Amalienborg
Amalienborg, residensslot i København. Det første Amalienborg (rettere: Sofie-Amalienborg) blev opført af Frederik 3.s gemalinde, Sofie Amalie, på en del af det store område, som Christian 4. i begyndelsen af 17. århundrede havde erhvervet uden for den gamle by. Andre dele af dette område blev anvendt til Kongens Have med Rosenborg, Nyboder med den aldrig fuldendte runde Kirke (Skt Anna Rotunda), befæstningerne ved Toldboden og den ny Østervold. Arealet mellem nuværende garnisonskirke og Fredericiagade blev dronningen udlagt til erstatning for den tidligere Dronningens Have uden for Vesterport, der var blevet ødelagt under belejringen. 1664 begyndtes anlægget af haven; slottet - en treetages midterbygning (med buet stentrappe og kuppel) ved lavere sidebygninger forbundne med pavilloner - opførtes 1669-73. Her boede Sofie Amalie i sin enkestand og her døde hun 20. februar 1685.


Sofie-Amalienborg, opført af dronning Sofie Amalie 1669-1673

15. april 1689 fejrede Christian 5. sin fødselsdag på Amalienborg. På et i dagens anledning sammentømret bræddeteater opførte et tysk operaselskab »Der vereinigte Gotterstreit« under så stort bifald, at kongen tillod forestillingens gentagelse 19. april. Straks i begyndelsen af stykket antændtes ved et ulykkeligt tilfælde en af dekorationerne. I løbet af et kvarter var teatret nedbrændt og slottet selv i flammer. 171 mennesker - mistede livet ved denne ulykke. Christian 5. tænkte straks på at genopføre slottet, hvis kirke, domestik- og havebygninger stod urørte. Ole Rømer ledede i begyndelsen af 1690'erne de forberedende arbejder ved »byggeriet på Amalienborg«, og 1694 forhandlede kongen med den svenske bygmester Tessin om dets genopførelse. Tessin opholdt sig her en kort tid dommeren 1694 og beså byggepladsen. 1697 var hans tegninger og modellen færdige. Christian 5. fandt imidlertid planen for storartet og påbegyndte i slutningen af sin regering nedrivningen af kirken og andre bygninger. Materialet skænkedes til en ny Garnisonskirke.

Det andet Amalienborg opførtes af Frederik 4. i begyndelsen af hans regering. Det var intet slot, kun et lysthus, en pavillonbygning i midten med orangerihuse og buegange til begge sider. Bygningerne dannede skel mellem den i fransk stil anlagte have, der strakte sig mod syd til Garnisonskirke, og den nye, store eksercerplads, som - indvunden ved opfyldning - nåede mod nord helt ud til Toldboden. I pavillonen var der spisesal i stuen og salon ovenpå; herfra nød Frederik 4. udsigten over havnen, haven og pladsen, hvor militsen indøvedes.

I begyndelsen af Frederik 5.s regering fremlagde oberstløjtnant Eigtved planen til en ny, storartet bebyggelse af hele området. Adskillige anselige palæer (Desmerciéres', Danneskjold-Laurvigs, Operahuset) havde rejst sig lige over for Amalienborgs have; på dennes grund og med Frederikspladsen som centrum skulle Frederiksstaden, byens fashionable kvarter, nu rejse sig. 12. september 1749 udgik kgl. reskript om havens og eksercerpladsens udlæggelse til byggegrunde, og 30. oktober samme år, ved jubelfesten for den oldenborgske stamme, indviede Sjællands biskop pladsen, og kongen lagde grundstenen til den nye kirke (Marmorkirken). Kongen indbød sin adel og sine stormænd til at bygge; grundene blev givet gratis mod forpligtelse til at bygge storladent, og i tiden 1749 -60 rejste sig de fire ganske ens palæer på den ottekantede Frederiksplads (det tredje Amalienborg). På vestre side af den senere opførte kolonnade det Moltkeske, på den anden side Frederiksgaden det Levetzauske; på østre side af kolonnaden det Schackske (påbegyndt af gehejmekonferensråd Løvenskjold) og på den anden side af Frederiksgade det Brockdorffske.


Amalienborg, med Marmorkirkens kuppel i baggrunden

Ved hundredårsfesten for enevældens indførelse 1760 blev grundstenen lagt til Salys rytterstatue af Frederik 5. Allerede 1767 erhvervede Christian 7. det Brockdorffske Palæ; det benyttedes som land-, senere også som søkadetakademi (til 1828). Derefter blev det bolig for prins Carl Frederik (Frederik 7.) og prinsesse Wilhelmine, hvis andet bryllup (med hertug Carl af Gliicksborg) foregik her 19. maj 1838. Senere beboedes det af landgrev Vilhelm af Hessen og blev 1869 bolig for kronprins, senere kong Frederik 8., og efter hans død 1912 for enkedronning Louise.

Ved Christiansborg Slots brand 26. - 27. februar 1794 blev kongefamilien husvild. Moltkes og Schacks palæer købtes til residens. Christian 7. tog selv bolig på Moltkes, kronprinsregenten på Schacks, og arveprins Frederik flyttede ind på Levetzaus. Harsdorff opførte kolonnaden som forbindelse mellem kongens og kronprinsens palæer. Frederik 6. boede her også som konge til sin død 3. december 1839; efter hans enkes, dronning Marie Sofie Frederikkes død, 21. marts 1852, benyttede Højesteret palæet i nogle år; 1865 flyttede Christian 9. ind fra det gule palæ i Amaliegade.

Udenrigsministeriet fik (1852) lokale i Chr. 7.s Palæ, men flyttede - da efter slotsbranden 1884 dette måtte tages i brug til receptions- og festlokaler for kongen - over i Levetzaus. Her havde arveprinsens søn Christian Frederik haft sin bolig både som prins og som konge (Christian 8.). Her fødtes hans søn (Frederik 7.), her døde han selv 20. januar 1848, og her boede hans enkedronning Caroline Amalie til sin død 9. marts 1881. 1898 flyttede tronfølgeren, prins Christian, ind på dette palæ, der fra 1912 var residenspalæ.

De fire palæer
Amalienborg-aksen
Amalienborg-aksen er en monumentalakse, som går gennem Marmorkirken, Amalienborg, Amaliehaven og Operahuset. Herved forbindes symbolsk kirken, kongehuset, handelen og kunsten.