Antvorskov Kloster
Antvorskov Kloster lå lige uden for Slagelse og blev grundlagt af Valdemar den Store, uvist hvad år. Det var et kloster og hospital af Johannitterordenen, der dengang nys var stiftet, og formodentlig det første af denne gejstlige ridderorden, der oprettedes i Norden; dets prior var tillige overhoved for alle ordenens andre klostre i Skandinavien. I Antvorskov Klosters segl stod Johannes Døbers hoved mellem to dobbeltkors; i ordenens banner sås et hvidt kors på rød grund, og det er muligt, at Dannebrog stammer herfra.

I klosteret var der to priorer, hospitalsprioren og kirkeprioren; det var den første, der var den øverste, og han nød så megen anseelse, at han ofte havde sæde i rigets Råd. Af ordenens tre klasser er det næppe rimeligt, at der har været riddere i Danmark, derimod præster og tjenende brødre; Johannitterklostrene var dog særlig yndede af adelen, og mangen adelsmand indgav sig deri, når han blev gammel. På den vis erhvervede Antvorskov Kloster et overordentlig stort gods; måske var det det rigeste kloster i hele Danmark.

Derimod var der ikke i Antvorskov Kloster det litterære liv som i andre Klostre, og mindeværdigt er det kun, at Hans Tausen var bror her, da han sendtes udenlands; stærkt påvirket af Luther rendte han hjem og blev, da dette trådte frem, af prioren sendt til Johannitterhuset i Viborg. Efter reformationen vedblev prioren at styre klostret; men mens brødrene efterhånden uddøde, gik indtægterne i kongens kasse, og 1580 indsattes en verdslig lensmand; Klostret var sekulariseret. Af de gamle bygninger har man ved udgravninger fremdraget ret betydelige levninger.

Da Antvorskov Kloster var kommet ind under verdslig styrelse, forlenede Frederik 2. det 1580 til en af sine yndlinge, den mecklenburgske adelsmand, Peder Reedtz, der samme år tillige fik Sorø Kloster i forlening. Samtidig begyndte en ombygning, hvorved det gamle kloster forandredes til et kongeligt slot; idet Frederik 2., for hvem Antvorskov Kloster lå såre bekvemt, når han på sine stadige rejser omkring i landsdelene var kommet over bæltet fra Nyborg, agtede selv at tage stedet i besiddelse. Dets beliggenhed i de store, jagtrige skove har vel også haft sin betydning for ham. I anledning af kongens bestemmelse, at benytte Antvorskov Kloster som kongebolig, blev det tidligere hospital på klostret lagt ind under Slagelse Hospital, som fremtidig af Antvorskov Kloster skulle nyde vederlag for at føde og klæde 50 lemmer og 12 skolepeblinge.

1584 var ombygningen - ved hvilken kirketårnet var blevet forsynet med et meget højt spir - for så vidt fuldendt, at herredagen kunne holdes i juli måned, hvorefter Frederik 2. lod sin søn prins Christian (4.) hylde i Ringsted. Prinsen sattes i august i skole i Sorø, og Frederik 2. - der i december for længere tid tog ophold på Antvorskov Kloster, kunne her føre tilsyn med sin søns opdragelse. April 1585 udsteder han et åbent brev, hvorved det under straf af en færdig okse forbydes at kalde »vort og kronens kloster Antvorskov« ved klosters navn »eller ved andet navn end vort og kronens slot, Antvorskov Slot«.

Antvorskov klosters glansperiode som kongeligt slot var kun kort. Den var forbi med Frederik 2.s død, som indtraf på Antvorskov Kloster 4. april 1588. Christian 4., hvis nybygninger snart måtte stille Antvorskov Kloster i skygge, opholdt sig kun her på gennemrejse og undertiden, når smitsom syge gjorde opholdet andensteds på Sjælland utilrådeligt. 1619 holdtes af den grund Herredagen på Antvorskov Kloster. I slutningen af Christian 4.s regering synes Antvorskov Kloster at være kommet stærkt i forfald; under Svenskekrigen 1657-60 blev det yderligere medtaget. Kirken blev lukket 1684, de kirkesøgende henvistes til Skt Peders Kirke i Slagelse. En bedre tid syntes at oprinde for Antvorskov Kloster, da Frederik 4. 1703 ophøjede godset til et grevskab for sin elskerinde, den preussiske gesandts datter, Elisabeth Helena v. Viereck. Hun døde imidlertid året efter og 1705 hendes søn og arving, Frederik. Antvorskov Kloster, der fra 1662 var blevet bolig for Amtmanden, benyttedes nu også som kvarter for nogle rytterkompagnier, idet godset blev henlagt til et af de 12 rytteridistrikter.

Kirken åbnedes på ny 1722. Men 1774 solgtes Antvorskov Kloster, som de fleste andre ryttergodser, tillige med hovedgården Pebringe ved auktion for 175.523 rigsdaler. Den ny ejer, finansråd Koes, lod kirken nedbryde og opførte af materialet gården Falkensten i steden for det nedlagte Pebringe. 1794 solgte han det samlede gods til grev v. Dernath. 5 år senere blev etatsråd Bruun ejer af Antvorskov Kloster. Han delte ejendommen i 4 parceller og solgte dem 1806 for 832.000 rigsdaler. Det nuværende Charlottendal (med det nedlagte Augustendal) udgør de to parceller; den 3. er den endnu bestående gård, Idasgård; den 4. (hvortil slottet selv hørte) er atter udparcelleret, og 1816 nedbrød man de sidste rester af det gamle Antvorskov Kloster.

Af lensmænd på Antvorskov Kloster nævnes Christian Friis (senere Chr. 4.s kansler) 1589-96, Ebbe Munk 1596-1620, Ernst Nordmand 1620-31, Wentzel Rothkirch 1631-55, Hugo Liitzow 1656-93.