LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Svartbag
Svartbag

Klassifikation:
Art:
Larus marinus
Fakta:
Levested
 - geografi
 - biotop


Føde
Vægt
 - ved fødslen

 
Højde
 - vingefang
cm
cm
Levealder år
Kønsmoden
Rugetid
Æg
 - normalt
 - min/max
år
dage


Svartbagen (Lams marinus) er Danmarks største måge.

Andre danske navne som sort havmåge, gåsemåge, ålemåge og kulsmåge er også anvendt for fuglen.

Han og hun i sommerdragt: hoved, hals samt den forreste del af forryggen hvide. Hele fuglens underside samt kropsiderne ligeledes renhvide. ryggen, lige ned til de hvide overhaledækfjer, samt skulderfjer og vingedækfjerene brunsorte med gråligt anstrøg. De længste skulderfjer med bredt hvide spidser. Vingens rand og kant samt undervingedækfjerene og armhulefjerene renhvide. Alle håndsvingfjerene med hvide spidser; de 3 yderste brunsorte, Inderfanerne dog overvejende mørkt grålige; 1. veludviklede håndsvingfjer har i en længde af ca. 70 mm helt hvid fjerspids; den følgende har en lignende hvid spids, men som regel med en sort plet på inderfanen eller et sort bånd over begge fanerne, lidt foran fjerspidsen; de 3 følgende håndsvingfjer med overvejende grålige faner, der dog er sorte på yderfanernes yderste del samt på et bredt tværbånd lidt over den altid hvide spids. Armsvingfjerene skifergrå med bredt hvide spidser. Undervingedækfjerene og armhulefjerene renhvide. De i spidsen lige afskårne halestyrere renhvide med hvide skafter.

Han og hun i vinterdragt: som i sommerdragten, men fjerene på issen, nakken og hovedets sider samt på den forreste del af baghalsen med smalle, brunsorte skaftpletter. Næbbet gult, på siden af undernæbbet en rød plet, Næbspidsen hvidlig. Mundhulen gulrød. Iris bleggul; øjenlågsranden rød. Næblængden hos hannerne 60-69 mm og næbhøjden bag næseborene 21-23 mm; hos hunnerne er de tilsvarende mål 56,5-65 mm og 19,5-21 mm. Vingelængden hos hannerne 467-510 mm, hos hunnerne 440-470 mm. Benene rødligt gråhvide, Svømmehudene lidt mere rødlige. Mellemfoden 70-80 mm. Mellemtåen (med klo) 67-76 mm. Ungedragten ligner sølvmågens, men undersiden er lysere og mindre plettet; rygsidens fjer som regel med mørkere brunsort grundfarve. Blot størrelsen af næb, vinger og ben afgiver sikre skelnemærker. l. vinterdragt som sølvmågens, men rygsidens fjer er stærkere mørkt tværplettede, og de lyse tværbånd er som regel uden sølvmågens sølvgrålige tone i samme dragt. Ungedragtens ensfarvede brunsorte håndsvingfjer bibeholdes. 1. sommerdragt erholdes ved kropfjerenes fældning i januar-marts måned; Hoved og hals er hvidere og mindre plettet. 2. vinterdragt: isse og baghals er hvidere og mindre plettet end i 1. vinterdragt. Ryg- og skulderfjer overvejende grålig brunsorte; Undersiden mindre brunplettet, l. veludviklede håndsvingfjer med en antydet, udflydende hvid tværplet foran spidsen, dog meget vekslende i størrelse og form; de følgende som i ungedragten. 2. sommerdragt med vinterdragtens håndsvingfjer; issen og fuglens underside mindre plettet og ryggen oftest mere gråligsort. 3. vinterdragt er kendelig på, at 1. veludviklede håndsvingfjer har en ca. 7 cm lang hvidlig fjerspids, med ret smalt, sort tværbånd foran spidsen. Halens styrere stadig mørkplettede ud mod deres sorte spidser. 3. sommerdragt: hoved, hals og overhaledækfjer renhvide, næsten uden mørke skaftpletter, og ryggen får omtrent de voksnes rent gråligt brunsorte farve, oftest dog med indblandede brunlige fjer; disse ses også mellem de iøvrigt voksent farvede skulder- og vingedækfjer. Undervingedækfjerene endnu delvis gråbrunlige. 4. vinter- og sommerdragt er omtrent som de voksnes, men undervingedækfjerene er endnu ikke renhvide, ligesom overvingedækfjerene endnu kan have brunlig indblanding, og halens styrere er hvide, men ofte med rester af den brune marmorering. I 5. vinterdragt er fuglen først som regel helt udfarvet; men allerede i 3. sommerdragt kan man træffe dem ynglende. Dunungen ligner sølvmågens, men stregerne på issen skal være smallere og rygsiden blegere og mere grålig. På sin betydelige størrelse og mørke ryg er svartbagen let kendelig fra vore andre måger, dog med undtagelse af sildemågen; dens rødliggrå fødder er på nært hold et godt skelnemærke; på afstand er dens tungere og langsomme vingeslag ret påfaldende.

