LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Agerhøne
Agerhøne

Agerhøne
Klassifikation:
Art:
Perdix perdix
Linne 1758
Agerhøne (Perdix perdix) (norsk raphøne), har, trods sit i afstand jævnt grålige udseende i virkeligheden særdeles fine og smukke farver, er på en del af hovedet gulbrun, på hals, forkrop og underside blågrå med fine mørke bølgetegninger; oversiden og vingerne er grålige, med mørkere tværstriber og lyse længdestriber langs dækfjerenes skafter. Svingfjerene er brunrøde med mørkere pletter, styrerne rustrøde, hvad der let skiller den fra alle andre hønsefugle; på kroppens sider findes brunrøde tværbånd, på bugen har de gamle fugle og de unge hanner et kastanjebrunt »skjold«, en langagtig, bagtil kileformig indskåret plet, omgivet af lysere farve. Ungerne har en langt mere grålig ensfarvet dragt end de gamle fugle.

Agerhøns er udbredt i størstedelen af Europa og Asien, findes fra den skandinaviske halvøs sydlige egne til Neapel, sparsomt i Frankrigs og Spaniens vestlige egne, er østpå almindelig i det meste af Rusland og Asien, afløses i Østasien af nærstående arter. På de britiske Øer er Agerhøns overordentlig talrig, men forekommer ikke på Færøerne og Island. I Norge sker der af og til indvandringer af agerhøns østfra, så den kan træffes helt op til Trondhjems Fjord, men efter nogle års forløb går de indvandrede stammer til grunde igen. I Danmark findes agerhøns så at sige overalt, men i meget forskellig mængde. Dens forsvarsløshed gør den i mange egne til et værgeløst bytte, mens dens tal på andre steder drives betydeligt i vejret ved passende beskydning (bortskydning af overtallige hanner), fodring, forfølgelse af rovdyr og indførsel af fremmede agerhøns. Vestjyllands klitegne har altid huset en stor bestand af agerhøns.

Mens jordens dyrkning og rationelle behandling er til skade for mange fuglearter, trives agerhøns fortrinligt på veldyrket jord. Hvor frugtbare sædmarker findes sammen med græs- og roemarker, isprængt med små engstrækninger og lidt krat eller tætte hække, har agerhønen alt, hvad den behøver til føde, læ og forplantning, sommer og vinter. Til skovenes udkanter søger den jævnlig, derimod ikke ind i større skove, ligesom den ej heller træffes på store engstrækninger.

Tidlig på foråret - allerede i februar-marts - skilles flokkene ad i par, og hyppigt høres da i skumringen agerhønens skrig »girrik«, et af de første forårstegn. Foråret igennem træffes fuglene parvis, og et pars samliv menes at vare hele livet. I maj lægges æggene, hos os oftest i kløvermarker eller mellem sæden. Reden er en lille fordybning i jorden, kun lidt udforet, indeholder 12-16, undertiden op til 20 ovale æg, der er blegt gulgrå, 33-37 mm lange, 25-28 mm brede. Hønen ruger alene, mens hannen holder sig i nærheden; den ruger så fast, at leen eller mejemaskinen ofte hugger dens hoved af. Kyllingerne forlader straks reden, er henved 2 måneder om at blive udvoksne; Hunnen leder flokken, mens hannen altid er i nærheden, advarer mod farer eller sørger for at holde flokken sammen.

Føden er i mindre grad insekter og larver af alle arter, hovedsagelig frø af en overordentlig mængde planter, for en del den dyrkede sæd, for en del »ukrudsplanter«; er ungerne udvoksne, vedbliver flokken at holde sammen under ledelse af de gamle. De færdes om efteråret på stubmarker og græsgange, går langsomt omkring for at søge føden; i fare strækkes halsen i vejret, og fuglen løber af sted, overordentlig hurtigt, eller »trykker sig«, det vil sige lægger sig fladt og urørligt på jorden, hvorfra den ikke flyver op, før fjenden er i dens umiddelbare nærhed. På denne egenskab beror al agerhønsjagt med hund. Flokken flyver gerne op samlet, ofte med et skrig og med larmende vingeslag. Flugten går lavt over jorden, lige ud, men er ret hurtig; sjældent flyves mere end få hundrede meter ad gangen; spredes flokken, varer det ikke længe, før hannen atter har kaldt den sammen.

Efterår og vinter igennem holder nu flokken sammen, og fuglene bliver altid meget nær ved det sted, hvor de er udrugede. Føde er der overalt nok af; selv i snevejr kan agerhøns finde tilstrækkelig næring; kun langvarig frost og sne, der er dækket med isskorpe, kan hindre den i at søge sin føde, og under sådanne forhold går mange til grunde.

Agerhøns har altid været regnet for noget af det mest velsmagende vildt, og mangfoldige måder findes til dens fangst og jagt. Fangsten med garn, hvoraf der findes et utal af måder, er nu i en del af de europæiske lande gået af brug. Jagten med søgende hund, der ved hjælp af lugtesansen finder agerhøns og »står« for den trykkende flok, er her til lands omtrent den eneste brugte jagt, mens den for eksempel i England, hvor agerhøns yngler i mængder, der er ukendte hos os, er afløst af drivjagten, ved hvilken agerhøns af en klapperkæde jages ned imod de posterede skytter.

Agerhøns kan vel tæmmes, men stiller temmelig store krav til plads og føde, så den holdes sjældent i fangenskab.