Maribo Kloster
Maribo Kloster, hvilket købstaden Maribo skylder sin oprindelse, var Danmarks første og fornemste birgittinerbo og tillige det kloster, som længst af alle forblev ved magt efter reformationens indførelse.

Ved landsbyen og kirkebyen Skemminge mellem Maribo nørre og søndre sø blev det rejst af Erik af Pommern snart efter et besøg, som kongen 1413 aflagde i birgittinerordenens moderstiftelse, Vadstena Kloster i Sverige; men grunden til det havde dog alt dronning Margrete lagt ved 1408 at skænke birgittinerordenen Grimstrupgård på Laaland (ifølge et dokument fra 1401 havde dronningen oprindelig udset Grimstrup til grundlæggelsen af et benediktiinerkloster).

1416 regnedes i Vadstena som Maribo Klosters egentlige stiftelsesår, idet da opholdt munke og nonner fra dette svenske kloster sig i Maribo for at bistå ved indrettelsen af den nye stiftelse. 1418 fik denne pavelig bekræftelse under navnet Maribo. Sikkert er klosteret snart efter blevet organiseret, om end; først så sent som 1439 synes alle formaliteter at være faldet i orden. Som et normalkloster har Maribo Kloster utvivlsomt huset et fuldstændigt birgittinerpersonale: abbedisse, nonner, generalkonfessor, præstemunke, messedegne og lægbrødre. Ved kongers og privates gunst og gaver, samt ved det, nonnerne ved deres indtrædelse ydede, erhvervede Maribo Kloster sig efterhånden et betydeligt jordtilliggende.

Erik af Pommern og væbneren Niels Lauridsens enke gjorde begyndelsen ved 1416 at overdrage det henholdsvis Kyse gård og gods på Sjælland og en gård i Arninge sogn på Laaland. Da Maribo Kloster 1623 overdroges til Sorø Akademi, ejede det i Laalands Sønder Herred 20 gårde, i Nørre Herred 27, i Fuglse Herred 2 hovedgårde og 177 gårde, i Musse Herred 44 gårde, på Falster 40, på Sjælland 91, i Skåne 14, i Jylland 43, på Langeland 7 og i Fyn strøgods af 14, alt foruden huse, øde jorder, møller med mere. Et vidnesbyrd om Maribo Klosters vigtige stilling er det også, at andre klostre søgte optagelse i dets søsterskab, og at flere fornemme mænd og kvinder lod sig gøre til »brødre og søstre uden for« for at blive delagtige i birgittinerordenens gode gerninger.

1430 blev Maribo Kloster moderstiftelse for Klostret Gnadenberg i Bayern. Som nævnt kom Maribo Kloster længe til at overleve reformationens indførelse, væsentlig fordi adelen ønskede at kunne benytte det som et hjemsted for adelsfrøkener. Men der skete nu den forandring ved klosteret, at munkekonventet senest ved midten af 16. århundrede opløstes. 1556 bestemte Christian 3., at Maribo Kloster fremtidig skulle være et adelsfrøkenkloster under en abbedisse, men kongen havde ret til at ansætte en evangelisk prædikant, og abbedissen og søstrene skulle være kirkeordinansen hørige; enhver indgiven jomfru skulle blive i klosteret til sit giftermål. Det varede dog ikke mange år, før der opstod slemme rygter om nonnernes levned, og der fremførtes klager mod dem for usædelighed og vedhængen ved katolsk lære. 1572 og 1596 gaves derfor ny fundatser, der skulle råde bod på ulemperne, men da heller ikke disse egentlig hjalp, blev Maribo Kloster foråret 1621 ophævet; dets bygninger og gods skænkedes 1623 til Sorø adelige Akademi. Da dette 1665 nedlagdes, overgik ejendommene til kronen. Klosterets bygninger er nu alle forsvundet på nær den anselige kirke, der siden 1596 er byens sognekirke. Af en grundplan i Resens Atlas fra cirka 1670 fremgår det, at klosteret har indtaget et stort areal. Op til kirkens sydside stødte munkenes bygninger, mens nonneklosteret (en anselig firfløjet gård) lå nord for kirken. Tæt ved nonneklosteret lå det såkaldte »Nykloster«, kendt som opholdssted for Leonora Chr. Ulfeldt 1685-98.