LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Leddyr
Leddyr

Brachypelma smithi
Klassifikation:
  • Rige: Dyr (Animalia)
  • Række: Leddyr (Arthropoda)
Klasser:
Leddyr (Arthropoda). Til leddyr henføres altid de fire store klasser: krebsdyr, tusindben, spindlere og insekter; på grund af den umiskendelige lighed, der i flere henseender findes mellem ledormene (Annelida) og leddyr, henførtes ledormene allerede af Cuvier til leddyr. Ligeledes betragtes den mærkelige gruppe Onychophora (Peripatus) af alle dem, der anser denne gruppe for leddyr, for en klasse, sidestillet med de øvrige førstnævnte 4 leddyrklasser; i den følgende karakteristik af leddyrrækken tages der kun hensyn til disse fire.

Leddyrs legeme falder ligesom ledormenes i et antal led, ringe eller segmenter, men mens disse hos ledormene, når særlig de første segmenter undtages, og når der ses bort fra visse mindre væsentlige ejendommeligheder og enkelte, særlig specialiserede former, gennemgående er af en ensartet bygning, slutter hos leddyr de enkelte ringe sig sammen til større, mere eller mindre skarpt afsondrede legemsafsnit med ganske forskelligt udseende og funktioner.

I almindelighed udsondres tre afsnit hoved (caput), bryst (thorax) og bagkrop (abdomen), dannede af et forskelligt antal sammensmeltede ringe. Således består hovedet antagelig overalt mindst af 5 ringe, men hyppig smelter et forskelligt antal brystringe sammen med hovedet til et såkaldt cephalothorax, og denne sammensmeltning kan, som hos de ægte edderkopper, være så fuldstændig, at legemet kun falder i to partier, et cephalothorax og en abdomen; hos miderne endelig smelter disse to partier endog sammen til eet.

Segmentantallet i thorax svinger inden for vide grænser, og sammenvoksningen mellem de enkelte ringe er hyppig. Tilsvarende forhold er sjældnere, hvad legemets sidste afsnit, bagkroppen, angår, og dette parti har i højere grad end de to foregående bevaret de primitive forhold, hvad segmenteringen angår. Ligesom hos ledormene er segmenterne udstyrede hver med et par lemmer eller vedhæng, men mens disse hos ledormene kun er korte uleddede (parapodier), er de hos leddyr veludviklede og leddede. I forbindelse hermed står det forhold, at ledormenes bevægelse væsentlig foregår ved forskydninger af de enkelte ringe og ved at bugte kroppen, hvorimod bevægelsen hos leddyr hovedsagelig foregår ved hjælp af lemmerne.

Det oprindelig forhold, at der til hvert segment svarer et par lemmer, findes så godt som aldrig; næsten altid mangler et større eller mindre antal led lemmerne; således er for eksempel insekternes bagkrop på enkelte undtagelser nær lemmeløs.

Legemet og dets vedhæng er beklædte med en cuticula, afsondret af den underliggende overhud. Cuticulaen er i almindelighed tyk og ofte hærdnet til et hudpanser af betydelig hårdhed og tykkelse; kun mellem de ringe eller legemsafsnit, hvor der skal finde en større bevægelighed sted, forbliver den tynd, hvorved en større evne til bøjelighed forekommer på sådanne partier.

Alle leddyr skifter, i alt fald så længe væksten vedbliver, hud; med bestemte mellemrum danner der sig en ny blød hud; uden disse hudskifter ville dyret, så at sige indelukket i et fast ydre hudpanser, være ude af stand til at øge sin vækst.

Cuticulaen består af kitin, hvis styrke og hårdhed ofte øges ved indlejrede kaltsalte. Fimrebeklædning er ganske ukendt hos leddyrene, ligesom fimreceller også i de indre organer synes at mangle. Derimod finder man hyppig på leddyrs legeme kortere eller længere stive hår, som oftest spillende en rolle som sansehår.

Med uddannelsen af et leddet hudskelet (krop- og lemmeskelet) følger nødvendigheden af et langt fuldkomnere og højere specialiseret muskelsystem en det, der findes hos ledormene. I stedet for den under huden liggende hudmuskelsæk hos disse træffer man her skarpt fra hinanden sondrede muskler, løbende fra led til led; musklerne er hyppigst fæstnede til hudskelettets inderside ved hjælp af »sener« (udvækster fra cuticulaen, og altså dannede af kitin); under hudskifterne afstødes de sammen med det øvrige hudskelet. Muskulaturen hos leddyr er gennemgående tværstribet.

