LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Danmark            Bygningsværker         


Dannevirke
Dannevirke er fællesbetegnelse for en række voldanlæg i den sydligste del af Sønderjylland. De ældste volde er efter de historiske overleveringer blevet til umiddelbart efter 800, og Dannevirke har derefter med adskillige udvidelser og omdannelser været sammenknyttet med afgørende begivenheder i Danmarks og især i Sønderjyllands historie. Voldene har været udsat for en række arkæologiske undersøgelser, som har frembragt ny viden om voldenes historie.

Kong Gøtrif (Godfred) anlagde kort før 808 mod kejser Karl den Store en befæstning fra »Østersalt til Vesterhav«. Dette var antagelig Vestervold og Østervold. Vestervolden, det egentlige Dannevirke, strakte sig fra engene ved Slien over Bustrup, Lille Dannevirke og den tidligere såkaldte Krumvold til Hollingsted, først temmelig ligeløbende mod sydvest, derefter omtrent i vest, med et mere ujævnt forløb, i alt cirka 13 kilometer. På det sidste stykke havde den sumpene omkring Reide Å som forterræn. Strækningerne vest for Hollingsted må i oldtiden have været ufremkommelige for en hær. Antagelig var volden i denne ældste skikkelse cirka 3 meter høj, 22 meter bred og uden grav. Især mod vest kan dens oprindelige karakter stadig ses. Det var en forholdsvis lille jordvold, uden grav, anlagt i nær tilslutning til de naturlige terrænforhold, ingenlunde altid i lige linjer. Det berettes, at Gøtrik's vold kun havde en gennemkørsel, der hvor den gamle hovedvej, »Oksevejen«, skærer volden. En gennemskæring 2 kilometer vestligere, for Husum-Gottorpvejen, (»VesterKalegat«), er fra cirka 1600. Nærmest Slien er volden stærkest udjævnet. På det midterste, stærkest udsatte stykke er volden nu skjult under de senere forstærkninger, navnlig Thyra's Virke, Valdemarsmuren og nyere tids omdannelser, ligesom den her har fået grav. Samtidig med Vestervolden var »Østervolden«, fra Østerbækken ved en vig af Slien, noget øst for Slesvig By, til Vindeby Nor, hvoraf så at sige intet er tilbage. Begge disse volde må som »folkeværn« sammenstilles med gamle »diger« på forskellige steder i det sydlige og vestlige Jylland.

Den halvkredsformede, endnu indtil 8,5 meter høje vold ved Hadeby Nor (»Oldenburg«), der ligeledes i senere tider er blevet forhøjet, og som nu er den mest imponerende del af Dannevirke, er uden tvivl en byvold, og den antagelse, at denne by var det gamle Hedeby, er bleven meget bestyrket ved de gravninger, som i tilslutning til de danske undersøgelser gennem flere år er blevet foretaget af museet i Kiel. Det har vist sig, at der på arealet inden for volden fandtes et dybt kulturlag, hvor der er fundet adskillige sager, deriblandt nogle, som med bestemthed kan henføres til det 9.-10. århundrede, ligesom der er fundet grave fra omtrent samme tid. Volden har et gennemløb for en lille bæk. Byen har antagelig haft en særlig, isoleret borg, ligesom det samtidige Birka i Sverige havde det. Denne kan have ligget på den høje bakke nord for Hedeby (»Markgrafenburg«), hvis langstrakte, øverste flade er omgivet med en lav vold, og som bærer lave gravhøje, der ligeledes har vist sig at tilhøre oldtidens slutning; de menes at dække over grave for de faldne under en belejring.


Dannevirkevoldene, Vestervold med mere

I første halvdel af det 10. århundrede var Hedeby sæde for en svensk koloni med høvdinger af svensk-dansk byrd. En af disse høvdinger, Sigtryg, nævnes på runestenene fra Vedelspang, der rejstes af Asfrid, Odinkar's datter. Siden erobredes byen af Harald 1. Blåtand, tabtes atter, men blev 995 eller 996 indtaget på ny af Svend 1. Tveskæg, hvis lave belejringsvold, stærkt udjævnet, endnu kan ses i terrænet foran byvolden, ligesom en lavning mod syd i selve denne kan være det stormhul, hvorigennem danerne trængte ind. Om belejringen minder atter to runestene, rejst over Torolv og Skarde, to af kongens mænd, der faldt her. Snart efter mistede Hedeby betydning og var allerede år 1000 næsten øde. Samtidig har Sliasvik, Slesvig, rejst sig nord for Slien.

