LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Bygningsværker        


Vor Frue Kirke
Vor Frue Kirke er domkirken i København. Kirken er grundlagt i slutningen af 12. århundrede. En kirke i den nye bydel, ved torvet, var vistnok planlagt af Absalon selv, og af et af ham mellem 1177 og 1201 udstedt dokument ser man, at Københavns sognemænd gav en del af deres korntiende »til Mariæ Kirke, til Guds Huses Prydelse og Bygning«. Da imidlertid hans efterfølger på Sjællands bispestol, Peder Sunesøn, udtrykkelig kaldes kirkens »fundator« det vil sige grundlægger, kan byggearbejdet først være påbegyndt efter 1191, det år, han afløste Absalon som Sjællands biskop.

Samme mand (død 1214) oprettede et kollegiatkapitel ved sin nye kirke. Det bestod i alt fald senere af 1 decanus og 1 kantor samt 12 kanniker. Kirken har uden tvivl været opført af træ. En indskrift på en sten, der indtil 1728 var at se over kirkens nordre dør, gav den oplysning, at kirken inden 1316 var ødelagt 4 gange ved ildebrand, første gang 1248, da byen blev brændt og plyndret af lübeckerne, sidste gang 1314. Da en større kirkebygning vel næppe 4 gange i et hundredår kunne rejses af sten, må kirken antages at have været af træ, men efter den sidste ødelæggelse må den vistnok være blevet opført af sten. Den var måske endnu ikke helt færdig, da lübeckerne atter, 1368, ødelagde byen i bund og grund.

Kort før 1483 havde man begyndt på kirkens tårn, der øverst oppe var kronet af 4 gavle, en på hver side. I 1514 fik tårnet et meget højt kobbertækt spir. Allerede i 1559 måtte det som »såre brøstfældigt« ombyttes med et andet og på ny i 1609. På hjørnerne flankeredes hovedspiret af 4 små spir. Et af disse spir blæste ned i en storm 1628, hvorpå de alle blev taget ned.

Der nævnes inden reformationen 6 kapeller i kirken og ikke mindre end 45-50 altre. Kirken var rig både på gods, helgenbilleder, prydede med guld og ædelstene, og på relikvier, som sagtens for en del gik til grunde ved de ødelæggelser, som københavnske borgere 3. juledag 1530 under anførsel af den ene af borgmestrene, Ambrosius Bogbinder, anrettede i kirken. Det prægtige, med rigt billedskærerarbejde prydede højalter undgik kun med nød at blive tilintetgjort. Kirken havde foruden langskibet to sideskibe på hver side, hvoraf dog de yderste var meget lave og opståede ved, at kapellerne langs ydermurene var blevet sammenbyggede.

Universitetets indvielse fejredes ved en fest i Vor Frue Kirke 1. juni 1479, og allek onger kronedes her fra Christian 1. til Frederik 3.

Ved reformationen tillagdes det ophævede kapitels ejendomme universitetet, som fik patronatet over kirken. 2. september 1537 foretog Dr. Joh. Bugenhagen i Vor Frue Kirke indvielsen af de 7 første lutherske biskopper, og senere har alle bispeordinationer, universitetsfester og andre solenniteter fundet sted i Vor Frue Kirke.

I året 1556 undergik kirken en gennemgribende istandsættelse, nye hvælvinger blev opsatte, og alle kirkebuerne prydede med kunstig maling, de mange altre og kapeller forsvandt - sikkert meget god kunst med dem - og »pulpiturer« og epitafier trådte i stedet. De gamle sejrstrofæer, faner og standarter, som især var taget i unionskrigene, fik dog lov at blive hængende under hvælvingerne i koret og blev forøgede efter Ditmarskerkrigen og den nordiske Krig, indtil Christian 4. lod dem flytte til Tøjhuset.

Fra gammel tid havde der stået en ildpande i kirken, for at folk kunne varme sig derved om vinteren, men den blev afskaffet 1607,

1591 fik kirken et nyt orgel, 1622 og 1625 ny døbefront og prædikestol. I kirken bevaredes en del arkivalia, særlig adelsbreve, og under dens gulv hvilede en stor mængde af Danmarks kendte og berømte mænd.

