LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Fugle
Fugle
Klassifikation
Ordner
Fugle er varmblodede æglæggende hvirveldyr med karakteristiske fjer, og de foreste lemmer der er modificeret som vinger. Der er næsten 9.000 kendte arter af fugle.

Fugle har ingen tænder, og de sluger derfor grus og småsten som hjælper med at kværne maden i kråsen, der er en del af maven.

Fuglene er de eneste dyr, der har udviklet fjer. Fjernene kan inddeles i tre grupper:

Svingfjer gør fuglen i stand til at flyve
Dækfjer (eller konturfjer) dækker fuglens krop og øger fuglens aerodynamik
Dun isolerer

Nyere forskning antyder, at fuglene er meget nært beslægtet med den uddøde gruppe af dinosaurer kaldet velociraptor. Dermed er fuglene direkte efterkommere af dinosaurerne (Dinosauria).

Flyvning
De fleste fugle kan flyve, hvilket adskiller dem fra de fleste andre hvirveldyr. Flyvning er den vigtigste form for bevægelse for de fleste fuglearter og bruges under reproduktion, fødeindtagelse, og for undgåelse af fjender. Fugle har forskellige tilpasninger der gør dem egnede til at flyve, inklusiv et let skelet, to store flyvemuskler (som udgør cirka 15 % af fuglens totale vægt), og et modificeret lem (en vinge). Vingernes form og størrelse afgør normalt fuglens flyvemetode; mange fugle kombinerer kraftfulde vingeslag med mindre energikrævende svæveflyvning. Cirka 60 fuglearter kan ikke flyve, hvilket også var tilfældet for mange nu uddøde arter. Manglende evne til at flyve er ofte opstået på isolerede øer, sikkert på grund af begrænsede ressourcer og fraværet af rovdyr. Selvom de ikke kan flyve så anvender pingviner samme muskulatur og bevægelsesform når de »flyver« igennem vandet.

Udseende
Fuglene er fjer- og skælklædte, varmblodede hvirveldyr, der ånder ved lunger; hjertet delt i 4 rum, 2 for- og 2 helt adskilte hjertekamre. Kæberne formede som et hornklædt, hos nutidens fugle tandløst, næb. Hovedskallen står med 1 ledknude i forbindelse med rygraden og ved et ledben på hver side med underkæben, der er sammensat af 9 (10) knogler. De lægger befrugtede æg, som udruges; ægget omgivet af en hård kalkskal. Fosteret med fosterhinder. I nutiden danner fuglene en stor, særdeles velafgrænset, naturlig klasse, der indenfor sine rammer viser en påfaldende overensstemmelse og ensartethed i alle vigtigere indre og ydre bygningsforhold, hovedsagelig fremkaldt af den fælles særlig fremtrædende og prægende biologiske faktor, flyveevnen, mens de talrige andre særlige forhold, derefterhånden udformer ordener og familier, såsom forskellig levevis, føde, opholdssted og så videre kun i forholdsvis ringere grad har formået at udspalte fuglene i afvigende typer; hvor for eksempel flyveevnen er opgivet eller hovedvægten er lagt på dykning eller andet, kan mindre betydende, ikke synderlig dybtgående, afvigelser i legemsbygningen fremkomme, men den almindelige fugletype forlades aldrig og kan altid ses ved første Øjekast; næbbet, fjerklædningen og hele legemsformen holder sig altid som aldrig svigtende kendemærker. Ingen anden hvirveldyrklasse viser en sådan ensartethed.

Fuglene slutter sig i langt de fleste væsentligere bygningsforhold nærmest til krybdyrene, til hvilke en del uddøde former, som man kender gennem velbevarede forsteninger, danner en umiskendelig overgang; krybdyr og fugle sammenfattes derfor ofte under navnet sauropsider.

Skelettets knogler er meget faste, hårde og glatte, men påfaldende lette; flugten i luften gør det nødvendigt at undgå al overflødig vægt; så godt som alle er de nemlig hule, kun overfladerne er hårde og stærke, dannende en skal, der er fast afstivet ved talrige tynde benbroer og piller, der går på kryds og tværs gennem knoglernes hule indre. Meget ofte er knoglerne endvidere luftfyldte, idet deres hulrum i stedet for af marv udfyldes i større eller mindre grad af luftsække, hvis yderst tynde vægge beklæder knoglens indervægge ud i de mindste kroge; disse luftbeholdere står da ved kanaler gennem huller i knoglens væg i forbindelse med åndedrætsorganerne. Hovedskallens knogler får deres luft fra næse- og trommehulen, kroppens og lemmernes knogler fra lungerne og de med dem i forbindelse stående luftsække. Luftfyldte er således som regel i alt fald hvirvlerne, ravnenæbsbenene, brystbenet, overarmene og lårknoglerne samt den største del af hovedskallens knogler, de øvrige kan være mere eller mindre marvfyldte, hvilket hos ungerne er tilfældet med alle knoglerne; først med alderen trænger luftkanalsystemet ud i disse og fortrænger marven; dels herpå og dels på knogleoverfladens porøse og svampede bygning kan på skelettet ungfuglen skelnes fra den voksne. Knoglernes luftholdighed (pneumaticitet) findes udviklet i højst ulige grad hos de forskellige fuglegrupper; mest fuldkommen og smukkest ses den for eksempel hos sulen og natravnen samt hos mange rovfugle, hvor endog tåleddene er meget pneumatiske; mindst luftfyldte er knoglerne hos mange dykkende fugle, men helt direkte synes pneumaticiteten dog ikke at stå i forhold til flyveevnen; udmærkede flyvere, som måger og mursejlere, har således i stort omfang marvfyldte knogler, mens til eksempel strudsenes kan være meget luftfyldte.