Forud for de sidste begivenheder ved Hedeby ligger bygningen af Thyra Danebods Virke, der er rejst under kampe mod de fremmede i Hedeby. Kong Gorm's tilnavn til sin dronning på den lille Jellingerunesten, Tanmarkar but, sættes i middelalderens overlevering, gennem Saxo's og Sven Aggesøn's beretninger, fortrinsvis i forbindelse med Dannevirke. Når Dronning Thyra, som det skete, kunne nævnes som Dannevirkes grundlægger, må hun på væsentlig måde have styrket befæstningen på rigets sydgrænse. I beretningerne tales om, at mænd fra hele riget samledes og fordeltes til arbejdet efter deres landsdele (et stykke hedder endnu Skåningedelen), og at der på volden rejstes palisaderækker og trækasteller. Hovedbestanddelen var dog en meget svær mur af kampesten lagt i ler, 3-5 meter bred og mindst 3 meter høj. Dele af denne kampestensmur kan endnu ses.

Fra et punkt tæt ved Hedebys Vestvold til Thyres Virke ved Dannevirke Sø går fremdeles en endnu på større stykker bevaret, meget anselig vold, der må tilskrives Harald Blåtand og antages bygget i midten af 10. århundrede, da Hedeby første gang var erobret. Således dannede altså Haralds-volden. Thyra's Virke og Godfreds-voldens vestparti en ny forsvarslinie, hvori Hedeby var inddraget. Denne blev, efter overlevering gennem afbrænding af træværket, gennembrudt 975 af Kejser Otto 2., som anlagde en borg in his finibus. Denne borg, der i øvrigt snart igen blev erobret af danerne, genfindes sandsynligvis i et mærkeligt voldsted (»Thyraborgen«) vest for Dannevirke Sø. Levninger af en dobbeltvold foran noget af den vestre del af Haralds-volden er antagelig rester af et forsvarsværk fra tiden efter Svend 2. Estridsen's erobring. Senere endnu, i starten af middelalderen blev der anlagt, muligvis i anledning af Gottorp-Slesvig-vejen, en anden, nu næsten ganske forsvunden vold lidt nord derfor.

Kurvirke (»Kograven«), mod syd, 6,5 kilometer lang, der tidligere ansås for at være Godfreds-volden, hører ligeledes antagelig til en senere tid, oldtidens slutning eller den tidlige middelalder. Dens yngre oprindelse viser sig ved, at der foran den løber en grav. Dens ringe højde, 2 meter, snorlige forløb og hele beliggenhed gør det mindre sandsynligt, at den skulle være noget egentlig forsvarsværk. Snarere er det en grænsevold, draget kort efter den danske erobring af Otto's borg, men af forbigående betydning, idet grænsen snart efter atter blev skudt frem til Ejderen.


Dannevirkevoldene og Hedeby

Nær til oldtidens anlæg sluttede sig den teglstensmur, som Valdemar 1. den Store anlagde til styrkelse af Dannevirke fra »Kaiegat« til »Kurborg«. Teglstensmuren var Dannevirkes vigtigste, centrale parti. Partiet var dog ikke færdigbygget ved hans død i 1182. Samtiden regnede imidlertid »Valdemarsmuren« for et storværk, og muren nævnes særskilt på den blyplade, der blev nedlagt i kongens grav og nævner hans berømmeligste handlinger. Dens længde var cirka 3,7 kilometer, tykkelsen 2-2,5 meter, højden antagelig 6-7 meter. Den opførtes af det ny materiale, teglsten, mest svære, røde, foran, delvis tæt op til eller endog på dele af kampestensmuren. Ældre forfattere opgiver, uden dokumentation, den dobbelte højde, og Zacharias Wolff nævner i 1690 at den enddog skulle have tinder; det er dog tvivlsomt, om den overhovedet havde sådanne, derimod var den foroven afdækket med store sten. Foran blev der lagt en grav og en lang ydervold. Kun ringe stykker af teglstensmuren er nu tilbage; det allermeste er igennem tiderne blevet anvendt til andre bygningsformål.

