Rævehajen (Alopias vulpinus) er mærkelig ved sin overordentlig lange hale, der udgør halvdelen eller mere af dyrets hele længde. Den bliver henimod 5 meter lang og forekommer i næsten alle tropiske og tempererede have.
Den er meget grådig og foretager jagt på fiskestimerne (makrel og sild), som den jager sammen i en tæt masse ved at piske vandet med sin lange og meget bevægelige hale.