Bløddyr
Bløddyr

Sepioteuthis sepioidea
Klassifikation:
  • Rige: Dyr (Animalia)
  • Række: Bløddyr (Mollusca)
Klasser:
  • Blæksprutter (Cephalopoda)
  • Muslinger (Bivalvia)
  • Ormebløddyr (Aplacophora)
  • Skallus (Polyplacophora)
  • Snegle (Gastropoda)
  • Søtænder (Scaphopoda)
  • Rostroconchia
Bløddyr (Mollusca Cuvier; Malacazoa) blev 1812 udskilte af Cuvier fra Linnés Vermes og hævede til en særlig klasse. Senere er imidlertid forskellige grupper, som Cuvier regnede hertil, fjernede og henflyttede på andre pladser i det zoologiske system, såsom rankefødder, armfødder, mosdyr og søpunge, således at bløddyrrækken nu kun omfatter skallus, snegle, søtænder, muslinger, ormebløddyr samt blæksprutter.

Bløddyr mangler ydre og indre skelet og savner ligeledes ethvert spor af leddeling og leddede vedhæng. På legemets underside er udviklet en fod, snart bred og flad (skallus og snegle), snart sammentrykt eller kølledannet (muslinger), snart omdannet til en rørformet tragt (blæksprutter) eller udstyret med sidedele »vinger« (vingesnegle) og altid ved sin store sammentrækkelighed bløddyrs vigtigste bevægelsesredskab. Hos blæksprutter, snegle og til dels hos skallusene er kroppens forreste parti udviklet til et hoved, der indeholder mundmasse, hjerne og sanseorganer, og som udvendig er udstyret med et forskelligt antal uleddede vedhæng, læbeflige, tentakler, »arme« og lignende; dette hoved bliver aldrig genstand for den spirale drejning og asymmetri, som ellers griber kroppen hos de fleste snegle. Muslingerne mangler tydelig hoved. Oven over fod og hoved går der helt omkring kroppen en hudfold, kappen, som, når den er stærkere udviklet, afgrænser en »kappehule«. Kappen afsondrer oftest en dobbelt (muslinger) eller enkelt, flad, øredannet eller skrueformet skal, som består af en kitin-lignende substans, konkyolin, der oftest er stærkt imprægneret med kalksalte. Skallen skiftes ikke, men vokser med dyret.

Bløddyrs fordøjelseskanal, der udvides til en, hos blæksprutter og visse snegle noget sammensat mave, er udstyret med spytkirtler og lever; Gattet åbner sig typisk i bagenden af kroppen, men er ofte rykket op på en af siderne (højre) eller fortil. I mundhulens gulv findes, dog ikke hos muslingerne, en muskuløs tunge, der er besat med tværrækker af kitinagtige tænder - en tungerasp, radula -, ligeledes findes der hyppig kæbeagtige dannelser. Karsystemet er veludviklet, om end ikke helt fuldstændigt; et hjerte er altid til stede og består af eet eller to mere tyndvæggede forkamre, som optager blodet fra ånderedskaberne, og et mere tykvægget hjertekammer, der gennem veludviklede arterier driver blodet ud i legemet; Venesystemet er mindre udviklet, så at blodet til dels må passere mellem organerne. Blodvædsken er i reglen farveløs, undertiden grøn, blå eller rød.

Hos forskellige snegle træder hele kropoverfladen i respirationens tjeneste; hos lungesneglene derimod fungerer en del af kappehulens væg som lunge, men hos alle andre bløddyr, er der enten på kroppens yderside eller som oftest i kappehulen eller den dertil svarende fold mellem krop og kappe udviklet fjer- eller kamformede, fimrehårklædte gæller.

Som ekskretionsorganer fungerer een eller to sækformede nyrer, der åbner sig dels ind i hjertesækken, den del af krophulen, der nærmest omgiver hjertet, dels ud på kropoverfladen. Nervesystemet er temmelig forskellig udviklet. Typisk er det centrale nervesystem dannet af tre par nerveknuder (ganglier), der med deres forbindelsesstrenge danner en ring omkring svælgrøret: Fra hjerneknuderne, der ligger over svælgrøret, udspringer sansenerverne til øjne, følere og læbeflige og så videre, fra fodknuderne underneden samme forsynes væsentligst fodens muskelmasse, mens det tredje nerveknudepar (sideganglierne) bagtil hver afgiver en ofte lang streng. Strengen fra højre og venstre knudepar forenes bagtil, hvorved der dannes en u-formet eller x-formet krydset nerve, indvoldsstrengen hvorpå der bagtil er udviklet nogle nerveknuder. Af sanseorganer findes næsten altid veludviklede øjne af temmelig kompliceret bygning; Øren er ligeledes hyppigst til stede som lukkede høreblærer med sansehår på indervæggen; de ligger oftest tæt op til fodknuderne, men forsynes dog altid med nerver fra hjerneknuderne. Lugte- og smagsorganer findes ligeledes hos de højere former.

Partenogenese findes yderst sjældent hos de ægte bløddyr; derimod er hermafroditisme ret udbredt, især i snegleklassen, og kønsorganerne hyppig meget komplicerede. Æggets kløvning er hos blæksprutterne ufuldstændig, diskoidal, hos de andre bløddyr fuldstændig, inækval. Ungerne gennemløber, når blæksprutterne undtages, oftest en stærk forvandling; Larven er mere eller mindre fimre-klædt og udmærkes ofte ved et ejendommeligt, på hovedet anbragt sejl eller »velum« (en fimreklædt udbredning af huden, der tjener som bevægelsesorgan og senere svinder ind). Regenerationsevnen er ret betydelig, særlig hos blæksprutterne.

Bløddyr er langt for størstedelen beboere af vandet og da særlig af havet; Landdyrene blandt dem søger oftest fugtige opholdssteder. De er udbredte over hele Jorden og har også spillet en betydelig rolle i tidligere jordperioder, så at de for geologerne ofte tjener til formationernes aldersbestemmelser som ledeforsteninger. Mens man tidligere inddelte bløddyr i blæksprutter, snegle og muslinger, skelner man nu mellem 6 grupper (klasser): Skallus (Polyplacophora), snegle (Gastropoda), søtænder (Scaphopoda), Muslinger (Bivalvia), ormebløddyr (Aplacophora), og blæksprutter (Cephalopoda) samt den uddøde klasse Rostroconchia.