F.L. Keller, Meyer v. Knonau, Orelli, Hess, Bluntschli, Füssli, Scherr og Sulzer). Den række indgribende liberale reformer, der af disse mænd fra oven førtes ud i samfundet, fandt dog ikke folkets udelte bifald og hovedmændene for det tilbagetrængte raktionsparti forstod med fordel at benytte sig heraf. Da således regeringen 1839 tilbød David Friedrich Strausz en lærerpost ved højskolen i Zürich, udbrød 6. september et formeligt oprør, og til trods for, at regeringen hurtig havde ladet kaldelsen gå tilbage, drog 5.000 bevæbnede bønder under førerskab af præsten Bernhard Hirzel fra Pfäffikon ind i byen, hvor det kom til et blodigt sammenstød med tropperne. Den svage og usikre regering tog flugten i det almindelige virvar, og hovedmændene for oprøret indsatte en provisorisk regering. Kort efter foretoges nyvalg til det store råd, og det konservativt-reaktionære samt kirkelige parti vandt fuldstændig magten og bevarede den indtil 1845, da de Liberale atter kom i flertal. Den moderatet og dygtige J. Furrer fra Winterthur blev borgmester, og nu indtog Zürich atter sin gamle plads som den forreste af de liberale kantoner i forbundsrådet. Selvfølgelig hørte Zürich i Sonderbundskrigen til de liberale kantoner. Siden 1815 havde Zürich, Bern og Luzern været forbundets »forstæder«, (samlingssted for den fælles repræsentation).

1848 måtte Zürich vige for Bern ved valget af en forbundshovedstad, og til gengæld fik den 1855 forbundets polyteknikum. 6. august - 17. oktober 1859 førtes her forhandlinger mellem Østrig, Frankrig og Sardinien, der førte til den såkaldte Züricher-fred.

I 1860'erne opstod kravet om en kantonalforfatning på endnu mere demokratisk grundlag samt om forskellige økonomiske reformer. 1867 sejrede det demokratiske eller radikale parti, og 18. april 1869 indførtes den ny rent demokratiske forfatning med referendum og initiativ. Denne forfatning gælder endnu med mindre revisioner i 1878, da det atter lykkedes det moderat-liberale parti at få del i ledelsen, samt i 1894.