LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Krikand
Krikand

Krikand (han) i flugt
Klassifikation:
Art:
Anas crecca
Fakta:
Levested
 - geografi
 - biotop

Nordeuropa, Asien
Småsøer
Føde
Vægt
 - ved fødslen
gram
 
Højde
 - vingefang
35-39 cm
17-19 cm
Levealder år
Kønsmoden
Rugetid
Æg
 - normalt
 - min/max
år
dage

8-11
-14
Krikanden (krækand, norkand, rødand, tagand) (Anas crecca), en af de mindste ænder, så stor som en agerhøne. Norsk: krikand. Svensk: kricka. Tysk: krickente. Engelsk: teal.

Udbredelse
Udbredt som ynglende i hele den palæarktiske region; trækfugl, der overvintrer i Syd- og Vesteuropa, Nordafrika, Asiens sydlige dele, Kina og Japan; er lejlighedsvis truffet i Grønland og på Nordamerikas Østkyst. I Nordamerika yngler en ganske nærstående art eller race, hvis han skelnes ved, at den mangler de hvide skillelinjer på hovedet og har en hvid tværlinje paa hver side af forbrystet foran vingen; hunnerne kan næppe skelnes; denne art viser sig i Grønland og nu og da på Europas vestkyster. Krikanden yngler almindeligt i England, sparsomt på Færøerne, men meget almindeligt på Island; over hele Den Skandinaviske Halvø og Finland yngler den almindelig, talrigst i de nordlige egne.

I Danmark yngler krikanden særdeles hyppig, somme steder, særlig i Jylland, endog ret talrig; den holder til i småsøer, kær og moser og stiller kun ringe fordringer til vandmængden; den er i det hele i særlig stærk grad bunden til ferske vande, ses selv udenfor yngletiden kun meget sjældent i åbent salt vand, således som tilfældet f.eks. er med stokanden.

Udseende
Han i pragtdragt: Hoved og overhals kastaniebrune; på hver side af hovedet en bred, grøn eller blålig, metalglinsende længdestribe, strækkende sig fra egnen omkring øjet ud i nakken; den forreste del kantet af en smal, hvid stribe, der fortsættes ud langs næbroden ned til mundvigen. Hagen sort. Forryg, indre skulderfjer samt kroppens sider fint sort og hvidt tværvatrede; bagryg sortebrun med grå fjerkanter. Brystet hvidt med spredte, runde, sorte pletter, tættest på forbrystet. Bugen hvid, henimod undergumpen sortvatret; dennes bageste del rensort med en skarpkantet, gulhvid plet på hver side; under- og overhaledækfjer sorte med hvide kanter; vingedækfjerene mørk gråbrune, de store nederste med rusthvide spidser, dannende et bånd foran det glinsende, grønne spejl; dette er nedadtil kantet med fløjelssort; nedad de forlængede ydre skulderfjer skarpe, hvide og fløjelssorte striber.

Hunnen mørkebrun på rygsiden, hver fjer med rustbrune kanter, på ryg og skulder tillige med 2 gulbrune tværbånd. Issen sortebrun med brune fjerbremmer; hovedets sider og struben hvidlige, fint sortplettede, tættest på kinderne; en mørk stribe bagud fra øjet. Kroppens underside hvidlig eller lys brungul, hver fjer med en mørk midtplet, denne savnes dog på bugens fjer. Vingespejlet som hos hannen.

Næbbet smalt, med parallelle rande, næbneglen smal, ikke over 3 mm bred. Næbbet 35-37 mm langt, cirka 11 mm bredt; farven grålig sort. legemslængde 35-39 cm, vingelængde 17-19 cm.

Hannen i sommerdragt ligner hunnen, men har som regel spor af vatringen på ryggen. Struben hvid.

Den unge fugl har i det væsentlige hunnens udseende, men har bredere, mat rustfarvede fjerkanter og mørke pletter over hele undersiden.

Dunungen brunsort på hele rygsiden, hvidgul på undersiden og på hovedets sider; en mørk længdestribe gennem øjet, en lignende fra næbbet hen under øjet; 2-3 hvidgule pletter på hver bagkropside.

Blandt danske ænder kendes krikanden let på sin ringe størrelse; forveksling er for hunnens og de unge fugles vedkommende kun mulig med atlinganden, men denne er betydelig større med bredere næb og forholdsvis bredere næbnegl (over 5 mm) samt en tydelig lys øjenbrynstribe; den mangler også Krikandens smukke metalgrønne, nedadtil sortkantede spejl.

Rede
Reden ved vandet eller noget fra dette, under buske, mellem græs, siv eller lignende, ofte på en tue, jævnlig helt skjult og overdækket af græsset; rededunene mørkebrune med hvidlig midtplet. Æglægningen foregår henimod midten af maj; oftest 8-11, endog indtil 14 æg, gulagtig hvide; længde 43-46 mm, bredde 32-34 mm.

Føde
Føden består af insekter, eksempelvis myggelarver, og små snegle, som den indtager ved at bevæge sig langsomt fremad, idet den filtrerer mudderet med sit næb. Det sker også at den sætter hoved og hals under vand for at søge føde. Om vinteren lever krikanden af planteføde, især frø fra vandplanter.

Træk
Krikanden kommer allerede i marts og april; størsteparten trækker bort i slutningen af september og i oktober, men en del bliver her jævnlig til ind i november og december; enkelte overvintrer. På gennemvandring for- og efterår er den meget talrigere, særlig i september og oktober, da den i tusindvis fanges i fuglekøjerne på Fanø. Vore krikænder synes at overvintre i Irland og i Vest- og Sydeuropas kystegne.