Ottearmet blæksprutte
Ottearmet blæksprutte

Klassifikation:
Art:
Octopus vulgaris
(Cuvier, 1797)
Fakta:
Levested
 - Geografi

 - Biotop

Kysten af Vesteuropa,
Middelhavet
ned til 200 m
Kappelængde
 - arme
30 cm
op til 75 cm
Ottearmet blæksprutte (Octopus vulgaris) er almindelig langs de vesteuropæiske kyster lige fra Danmark i nord til Portugal i syd. Den findes også i Middelhavet. I Danmark er den i den sydlige del af Nordsøen, men ventes at blive hyppigere ved højere havtemperatur.

Den lever mest på havbunden, hvor den kan gemme sig og lure efter føde, men sjældent på dybere vand end 200 meter. Dens kappes længde er 30 centimeter, dens totallængde kan blive over det dobbelte. Kroppen er ægformet, og hovedet er smallere end kroppen.

Den bruger sine lange fangarme til at trække sig frem med og til at fange sit bytte med. De otte arme er omtrent af samme længde og mere end dobbelt så lange som kroppen. Den har to rækker sugekopper på armene. Blæksprutten har ikke noget skelet, den består kun af bløddele, bortset fra dens mund, der sidder midt mellem dens mange arme og ligner et meget skarpt papegøjenæb. Den fanger sit bytte ved at lamme det med spyt fra sine giftkirtler.

Blækspruttens føde består af krebsdyr som krabber og rejer, og den kan også tage hummere og døde dyr. Den kan selv blive bytte for torsk og havtaske, der finder føde ved havbunden som blæksprutten selv. Somme tider lykkes det den at flygte, for hvis blæksprutten føler sig truet, sprøjter den en mørk væske ud i vandet for at forvirre fjenden.

Ottearmet blæksprutte kan skifte farve så hurtigt og effektivt, at det får en kamæleons evner til at blegne. På grund af dens bløde krop som kun består af bløddele udover næbbet kan den også skifte form hvilket gør camouflagen perfekt. Den kan også klemme sig gennem et hul på størrelse med sin mund.

Under fiskeri fanges den blandt andet med amforaer.