Blåtårn
Blåtårn var det kendte store tårn i det gamle Københavns Slot. Dets historie er kun delvis oplyst; det antages at være opført under Erik af Pommern. Det eksisterede i hvert fald på kong Hans' tid og benyttedes allerede da som fangetårn. Vistnok var det tårnets blytag, der havde givet anledning til navnet. Under Christian 3. smykkedes det med nyt spir og figurer. 1595 blev i anledning af Christian 4.s kroning tårnmuren forhøjet med 2,75 meter til 59,55 meter og fik et højt, nyt spir i flere afsatser.

Blåtårn var svært bygget, af firsidet form, cirka 15,7 meter i kvadrat, med 5 etager. Ud mod slotsgraven havde det et bredt, karnaplignende fremspring, i øvrigt var murene ganske uden arkitektoniske prydelser og med få vinduer. Dets hele karakter tyder på, at det oprindelig er bygget med forsvar for øje. I det senere slot sluttede det sig til den ene side til rådstuefløjen, til den anden side til den indre portbygning og kongefløjen. Ind mod slotspladsen fandtes ved porten et slankt, polygonalt trappetårn med spir. Helt foroven var opsat et stort ur, »hvorefter alle seierværker i byen skulle gange«.

I kendt tid har Blåtårn kun været benyttet som fængsel, fortrinsvis over for statsfanger af særlig art. Det har derved fået en ikke ringe historisk betydning. Herhen bragtes under kong Hans den ulykkelige rentemester Anders, (1494). Senere indsatte Christian 2. såvel Didrik Slagheck, som Torben Oxe og Knud Pedersen Gyldenstjerne. Under reformationen måtte Joachim Rønnov ombytte bispegården med Blåtårn. Christian 4. brugte ofte tårnet som disciplinært middel, når embedsmænd, selv præster eller andre, vakte hans misfornøjelse. Hans egen datter, Leonora Christina Ulfeldt, blev tårnets berømteste fange (1663-85) og sad her blandt andet samtidig med Dr. Otto Sperling. I øvrigt blev Blåtårn benyttet også over for simple forbrydere, og tallet på dem, det kortere eller længere tid har huset, er meget stort.

Behandlingen var meget forskellig, men fangerummene vistnok alle særdeles ringe. Pinebænken havde sin plads i øverste etage, under uret; her var Leonora Christinas fængsel, ind mod slotspladsen, først inden for det lille, senere, da hendes skæbne mildnedes, i rummet med det større vindue. Hendes første fangerum, siger hun selv i sit jammersminde, var »7 af mine skridt langt, 6 bredt med 2 senge, et bord og 2 stole, 9 alen højt«, med hvælv, højt oppe med et lille vindue, 1 alen i firkant, med dobbelte tykke jerntråde for og et tæt sprinkelværk. Gulvet var mursten med et tykt lag skarn, så hun først tog det for ler.« Værre endnu var »Mørke Kirke« ud mod slotsgraven, hvor hun straks efter tilfangetagelsen opholdt sig, mens tårnstuen i etagen nedenunder var et bedre rum. Dybere lå »Troldhullet« og de helt mørke kælderfængsler, hvori fangerne blev hejset ned.

Da Københavns Slot ombyggedes i slutningen af Frederik 4.s regering, blev Blåtårn stående og indgik atter som led i det ny slot, men blev gennembrudt med en port og smykkedes med en marmorportal. Det blev nedrevet 1731-32 sammen med det øvrige slot, på det nærmeste til grunden. Dele af de svære fundamenter blev fremdraget 1901 på Christiansborg Slotsplads, mellem slottets hovedport og Frederik 7.s statue, nu delvis markerede i stenbroen på stedet.


Blåtårn var et tårn bygget omkring 1350 som en udvidelse af fæstningen Sønderborg Slot. Tårnet blev revet ned igen i 1755.

Ifølge overleveringen var det i dette blåtårn at Christian 2. blev holdt fanget i 17 år.