LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Vandredue
Vandredue

Udstoppet vandredue fra
Boston Museum of Science
Klassifikation:
Art:
Ectopistes migratorius
(Carl von Linné, 1766)
Vandredue (Ectopistes migratorius). Dens krop er lidt mindre end tamduens, den er gråblå på oversiden, rødbrun på undersiden, har sortplettede skulderfjer og metalglans på baghalsen. Mest ejendommelig hos den er den lange spidse hale, der er lige så lang som kroppen. Vandreduen, der nu må betragtes som uddød, idet det sidst kendte eksemplar døde i Cincinnatis zoologiske have 1. september 1914, levede i det østlige Nordamerika, i særlig stort tal i den nordøstlige del af USA.

Dens levevis var som de fleste markduers, den holdt til i træerne, søgte oftest føde på marken, byggede kolonivis i skovene, men lagde kun eet æg. Uden for yngletiden strejfede den skarevis om efter føde. Dens flugt var fortrinlig, det beregnedes, at den på 1minut kunne tilbagelægge henved 2 km. Men hvad der skilte den fra alle andre duer og overhovedet fra de fleste andre fugle, var den mængde, hvori den optrådte, tal, som ikke synes at nås af fuglene på de tættest bebyggede fuglefjelde. Nogen bestemt yngletid synes de ikke at have haft, men under rugetiden var vældige skovstrækninger fyldt med deres reder, og efter denne var skovbunden dækket med fuglenes gødning og al plantevækst ødelagt, masser af grene knækkede af det uhyre antal reder og skoven delvis tilintetgjort. Skønt ynglefuglenes tal på mange steder måtte regnes i millioner, var det dog intet imod de skarer, der samledes, når fuglene uden for denne drog omkring efter føde. Audubon giver en malende beskrivelse af disse sværme og de efterstræbelser, de var udsat for. På ynglepladserne dræbtes de udvoksne unger i uhyre tal, og på de steder, som fuglene valgte til nattekvarter, var der et slagteri ud over alt begreb. Bevæbnede folkemængder i fuldstændige lejre afventede om aftenen duernes ankomst. Ved mørkningen kom de i sådanne skarer, at grenene brækkede under deres vægt. Op i disse tætte masser knaldede bøsserne ustandseligt, men knaldene tabte sig fuldstændig i den forfærdelige larm. Natten igennem varede myrderiet, og om morgenen var jordbunden dækket af dynger af døde og sårede fugle. Menneskene opsamlede, hvad de havde brug for, mens hiddrevne flokke af svin mæskede sig med resten. Således gik ødelæggelsen for sig gennem årtier; endnu omkring 1870 syntes kun ringe aftagen at finde sted, men derpå tog tallet af med rivende fart. I 1890’erne var kun mindre flokke tilbage, og uagtet der stadig som ved alle uddøende arter dukker meddelelser op om, at fuglen ses her og der, kan der ikke være tvivl om, at vandreduens saga er væk for stedse. Foruden menneskets efterstræbelser kan andre grunde have medvirket til fuglens udryddelse, men hvilke disse er, kan ikke let siges. Der menes blandt andet, at vældige sværme under deres vandringer skal være omkomne i Den Mexicanske Havbugt.