Bars eller havbars som den også kaldes (Dicentrarchus labrax) er en fisk i familien af havaborrer.
Formen er mere langstrakt end aborrens. Forgællelågets hjørne med nogle kraftige torne og dets underrand med to eller tre skråt fremad rettede torne, der kan være delt i spidsen. Skællene er mindre og ikke så ru som aborrens. Sidelinjen fuldstændig. Farven mørk oventil, sølvskinnende på siderne og hvidlig på bugen; en stor, sort plet på spidsen af gællelåget.
Barsen skal kunne blive en meter lang og da veje omkring syv kilogram, men de hidtil i vore farvande tagne barser har vistnok alle været mellem 21 og 42 cm lange. Barsen lever af rov og er en ægte saltvandsfisk, selv om den særlig som yngre jævnlig går op i vandløb og i det hele holder sig i strandens nærhed (bændeltangsområdet).
Legetiden skal falde i maj - juni måneder, og legen skal foregå på sandbund, men da der fra vore farvande kun kendes større individer, og da disse på en enkelt undtagelse nær er fangede efter legetiden (nemlig eet stykke (en voksen, men umoden hun) i maj mod treogtredive i månederne juli - december), er det rimeligt at formode, at den ikke yngler hos os. De forholdsvis talrige fangster i det nordlige Kattegat tyder på, at barsen, der egentlig har sit hjem i Middelhavet og ved de europæiske Atlanterhavskyster op til England, men er truffet helt oppe ved Tromsø, må regnes blandt de vandrende sydfisk, som gennem Skagerak aflægger vore indre farvande et besøg i årets sidste halvdel; men de gentagne fangster i Limfjorden kunne tyde på, at barsen yngler i nabolaget.