LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Dronte
Dronte

Dronte
Klassifikation:
Art:
Raphus cucullatus
(Carl von Linné, 1758)
Tidligere
Didus ineptus
Tidligere udbredelse:

Udbredelse markeret med rødt
Dronte (af hollandsk oprindelse, betydning usikker) (Didus ineptus) kaldtes af de hollandske søfarende, der 1598 kom til Mauritius, en stor vingeløs fugl, der fandtes i stort tal på øen.

Udseende
Dronten var af størrelse nærmest som en kalkun, men havde et højst besynderligt udseende. Kroppen var meget plump, særlig dens bageste parti var stærkt udviklet. Fødderne var lave, næbbet mægtigt, i spidsen stærkt kroget. Fuglen var beklædt med grå, dunagtige fjer, vingerne, der var ganske ubrugelige til flugt, var kun korte, og halen bestod af en dusk af 5 krøllede fjer.

Der er rejst tvivl om det traditionelle syn på dronten som en plump, kluntet fugl. Andrew Kitchener, der er biolog ved Royal Museum of Scotland mener (i en artikel fra National Geographic News fra februar 2002), at de gamle tegninger af fuglen kan være lavet efter overfodrede dyr, der blev holdt i fangenskab.

Adfærd
Om fuglens levevis vides grumme lidt, ikke stort udover, at den kun lagde eet æg, var lidet bevægelig og ganske frygtløs.

Udryddelsen
Næppe 1 århundrede gik efter hollændernes opdagelse af øen, før den værgeløse fugl var fuldstændig udryddet, dels af mennesker, som brugte den til føde - det berettes, at 3-4 dronter skulle være nok til et måltid til 100 mennesker - dels af de på øen indførte pattedyr: Abe, hund og særlig svin. De sidste efterretninger om den levende fugl haves fra 1681. Da hollænderne snart efter forlod øen, der senere blev besat af franskmændene, tabtes enhver erindring om dronten i den grad, at man endog betvivlede, at den nogensinde havde eksisteret.

Klassifikation
Drontens stilling i systemet var ukendt, indtil den danske zoolog J. Th. Reinhardt 1843 efter et på zoologisk Museum i København opbevaret hoved betemte den som hørende til duefamilien, en antagelse som i begyndelsen blev betvivlet, men er bekræftet af alle senere undersøgere og DNA-analyser af de få rester.

Afbildninger af dronten
Drontens besynderlige udseende, som måtte falde selv de ukyndige i øjnene, gjorde det fristende at afbilde den, og adskillige tegninger findes, udarbejdet af søfarende, der så den i dens hjemstavn. Hollænderne bragte også fuglen levende med til Europa, og på talrige malerier af den flamske maler Roeland Savery (1576 - 1639) findes dronten afbildet, utvivlsomt efter en levende fugl. Fra 1638 haves beretning om en levende dronte som forevistes i London.

Overleverede rester/spor
Kun enkelte hoveder og fødder er nu tilbage af, hvad der i sin tid blev bragt til Europa af levende eller døde dronter; der haves iøvrigt kun beretning om et præpareret skind af fuglen; det fandtes i Oxford, men blev senere tilintetgjort, så at kun hoved og fod endnu eksisterer. Derimod er der nogle gange i det sidste halvhundrede år ved undersøgelser på Mauritius skaffet talrige skeletdele til veje, der har været genstand for nøje undersøgelser. På den nærliggende ø Reunion levede en nær slægtning af dronten, om hvilken man dog kun ved meget lidt.

Solitæren
Solitæren
Derimod fandtes på den tredje større ø i gruppen, Rodriguez, en beslægtet fugl, Pezophaps solitarius, i ydre dog stærkt adskilt fra dronten; af de franske kolonister kaldtes den solitæren, hvilket navn er gået over i de fleste sprog. Den var en anselig fugl, henved 1 meter høj, af vægt til op imod 25 kilogram. Ganske i modsætning til dronten havde den en statelig legemsbygning, en lang hals, ret høje ben, og et forholdsvis kort, ved roden meget tykt næb. Fjerene var bløde, gråbrune, de korte vinger, der ikke kunne bruges til flugt, forsynede med en benkugle, som hannerne brugte under deres heftige kampe i parringstiden. Fuglene levede parvis, uden at slutte sig til andre af deres art (hvoraf navnet). Reden, der kun indeholdt eet æg, dannedes af en stor dynge palmeblade. Hvad vi ved om solitæren, skyldes Leguat, som 1691-1693 boede på Rodriguez og har beskrevet sine oplevelser på øen, deriblandt givet en indgående og sikkert pålidelig skildring af solitærens liv. Kun i få årtier holdt den forsvarsløse fugl sig på øen, og Leguats beretning om den betvivledes senere stærkt. Senere er der imidlertid i jordhuler fundet knogler af fuglen i tusindvis og nogle hele skeletter, og alt, hvad man således har fundet, har fuldt ud bekræftet Leguats beskrivelse. Det eneste billede af solitæren, tegnet af en mand, der selv havde set den, er Leguats hosstående tegning, der dog sikkert giver en dårlig forestilling om fuglen.