Den gamle, minderige kirke sank i grus, da spiret på det store tårn i Københavns ildebrand 1728 blev tændt 21. oktober, styrtede ned og stak kirken i brand. Kun koret og et enkelt kapel blev skånet. 2 år efter branden styrtede store dele af tårnet ned, så man måtte beslutte sig til at rive det ned til grunden tillige med størsteparten af de beskadigede mure. 11. september 1731 lagde Christian 6. grundstenen til den nye kirke, som blev indviet 30. april 1738 efter forskellige uheld under arbejdet. Således styrtede i to omgange det genopførte tårn sammen i august 1733 og slog igennem flere af de nye hvælvinger. Ved indvielsen var kirken dog ikke færdig, hverken indvendig eller udvendig, ligesom tårnet heller ikke var fuldendt. Det blev det først, efter mange standsninger og besværligheder i 1744. Christian 6. havde ikke for tårnets vedkommende øsnket at følge de for kirkens genopførelse af kancelliråd Ramus udarbejede tegninger, men havde ladet Gehejmeråd Lerche give tegning til et langt højere tårn end oprindelig påtænkt, og med få forandringer havde Laurids Turah udført Lerches plan, efter hvilken tårnet ikke svarede synderlig godt til kirken, men syntes at knuse denne med sin masse. Højkirken, der var af røde sten, nåede med sit store blå stentag kun 31,4 meter over jorden, mens tårnet med sit forneden firkantede, forøvrigt ottekantede spir, »Pyramiden« og stangen målte 120,7 meter til det forgyldte kors øverst oppe. En halv snes år senere måtte man dog tage fløjstangen med de på den siddende tre svære kroner ned og gøre den 3,8 meter kortere, hvilket berøvede tårnet en stor del af dets skønhed. Først 1746 fik tårnet sine klokker, 4 i tal. De to klokker i rytterspiret havde alt været benyttede til indvielsen i 1738.

Kirken selv var 78 meter lang, hvælvingerne i den treskibede højkirke blev i midten båret af 14 fritstående piller, hvis perspektiv samtiden i høj grad beundrede. Et gitterværk af messingsøjler skilte koret fra den øvrige kirke. Altertavlen forestillede Kristi fødsel (malet af Tanke), og ovenpå sås i en strålende forgyldt glorie Kristi opstandelse. Prædikestolen blev båret af et grønt palmetræ. Døbefonten var reddet fra den gamle kirke. Dens sølvfad blev båret af de 4 evangelister, der hvilede på 4 løver. Uagtet den nye kirke skulde være en tro kopi af den gamle, har der dog sikkert for de gamle københavnere været en mærkelig forskel på den gamle gotiske kirke og den nye, hvor i hvert fald ornamenter og dekorationer har været prægede af rokokotiden.

1745 fik kirken, der skulle være den fornemste i landet, St. Nikolaj kirkes smukke sangværk, der af en musikven som Holberg kaldes »et af de fuldkomneste i Europa«. Da kirken endelig var færdig, havde den kostet med tårn og spir 218.000 rigsdaler. Allerede i 1791-95 var en større restauration nødvendig. Den kostede 70.000 Dl. kurant.

Under bombardementet 1807 blev spiret den 5. september stukket i brand af englændernes projektiler. Arkitekt Chr. F. Hansen fik det hverv at genopføre den med benyttelse af murværket, men dog uden spir. I årene 1811-1829 rejstes den nye bygning (i såkaldt græsk renæssancestil). Sideskibenes mure blev ført op i højde med højkirkens. En stor halvrund Apsis danner afsutning mod øst. Mod vest danner den rige græske portal - med Thorvaldsens gruppe: Johannes prædiker i ørkenen i frontespicen og med sine 6 doriske søjler - bygningens eneste ydre dekorative del. Kirken måler i alt 83 meter i længde, deraf er korrundingen 15 meter. Tårnet er 58,5 meter højt og dækkes af et næsten fladt tag, på hvilket står et højt, forgyldt kors. Det 15,7 meter brede midterskib er overhvælvet af en med kasetter prydet tøndehvælvning (af træ). Dets sidemure gennembrydes på hver side af 6 buer ud mod sideskibene, der ved et loft over disse buer er delte i to stokværk. Tøndehvælvningen bæres af 28 kolonner, 13 på hver side og 2 over indgangen, der hviler på de ovenomtalte buer. Kirkens indre udsmykning skyldes en mand alen, Københavns berømteste søn. Den består af Thorvaldsens Kristus (bag alterbordet) og de 12 apostle, 6 på hver side i midterskibet, foran pillerne mellem buerne. De er i overnaturlig størrelse modelerede i Rom 1821-1827 og senere huggede i marmor. Under gesimsen i korrundingen ses i relief frisen: Kristi gang til Golgatha (modeleret 1839). Foran alteret i koret, der er hævet nogle få trin over kirkegulvet og afsondret ved et rundt rækværk af messing, står døbefonten: Thorvaldsens knælende engel med muslingeskallen. I skriftestolene og over fattigblokkene findes ligeledes marmorrelieffer af samme mester. Orglet (nyt opsat 1902) står over hoveddøren i vest. To kolossale bronzestatuer af Moses (Af Bissen) og David (af Jerichau) står ved hovedportalen uden for kirken.

I sidegangene findes en del portrætter af kirkens mænd, mindetavler over forskellige historisk berømte mænd og kvinder, der i tidligere tider har fundet hvile i kirken, samt forskellige brudstykker af epitafier, sarkofager og monumenter, som fandtes ved restaurationen 1903. Ved denne, som kostede 120.000 kroner, blev der indlagt elektrisk lys.

På kirkens nordside, lige over for universitetet, står tre bronzestatuer på granitsokler af komponisten Weyse (udført af Bissen, afsløret 1863), biskopperne Mynster (afsløret 1875) og Martensen (afsløret 1888). De to sidste er udført af Stein.

Den ene af Københavns domkirkes, Vor Frue Kirke, fire klokker, er Stormklokken. Den er med en vægt på fire tons Danmarks største.