LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Fjeldrype
Fjeldrype

Et par i forårsdragt i Norge
Klassifikation:
Art:
Lagopus muta
Montin, 1781
Fjeldrype (Lagopus muta) er en hønsefugl i gruppen af skovhøns.

Det videnskablige navn Lagopus muta har tidligere været Lagopus mutus, dette er har vist sig at være forkert, siden Lagopus er et latiniseret gammelgræsk ord som betyder harefod og man har troet at Lagopus var hankøn, men er egentlig hunkøn, og siden artsnavnet må stå til slægtsnavnet er muta det korrekte.

I vinterdragten er begge køn helt renhvide, blot er halens styrefjer, med undtagelse af de to midterste, sorte med brede, hvide spidser. Hannen har en bred, sort stribe fra næb til øje, hos gamle hunner mangler denne ganske, mens den hos unge hunner kan ses mere eller mindre utydelig. Svingfjerenes skafter mørkebrune. Hunnen, der i modsætning til hannen i yngletiden (juni-juli) bærer en ren sommerdragt, er i denne på hele oversiden, forhalsen, forbrystet og kropsiderne brunsort med brungule og grålige tværbånd og fjerspidser og lidt indblandet tværvatring. Størsteparten af vingedækfjerene, alle svingfjerene og hele bugen renhvide; halens sStyrefjer sorte med hvide spidser, de to mellemste af ryggens farve. Hannens ufuldstændige sommerdragt, der også er kendelig på den sorte ansigtsstribe, fortrænger kun den hvide vinterdragt på hele oversiden, hovedet og forhalsen og er brunsort med brungul og grå tværvatring. I parringstiden er hannen oftest endnu mere eller mindre hvidbroget på oversiden. Om sommeren er fødderne mere eller mindre nøgne. I slutningen af juli og i august fortrænges hos begge køn de mørke fjer af den meget fint sort-brungulligt og navnlig askegråt vatrede efterårsdragt, der hos begge kKøn lader bryst, bug, vingedækfjer og svingfjer renhvide. Endelig bryder i september atter den rene, hvide vinterdragt frem, idet den efterhånden, gennem et meget broget stadium, afløser efterårsdragten. Navnlig hannen er omtrent hele sommerhalvåret i stadigt fjerskifte, således at den på en gang kan bære fjer af den gamle og nye vinterdragt, sommerdragten og efterårsdragten. Næbbet sort; om øjet en nøgen, rød hud, særlig udbredt og fliget hos hannen. Denne er noget større end hunnen og har en legemslængde på 37-41 cm. og vingelængden 19,5-20,5 cm. Hunnens legemslængde 34,5-38,5 cm., vingelængden 18,5-20 cm.

Udbredt som standfugl i det nordlige Skandinavien, mod øst i alt fald til Uralbjergene, i Skotlands højfjelde og i Alpernes og Pyrenæernes højlande. Fjeldrypen hører hovedsagelig hjemme i arktiske, skovløse, nøgne egne med sparsom, lav hedevegetation; hvor den findes under sydligere breddegrader, træffes den kun i højfjeldene ovenover skovgrænsen, hvor den finder en lignende temperatur og lignende naturforhold. I Sverige forekommer den så sydligt som til Dalarnes nordlige dele. Ejendommelig er dens forekomst i så sydlige egne som Alpernes og Pyrenæernes højland, vidt adskilt fra dens nordiske artsfæller, men disse forekomster må betragtes som kolonier, efterladte i de kølige højfjelde, da istidens tilbagevigende ismasser efterhånden trak artens udbredningszone længere imod nord. I Danmark kendes fjeldrypen ikke fra historisk tid, men den har sikkert været almindelig her i perioderne før og efter istiderne, da landet lå skovløst og nøgent i iIsrandens nærhed og bød denne rypeart passende forhold.

Fjeldrypernes føde er ganske overvejende blade og knopper af birk, dværgpil og alle slags hedeplanter, som fjeldsimmer, rævling, tyttebær, blåbær og lignende, hvis bær tillige udgør deres kæreste føde om efteråret. Deres kro kan ofte findes helt stoppet med disse fødemidler og da af størrelse som en knyttet næve; de siges at gøre dette mod indtrædende uvejr. Om vinteren, når sneen helt dækker højfjeldet, søger de ned i den øverste skovgrænses pile- og birkekrat og bjerger da livet ved at grave sig gennem sneen ned til vegetationen; de finder da tillige læ og skjul i disse snehuler. Når de i deres renhvide vinterdragt sidder i sneen, ses hovedsagelig kun det sorte næb og hannens ansigtsstribe. I træerne sidder de aldrig, men gerne på sten og lignende. Yngler på fjeldhederne. I parringstiden lader hannen sit ejendommelige snorkende parringsråb lyde. Reden blot en fordybning, oftest lidt udforet med tørre blade, kviste og nu og da med fjer; den er jævnlig anbragt i læ bag en sten eller en lyngbusk. De 8-12 æg lægges midt i juni; de er lyst rustgule, omtrent, helt dækkede med sortebrune pletter, der forøvrigt let afvaskes med vand. Længden 39-45 mm., bredden 28-31,5 mm. Når Ungerne er udklækkede, søger moren med dem ned til skovgrænsen, mens hannerne forbliver i hederne. Kyllingerne fortærer insekter og bliver påfaldende tidligt i stand til at flyve, således at de, pludselig skræmte, flyver til alle sider for at søge læ under sten og planter, mens moren ynkelig simulerer hårdt såret. Midt i august er ungerne allerede voksne. Om efteråret og vinteren færdes de i større eller mindre familieflokke og er da i mere afsides egne ingenlunde sky, men lader sig drive frem flokkevis, idet de hurtigt og behændigt løber hen ad jorden og kun nødigt flyver op for atter snart at kaste sig.