Duborg
Duborg - i aktstykker og senere: Flensborghus -, befæstet slot på »Mariebjerget«, en bakke vest for Flensborg, opført omtrent 1411 af dronning Margrete som støttepunkt for hendes og Erik af Pommerns operationer mod de holstenske grever. Navnet menes at hidrøre fra ridderen, senere Rigens hofmester, Jens Due, slottets første høvedsmand. 1412 besatte holstenerne Flensborg for at fremtvinge den næppe fuldførte borgs nedbrydelse. Det var på grund af herved opståede forhandlinger, at dronning Margrete kom til skibs til byen, på hvilken rejse hun døde om bord. Kong Erik blev atter herre over Flensborg, og Duborg fik i den følgende tid stor strategisk betydning, da det på den høje bakke beherskede såvel den dybe fjord som rigets hovedveje; »Duborg spillede den gang samme rolle som i vor tid Als og Dybbøl«.

Marts 1431 overrumplede grev Adolf af Holsten byen, men Duborg holdt sig, tappert forsvaret af ridder Peder Jenssøn og bisp Gert af Børglum, til september, da den udsultede besætning overgav sig mod fri afmarsch. Da Christian 1. ved Adolfs død blev hertug i Slesvig og Holsten, kom Duborg i kongens hånd og hørte stadig senere med til den kongelige del af Hertugdømmerne, ligesom den stedse var kongernes residens under deres hyppige ophold i Sønderjylland.

De slesvigske delinger 1544 og 1564 fandt sted på Duborg. 1526 fødtes her hertug Adolf, den gottorpske linjes stamfar, og 1646 fødtes Frederik 3.s ældste søn, prins Christian (Christian 5.), på Duborg. Under krigene forfaldt slottet; kun den del, hvor amtmændene residerede, holdtes ved lige; men 1719 lod Frederik 4. det nedbryde på ringmuren, fængslet og jægerhuset nær. Ruinerne solgtes ved auktion 1772 til den daværende amtmand Grev Haxthausen. Efter 1864, da preusserne begyndte at bygge kaserner på slotsbakken, blev ruinerne efterhånden nedrevet, og 1883 måtte det gamle fængsel med sine dybe kældre vige for en drengeskole. Af Duborg har man afbildninger fra 1591 og 1700, begge gengivet i Traps Stat.-Topogr. Beskrivelse af Slesvig.