Tangsnarre
Tangsnarre

Tangsnarre
Klassifikation:
Art:
Spinachia spinachia
Tangsnarren (Spinachia spinachia), også kaldet den femtenpiggede hundestejle, snavegedde, vejrfisk og næbbis, er meget langstrakt. En lille, opstigende mund ligger i spidsen af den lange, temmelig trinde snude. Kroppen er kantet af 5 benkøle, een i ryggens midtlinje, een på hver side af kroppen og een på hver side af bugen; kropsidernes køl er savtakket og følger sidelinjen helt ud til halefinnens rod. På ryggen sidder 14-15 fri pigstråler, og bugfinnerne dannes af een pig- og to blødstråler; bækkenbenene er ikke sammenvoksede. Ryg og sider er olivengrønne med gulgrøn og hvidlig aftegning, bugen sølvfarvet. Tangsnarren bliver henimod 20 cm lang.

Den er udbredt langs kysterne af Nord- og Mellemeuropa, fra Nordkap til Gascogne-bugten. Den forekommer langs Jyllands vestkyst og på tangbevoksede steder i Kattegat; den er talrig gennem sundet og bælterne, hvorpå den atter aftager i mængde gennem den vestlige del af Østersøen, så at den allerede er sjælden ved Bornholm. Den kan ses ned til 10 meter i dybden.

Den går ikke i stimer, men træffes enkelt- eller parvis. Dens næring udgøres af hvirvelløse havdyr, især små krebsdyr, samt af fiskeyngel og fiskerogn. Den har ingen økonomisk betydning.

Til rede vælger hannen en voksende tangbusk, hvis løv den binder sammen med elastiske, silkelignende tråde. I andre tilfælde tjener tangplanten kun som grundlag for redebygningen; fisken slæber en bunke mindre alger sammen og væver dem ind mellem bladene af den levende tangplante, så at der dannes en tæt, pæreformet rede, så stor som en knyttet hånd, omvunden og gennemtrukken i alle retninger af de fine tråde. Så fast er materialet bundet sammen, at det er vanskeligt at rive det fra hinanden, uagtet der er mellemrum, som ved fiskens anstrengte bevægelser udvides til rummeligere kamre, bestemte til at optage hunnens rogn. Stoffet til de tråde; hvormed reden bindes sammen, dannes i hannens nyrer, som i legetiden svulmer op og afsondrer en klæbrig slim, der gennem urinlederne flyder ned i blæren; her ophobes slimen i så rigelig mængde, at blæren udspiles, og sluttelig stødes den ud af urinåbningen bag gattet som en sej tråd, der klæber fast til enhver genstand, hvormed den bringes i berøring. Hannen vogter reden og plejer æggene lige så trofast som hundestejlen, men de spæde unger, der kommer frem efter 4-5 ugers forløb, kan straks sørge for sig selv. På denne tid forsvinder alle de voksne tangsnarrer, og man finder herefter kun ungerne, der vokser hurtig til, for næste forår at blive kønsmodne, forplante sig og forsvinde. Tangsnarren dør efter 1½ års levetid, lige efter sin første gydning.