Kølns Domkirke

Kølns Domkirkes facade
Kølns Domkirke (Der Kölner Dom), er et af Tysklands betydeligste monumenter fra den gotiske periode. Den ejer ikke den franske gotiks bredde i linjerne og elskværdighed i enkelthederne, ikke den frodige, skabende fantasi, men den er imponerende ved sine kolossale dimensioner, og den er stolt ved sine opadstræbende formers rankhed og slankhed.

Ingen, der har set den, kan være upåvirket af dens strenge gennemførelse af gotikkens arkitektoniske system. Over 600 år har der været arbejdet på dette monument, før det blev fuldført. Hvor domkirken nu ligger, lå oprindelig en romansk kirke fra Karl den Stores tid, som blev indviet 873. Denne nedbrændte for størstedelen 1248 og ærkebiskop Konrad v. Hochstaden lod da af mester Gerhard udarbejde planer til en ny kirke, hvis opførelse umiddelbart derefter blev påbegyndt. Det gik imidlertid langsomt med arbejdet, det var vanskeligt at få stenene fra brudstedet Drachenfels, og først 1322 nåede man at få koret indviet.

Stridigheder mellem kirkelige og verdslige autoriteter sinkede stadig arbejdet, og først 1437 kunne man ophænge klokkerne i det søndre tårn og i begyndelsen af 16. århundrede indsattes de berømte glasmalerier i det nordre sideskib.

Vi nævner de bygmestre, som i middelalderen og renæssancetiden ledede byggearbejdet: mestrene Gerhard, ARnold, sønnen Johann, Rutger, Michael, Andreas von Everdingen, Nikolas von Büren, Konrad Kuyn og Johann von Frankenberg.

I mange år henstod kirken som en halvfærdig ruin, der var nær ved at synke sammen, 1794 benyttede franskmændene den til hømagasin. Men da 19. århundrede gryede, vågnede sansen for det store værk, og forskellige videnskabsmænd og forfattere, først og fremmest kunstforskeren Sulpice Boisseree, slog til lyd for bygningen fuldendelse. Frederik Vilhelm 3. bevilgede penge dertil, han lod arkitekten Schinkel undersøge forholdene, og 1823 begyndte restaurationen, først under ledelse af bygmester Ahlert, senere af de talentfulde arkitekter Zwirner og Voigtel. Den sidste nåede at fuldføre domkirkens ydre, og 15. oktober 1880 kunne det stolte bygningsværk på ny indvies i kejserens og talrige tyske fyrsters nærværelse. Ad forskellige veje var det lykkedes at indsamle de millioner af mark, som byggearbejdet kostede, og 1887 ophængtes den største daværende kirkeklokke i tårnet ved siden af de gamle klokker, støbt af erobrede franske kanoner.


Kølns Domkirkes grundplan
Under 2. verdenskrig blev domkirken ramt af de allieredes bombninger, men bestod dog. Den er efterfølgende blevet restaureret igen.

Domkirken er i sin anordning stærkt påvirket af domkirken i Amiens. Dens plan er et latinsk kors, det polygone kor omgives af 7 kapeller, langskibet er femdelt, tværskibet tredelt, og sideskibene har midskibets halve højde og bredde. Kirkens ydre længde er 135,6 meter, dens bredde 61 meter. Tårnenes højde er 157 meter, kirkens fladerum overtræffes kun af St.-Peters-Kirken i Rom, domkirken i Milano, St.-Pauls-Kirken i London og Sofia-Moskeen i Konstantinopel (nu Istanbul), tårnenes højde næppe af noget andet monumentalt bygningsværk.