Nervesystemet slutter sig nær til ledormenes. Det består af en række ganglier beliggende i midtlinjen langs legemets underside og forbundne med to nervestrenge; til hvert segment hører oprindelig et par ganglier; fra det forreste par undgår to stærke nervegrene til siderne, bøjer op om spiserøret og forener sig med den over spiserøret liggende hjerne; denne når, navnlig i de tilfælde hvor øjnene er stærkt udviklede, en betydelig størrelse.

I de tilfælde, hvor der finder en sammensmeltning af segementer sted, nærmer de til disse segmenter hørende nerveknuder sig oftest stærkt til hinanden og kunne hyppig smelte sammen til en eneste masse.

Hvad følesansen angår, er denne som følge af hudpanserets stærke udvikling næppe stærkt udviklet og lokaliseret til de mere tyndhudede partier, hvor i så fald særlige følehår optræder.

Formentlige lugte- og smagsorganer er påviste på antenner og munddele hos talrige leddyr og høreorganer hos krebsdyr og insekter.

De allerfleste leddyr er forsynede med øjne; disse mangler kun hos en del parasitære former, hos huledyr eller former, der lever på meget store havdybder; de er dels enkelte, dels sammensatte.

En fordøjelseskanal findes, på ganske enkelte som følge af snyltelivet stærkt modificerede undtagelser nær, overalt. Munden ligger på undersiden, omgivet af sine til tygning eller til sugning uddannede munddele, der er omdannede til i ernæringens tjeneste stående lemmepar. Munden fører ind i et spiserør, der ofte i sin nederste ende kan udvide sig til en kro, derefter følger en chylusmave eller mavetarm og endelig et tredje afsnit, endetarmen, der med gattet åbner sig i dyrets bagende. Af kirtler optræder hyppig spytkirtler og lever.

cirkulations- og respirationsorganerne viser betydelige forskelligheder i bygningen. Hjertet er hyppigst rørformet og liggende i rygsidens midtlinje; det er forsynet med spalteåbninger, gennem hvilke blodet træder ind fra den hjertet omgivende hjertesæk, denne sidste modtager blodet fra gællerne eller lungerne. I øvrigt er udviklingen af det arterielle blodkarsystem yderst forskelligartet; det er dog gennemgående stærkere udviklet end det venøse blodkarsystem; et fuldkomment lukket blodkarsystem findes ikke, og i større eller mindre grad tilbagelægger blodet sin vej, ikke igennem særlige lukkede blodbaner, men gennem legemets store hulrum mellem organerne. Blodet er hyppig farveløst, indeholdende blodlegemer. I enkelte sjældnere tilfælde (mider, de fleste copepoder) manger karsystemet ganske.

Respirationen foregår hos talrige mindre leddyr med hele hudoverfladen, og særlige respirationsorganer ifindes i så fald ikke. Hos de i vandet levende leddyr optræder dog hyppigst særlige tyndhudede, som gæller fungerende kroppartier, hvorimod de på landet levende leddyr har uddanet et enten af stærkt forgrenede rør (tracheer) eller sække bestående respirationsorgan.

De til segmentalorganerne svarende ekskretionsorganer hos ledormene findes også, om end kun i ringe antal, som antenne kirtel og skjoldkirtel repræsenterede hos krebsdyrene. Hos edderkopper, tusindben og insekter mangler segmentalorganerne, hvorimod der her findes et ekskretionsorgan af anden bygning og oprindelse: de såkaldte malpighiske kar, der som lange bugtede rør i forskelligt antal indmunde i endetarmen. Når rankefødder og tardigraderne, der er hermafroditter, undtages, er næsten alle andre leddyr særkønnede; de hanlige og hunlige kønsorganer er byggede efter samme plan. Der findes aldrig mere end et par ovarier og testikler, og disse kan ofte være sammensmeltede til en masse. Kønskirtlernes udførelsesgange (æg- eller sædgange) udmunder på dyrenes underside i større eller mindre afstande fra gattet. Hyppig findes kun en fælles åbning for begge udførselsgangene.

Forplantningen hos leddyr er overvejende en kønnet forplantning og finder aldrig sted ved knopskydning eller deling. Udvikling ved parthenogenese gennem ubefrugtede æg eller kim og disse forplantningsmåders kombination med den typiske kønnede forplantning til et generationsskifte er ret hyppige inden for insekterne. Hovedmassen af leddyr lægger æg; i alle grupper forekommer dog også vivipare former. Normalt aflægges æggene, hyppig bæres de indtil klækningen. Hyppigst ligner ungerne ikke forældrene, men gennemløber første en ofte meget kompliceret metamorfose, inden det kønsmodne stadium nås.