Snart efter var Dannevirkes betydning som grænsevold til ende. Vel nævnes endnu et stykke af volden »Margretevold« og denne henføres til Margrete Fredkulla eller Margrete Sprænghest, men først i nyere tid omdannedes Dannevirke efter en ny tids krav. Nævnes bør det dog, at der 1261 blev kæmpet i voldens nærhed på Lohede foran Kurvirke, hvor den danske hær led nederlag, og ligeledes 1331, da Christoffer 2. blev slået af grev Gert, og hans søn Erik, den udvalgte konge døde efter et fald med hesten ned af volden, og dernæst, at kejserlige tropper 1658 anlagde stjerneskanser på Dannevirke. De gamle anlæg forfaldt efterhånden, og heller ikke de ved treårskrigen anlagte feltbefæstninger betød en virkelig styrkelse. Det var over »Thyres brustne led«, at kampen førtes 23. april 1848.

Derimod blev ved de sidste, store skanseanlæg før 1864 større dele af voldene gennembrudte, demolerede og omdannede. Selv om de fleste af disse nyanlæg ved og efter krigen blev sløjfede, fremtræder Dannevirke nu kun på nogle dele som et oldtidsanlæg. Navnlig er hovedpartiet, det samme, som Thyra og Kong Valdemar styrkede, med sit brystværn og sin brede grav præget af de senere tider, indtil 6 meter høj og 30 meter bred. Vestervolden er på nordsiden mange steder beskadiget ved pløjning. Flere af de mindre anlæg er næsten borte. Bedst bevaret er foruden det nævnte midtparti dels et stykke mod vest ved Reide Å, dels Harald Blåtand's Vold (partielt) og Hedebys Vold samt en stor del af Kurvirke. Adskillige steder fremtræder her Dannevirke ejendommeligt og imponerende. Betydelige dele blev, i starten af de 20. århundrede, fredet og dermed sikret mod yderligere ødelæggelser.

Ved 19. århundredes begyndelse var den politiske situation således, at den danske sydgrænse ved Elben kom til at have størst betydning, og ingen tænkte derfor på Dannevirke. Samtidig sås fæstningen Rendsborg i forbindelse med Ejderfloden for at være et værn mod en fjendes indtrænging. Til hævdelsen af herredømmet i hertugdømmerne var Rendsborg af ikke ringe betydning, og det anbefaledes derfor 1847 meget indtrængende af de militære autoriteter, at den skulle forsynes med en stærk og pålidelig besætning; men dette forslag blev ikke gennemført. Rendsborg faldt derfor i 1848 hurtigt i oprørernes hænder og dannede herefter et vigtigt støttepunkt for dem, ikke mindst efter nederlaget ved Isted, idet den danske hær af diplomatiske hensyn ikke måtte angribe Rendsborg og ikke betræde Holsten. Den danske overkommando blev således efter sejren 25. juli 1850 tvunget ind på at lade hæren indtage en opstilling syd og vest for Slesvig og at forstærke den ved befæstningsanlæg. Allerede 27. juli blev stillingen rekognosceret, og det foresloges, at den skulle gå fra Hadeby Nor forbi lille Dannevirke til den derværende del af Margretevolden, der ligesom Dannevirkes østlige del skulle benyttes som befæstning, en overfløjning imod vest blev imødegået ved at bøje linjen tilbage langs den vestlige udkant af Sønder Skov til Skovby. Allerede 29. juli blev det befalet, at hæren skulle indtage den nævnte stilling, hvori også Mysunde blev inddraget, og dagen efter begyndte forstærkningsarbejderne.

Stillingen voksede efterhånden i styrke og fik yderligere betydning, da ideen om at lade den spænde over hele Slesvigs bredde fra Østersøen til Vesterhavet blev gennemført. 7. august inddroges således Frederiksstad i Dannevirkestillingen, hvorfor det også blev nødvendigt at hævde Hollingsted som en vigtig forbindelse mellem centrum og højre fløj og at forhindre en fjendtlig fremtrængen på begge sider deraf ved opstemning af Reidedalen og Trenen. Således kom Dannevirkestillingen til at danne et frontalt forsvar over hele Slesvig, og der blev truffet alle mulige foranstaltninger til at gøre dette vel forberedt i enhver henseende. Forpostlinjen blev lagt i god afstand foran stillingen. To gange forsøgte den fjendtlige leder, General Willisen, at gøre et angreb på Dannevirke, men han blev afvist. Ved disse kampe voksede hærens tillid til stillingen, og den blev derefter heller ikke angrebet mere.

