Stor hundestejle
Stor hundestejle

Stor hundestejle
Klassifikation:
Art:
Gasterosteus aculeatus
Den store eller trepiggede hundestejle (Gasterosteus aculeatus) har 3 (sjælden 4) fri pigstråler på ryggen og tværstillede benplader langs kroppens sider. I øvrigt varierer den meget i henseende til legemets pansring. Hos nogle individer strækker benpladerne sig lige fra hoved til halespids i et antal af 30-33 på hver side, hos andre indskrænkes de til kroppens forreste del og hører op ved enden af brystfinnen eller før, så at deres tal kun udgør 6-7; mellem disse yderformer forekommer overgange. Ryggen er blå eller mørkegrå, sider og bug sølvfarvede. Mod legetiden bliver hunnerne gulbrune med mørke tværbånd, og bugen viser sig messingglinsende; hannen farves samtidig rød på bug og sider og er i denne dragt kendt under navnet hundestejlekonge.

Denne art er udbredt over de nordlige dele af både den gamle og den ny verden. Den synes at opnå størst udvikling i ublandet saltvand og er her repræsenteret ved den stærkt pansrede form, der bliver 11 cm lang; den svagt pansrede form bebor fortrinsvis de ferske vande og er mindre (indtil 6½ cm); overgangsformerne tilhører især brakvand.

I Danmark er den store hundestejle almindelig overalt, i de mindste vandhuller og i bække, i søer og åer, i brakvand og i havet; talrigst forekommer den på bevoksede steder i fjorde og lune bugter på kysterne af sundet og bælterne.

Den er en selskabelig fisk, færdes i stimer og holder især til, hvor vandet er grundt og ligger åbent for solen. Den er meget grådig, tager alle slags smådyr (orme, larver og så videre), men efterstræber især andre fiskes rogn og yngel og anses for skadelig i damme med nyttefisk. Vel har den et godt forsvar i sine udspændte pigge, men den skånes dog ikke af større fisk (ål, torsk, hornfisk, laks) og vandfugle. Tidligere fandt den nogen anvendelse som agn samt til trankogning og gødning, når den var til Stede i mængde. Den leger om forsommeren. Hannen tager plantedele og lignende i munden og danner deraf først ligesom et lille tæppe på bunden af det lave vand, hvor den har udset sig en byggeplads. Den lægger sand oven på bedestoffet og gnider og trykker sig ned og hen derover, så at hudens slim binder det sammen. Når gulvet har fået den tilbørlige fasthed, stikker deri strå og trævler ned til vægge og tag, så at det hele danner en rede eller hytte, godt og vel så stor som en valnød, med kredsrund indgang. Prydet med de skønneste farver svømmer den hen til de ventende hunner og viser med indbydende lader den fisk, der er villig til at følge, vej til reden; den stikker hovedet ind i redens indgang eller bryder måske tværs igennem og viger derpå pladsen for hunnen, der bliver nogle minutter i reden, optaget af at gyde rognen; når hunnen har forladt reden, går hannen ind for at befrugte æggene, istandsætter den skade, som boet måtte have lidt, og iler så af sted for at indbyde en ny hun. Dette gentages så ofte i løbet af flere dage med de samme eller andre hunner, til reden er fuld af æg (60 til flere hundrede). Ligesom hannen er ene om at opføre reden, således overtager den alene omsorgen for æg og yngel. Den stiller sig foran indgangen og leder med brystfinnerne en vandstrøm hen over æggene for at holde dem friske og fri for ødelæggende vandskimmel, borttager med sin mund dynd og anden urenlighed, flytter om på æggene, anbringer nye åbninger på reden og så videre. Ofte må den bestå hidsige kampe med andre hanner eller med hunnerne, der gerne vil plyndre reden, og den benytter herved især bugfinnepiggene som våben. Efter 10-12 dages forløb er æggene klækkede-, men hannen holder fremdeles vagt over den spæde yngel. Kommer en af ungerne op over redens rand og gør mine til at ville se sig om i verden, tager hannen den i munden og lægger den forsigtig ned i reden; selv efter at ungerne er blevet større og får lov til at røre sig friere, kredser den om dem, altid rede til at forsvare dem mod angreb. Mærkeligt er det, at hannen i hele denne tid så godt som ingen føde tager.