LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Sværdfisk
Sværdfisk

Sværdfisk
Klassifikation
Arter
  • Sværdfisk (Xiphias gladius)
Sværdfisk (Xiphiidae) er en familie af pigfinnefisk.

Familien har kun en art, sværdfisken, som omtales i det følgende.

Sværdfisk (Xiphias gladius) er en pigfinnefisk.

Formen minder om makrelfiskenes, men halestilken er noget tykkere. Sværdets længde går hos de voksne i reglen omtrent tre til tre en halv gang op i totallængden. Underkæben er derimod kort. Hos ungerne findes kun een rygfinne og een gatfinne, men idet de mellemliggende finnestykker forsvinder, får de voksne to finner af hver slags; disses finnestråleantal kan derfor veksle indenfor videre rammer. Sidelinjen er fuldstændig, men utydelig. Farven oventil sorteblå, nedefter gråblå og på bugen hvid.

Sværdfisken kan blive 4,5 meter lang og veje 650 kilogram, men træffes i reglen noget mindre. Blandt vore benfisk kan kun tunfisken måle sig med den i størrelse. Sværdfiskens udbredelse er meget stor; fra Finmarken over hele Atlanterhavet og tillige i Det Indiske Ocean. Hos os viser den sig kun som gæst, som det synes særlig i tiden fra juli til oktober; den forekommer spredt i alle vore farvande, og jævnlig, næsten årlig, strander en enkelt snart hist snart her, og sin styrke til trods er den flere gange taget i bundgarn; undertiden forvilder den sig så langt ind i Østersøen som til den russiske kyst.

Sværdet, som på en stor sværdfisk kan måle over en meter fra spidsen til øjenhulen, er spidst og skarpt på siderne; dets anvendelse er ikke helt klar, men rimeligvis bruges det til at gennembore fisk (makreler og lignende), som derefter rystes af og sluges. Der berettes også, at sværdfisken slår med det i de tætte stimer, så fiskene flyder døde om, hvorpå den bagefter fortærer dem. Ét hos os fanget eksemplar, som undersøgtes, havde hornfisk i maven. Man har efterhånden adskillige beretninger om tilfælde, hvor sværdfisk har jaget sværdet gennem kobberforhudning og planker på sejlende skibe og bragt disse i fare, og at disse beretninger er fuldt pålidelige, fremgår af, at sværdet, der oftest knækkes af, når fisken søger at trække det ud igen, ved skibenes reparation eller ophugning har vist sig at være trængt gennem solide egetræsplanker foruden forhudning; rimeligst er det at antage, at sværdfisken af vanvare render på skibene under forfølgelsen af fisk, der måske netop søger ly under disse.

Sværdfisken skal lege om foråret og først på sommeren, rimeligvis i åbent hav; få centimeter lange unger kendes fra Atlanterhavet. Kødet af den voksne sværdfisk skal ligne oksekød i udseende og være udmærket.

Sværdfisk i Danmark
Egon Christensen fra Jyllinge fangede torsdag den 31. juli 2008 en sværdfisk i Roskilde Fjord, da han røgtede sine bundgarn.
Det er fjerde gang på 20 år, at fisken er fanget / fundet i Roskilde Fjord.