Efter krigen, da spørgsmålet om at gøre noget for det danske meget forsømte befæstningsvæsen trådte stærkt i forgrunden, udtalte de i så henseende nedsatte kommissioner sig alle til fordel for Dannevirkestillingens bevarelse og yderligere forstærkning. Under diskussionen i pressen og i flyveskrifter viste det sig også, at de fleste var stemt for at gøre Dannevirke til en befæstet stilling, om end enkelte, som oberst Blom, advarede imod at overdrive dens betydning, og major Dinesen udtalte sig imod den. Drøftelserne kom på en vis måde til afslutning under den 29. januar 1855 nedsatte kommission, som afgav sin betænkning 9. januar 1857, hvori blandt andet foresloges, at Dannevirke skulle befæstes ved jordværker til en pris af 2 millioner rigsdaler, og at denne befæstning tillige med Københavns søbefæstning skulle gennemføres først.

Hele befæstningssummen på 32 millioner rigsdaler var dog en så betydelig sum, at ministeriet ikke anså det for muligt at tilvejebringe den, og ingeniørkorpset fik således ordre til at reducere udgiften. Det blev foreslået alene at anvende 350.000 rigsdaler på Dannevirkestillingen. Først i 1861, da faren for en krig med Tyskland syntes overhængende, gav krigsministeriet befaling til, at der ved Dannevirke skulle anlægges en befæstning af rent feltfortifikatorisk natur. I motiverne til befæstningsforslaget af 1858 udtaltes, at Dannevirkestillingen kun tillagdes forbigående betydning. Denne i militær henseende rigtige værdsætning af den 82,5 kilometer lange stilling deltes dog ikke af kong Frederik 7. og en stor del af befolkningen, som, med erfaringerne fra 1850 og Danmarks sejre over oprørerne for øje, tillagde den en langt større modstandskraft. Thyra's gamle vold skulle atter være det stærke værn imod tyske hærmassers indtrængen i riget, og denne forhåbning bredte sig efterhånden til flere højere officerer, så at også i hæren den opfattelse blev almindelig, at i en fremtidig kamp med Tyskland skulle hovedslaget stå i stillingen.

Virkeligheden kom dog ikke til at svare til forventningerne, da det truende uvejr omsider brød løs. Først og fremmest var skanseanlæggene, hvoraf der fandtes 25 i centrum med plads til 174 kanoner, 9 på venstre fløj med plads til 46 kanoner, og 15 på højre fløj med plads til 73 kanoner, kun feltværker, og dermed ikke egnede til at modstå en kraftig artilleribeskydning. Dernæst var flere værker, navnlig langs Slien, ikke fuldførte, da krigen udbrød (heller ikke den påbegyndte Kokkendorfstilling langs Østerbækken med tilhørende befæstning af Eckernførde, hvorved en fjende skulle hindres i at trænge ind i svansen, havde nogen videre modstandskraft). Den strenge frost gjorde oversvømmelserne, som for øvrigt ikke etableredes i hele deres udstrækning, og de øvrige vandløb samt Slien mindre pålidelige som hindringer; af baraklejre fandtes kun en til et regiment ved Store Dannevirke fuldført, en lignende ved Lille Dannevirke vidt fremskreden og en ved Frederiksberg begyndt; desuden bivuakstalde til 4 à 500 heste, hvilket langtfra var tilstrækkeligt. Specielt ikke om vinteren (hytter til værkernes artilleribesætning var dog fuldførte). Det nødvendige tømmer var gentagne gange foreslået anskaffet, men aldrig indkøbt. Hegnene ikke sløjfede. Men endelig udgjorde besætningshæren kun 35.000 mænd, mens de allierede mødte med 58.000 mænd. Endelig hed det i instruksen for den kommanderende General de Meza af 13. januar: »at kampen i Dannevirkestillingen ikke tør føres så vidt, at hærens tilværelse som hær kompromitteres, hvad der også følger ligefrem deraf, at vi bag denne stilling har en anden forsvarslinie i vore flankepositioner, og at vi til disses besættelse kun kan gøre regning på den samme hær, som kæmper ved Dannevirke«. Disse forhold i forbindelse med den omstændighed, at den danske forpostlinie allerede straks blev kastet tæt ind på stillingen, hvorved der stilledes store krav til hærens kampberedskab, forklarer beslutningen om stillingens rømning natten mellem 5. og 6. februar. Både for hæren og for folket var dog opgivelsen af Dannevirke uden en hovedkamp et hårdt slag, og virkningerne heraf føltes under hele krigen.