LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Blæksprutter
Blæksprutter

Ernst Haeckels Kunstformen der Natur (1904)
Klassifikation:
  • Rige: Dyr (Animalia)
  • Række: Bløddyr (Mollusca)
  • Klasse: Blæksprutter (Cephalopoda)
Ordner:
Blæksprutter (Cephalopoda), den højest udviklede klasse af bløddyrene.

Blæksprutter er uden undtagelse havdyr; talrigst er de repræsenterede i tropehavene, men de findes også i arktiske egne; de fleste er vel kystdyr, men de færdes også stimevis i det åbne hav, og adskillige, deriblandt de største og de ejendommeligste former, tilhører store havdyb. Så godt som alle er vældige rovdyr, og mange udfolder en stor snildhed ved efterstræbelsen af deres bytte. Enkelte opnår en meget betydelig størrelse, således findes i Københavns Zoologiske Museum levninger af flere kæmpemæssige blæksprutter, lårtykke armstumper med sugekopper, hvis diameter er 25 á 30 millimeter, en enkelt tentakel af cirka 8 meters længde med mere, og troværdige beretninger taler om endnu større skabninger af denne mærkelige dyreklasse. Underligt er det da ikke, at der er vokset sagn op om disse dyreskikkelser (nordboernes »kraker«); at også de søuhyrer, som i sin tid strandede ved Europas kyster, varslende verdens snare undergang, og som afbildedes og beskreves som »sømunke«, rettelig må tydes som blæksprutter.

Blæksprutter tjener til føde for mange større havdyr, albatrosser, fisk, hvaler; i kaskelottens mave findes ofte tusinder af blækspruttenæb. Flere spises også af mennesker. »Blækket« finder anvendelse som farvestof, sepiaskallen som poleremiddel.

Antal arter
Der menes at være mere end 800 nulevende arter af blæksprutter, og der er fundet mere end 10.500 fossile arter. I Danmark har vi 12 arter af blæksprutter.
Fjender
Blandt blæksprutternes naturlige fjender er dels de større rovfisk, dels tandhvalerne, af hvilke adskillige lever næsten udelukkende af blæksprutter. Blandt de i Nordatlanten forekommende tandhvaler kan især fremhæves følgende: grinde, hvidfisk, narhval, dogling og kaskelot, i hvis maver man hyppigt finder uhyre mængder af blæksprutternes ufordøjelige dele (næb, kitinringe, spermat ophorer). At navnlig kæmpeblæksprutterne forsvarer deres liv dyrt, ses af de store, dybe cirkelrunde mærker efter sugekopper der ofte findes i tandhvalernes mundregion. Oetopoderne må navnlig frygte ålefisk, der opsøger dem i deres huler på stenede steder. Blæksprutteæg efterstræbes stærkt af krabber.

Svømning
Alle blæksprutter kan svømme. Drivkraften leveres af kappemuskulaturen, der ved skiftevis at udvide sig og trække sig sammen suger vand ind langs kapperanden og driver det ud gennem tragten. Hos octopoder, der er knyttet til bunden, foregår hurtig svømning i baglæns, meterlange ryk, hvorunder armene er tæt samlede. Foruden tragtudstødningen udnytter octopoderne ofte svømmeklokken (umbrella) under langsom svømning eller gliden over bunden. De pelagiske dybhavsoctopoder (Cirrotenthis o.a.), er langsomt svømmende, meduselignende dyr med svag kappemuskulatur og årebladformede finner.

Hos decapoderne foregår svømning fremad (under jagt) eller baglæns (flugt, vandringer), eftersom tragten rettes fremad eller bagud. Under langsom svømning bidrager finnerne til fremdrivningen med undulerende bevægelser. Hos onychoteuthider og ommatostrephiderne er kappemuskulaturen særdeles kraftig, og arterne fra disse familier står fuldt på højde med de bedste svømmere blandt fiskene.

Mens decapoderne strejfer frit om enkeltvis eller i småstimer på 10-100 individer, er flertallet af octopoderne knyttet til stenet bund, hvor de lever enkeltvis i huler, som de delvis selv bygger af sten. Deres tilholdssteder er hyppigt let kendelige pa dynger af muslingeskaller, krabbeskjolde og andre måltidsrester.