Udbredt som ynglefugl fra Grønland over Island, Færøerne, Skandinavien og Nordrusland ud til Petschoras nedre løb, mod syd til Østersøprovinserne, England og Nordfrankrig, hvor dog kun få par yngler; tillige i det østlige Nordamerika, i Labrador og Nova Scotia. Om vinteren er mange af dem standfugle og lader sig kun fordrive af isen, men mange af dem, og vist særlig de ikke helt kønsmodne individer, strejfer mod syd ned til Det Kaspiske og Det Sorte Hav samt Middelhavet, De Kanariske Øer og Azorerne. I Grønland ruger den ret almindelig på vestkystens sydlige del, omtrent op til Upernivik, og synes overvejende at være standfugl. I Island ruger den almindeligt i større og mindre kolonier, ikke alene langs kysterne, men også på øer i indsøer og floder; vist overvejende standfugl ved kysterne. På Færøerne ruger den hist og her, men vist kun i ringe antal, da den som skadelig for fuglefjeldene har været genstand for ivrig forfølgelse. I England ruger den ret fåtallig på en del øer og kyster, mere almindelig i Skotland og Irland, her jævnlig i ferske vande. Om vinteren mere almindelig overalt ved kysterne. I Norge ruger den mere eller mindre almindelig langs hele vestkysten, mest på de ydre skærgårdsøer og talrigst i de nordlige dele af landet, således i Tromsø Stift i store kolonier. Nærmest standfugl. I Sverige ruger den både ved vest- og østkysten, her helt ned til Skånes lave kyster; tillige på Gottland og på Karlsø, hvor gerne 50-100 par ruger; jævnlig yngler den også i indsøer, f. eks. i Vånern; oftest findes kun få par på de enkelte rugepladser. I Danmark skal svartbagen efter en ældre angivelse have ynglet på Bosserne ved Samsø (1871), men er i alt fald siden den tid ikke kendt som ynglende her i landet, før et par angaves at være fundet rugende den 6. 6. 1930 på den lille Knotten ved Læsø, hvor reden med 3 æg fandtes ved kysten i tangvolden. Skønt svartbagen altså kun yderst sjældent synes at ruge i Danmark, er den både om sommeren og særlig om vinteren særdeles almindelig i danske farvande; hele året rundt ses hovedsagelig ungfugle og ikke helt udfarvede fugle, altså individer, der endnu ikke søger til rugepladserne i nabolandene, men allerede i august begynder de voksne, helt udfarvede fugle at indfinde sig, ofte i betydelige flokke og forbliver derefter ligeledes hos os vinteren over, sammen med ungfuglene, og træffes til ind i april, da de atter søger til ynglestedet; enkelte helt udfarvede fugle kan dog træffes hos os om sommeren.

Svartbagen er hos os en udpræget kystfugl, der gerne opholder sig på sande og stenrev, hvor man ser dem sætte sig til hvile på store sten, pæle og lignende hvorfra den kan have god udsigt, da den er meget sky og vagtsom og lader sig vanskeligt komme på nært hold; dette gælder særligt de gamle fugle. Sjældent ser man den svømme på vandet, hvor den store fugl ligger højt, med lettet hale. Flugten udholdende, men ret tung, med langsomme vingeslag, ofte svævende i store buer; dagligt foretager svartbagene regelmæssige togter, hvorunder de afsøger kysterne i fjorde og vige for at fouragere. Foruroliget lyder dens skrig i luften oftest som et dybt gaa - gaa - gaa, men siddende udstøder de ofte, med strakt hals og vidt åbent gab, en række vidt lydende skrig, der meget ligner sølvmågens, men er en del dybere. Allerede i marts begynder de at søge til rugepladserne; Svartbagene er her som regel ikke så selskabelige som de andre måger, og på småøer holder ofte kun et eller to par til; ofte kan man dog se dem ruge i store kolonier, dog med god afstand mellem rederne. Den store rede, hvis redeskål er 20-30 cm i diameter, ligger gerne ret lavt på græsdækkede klipper eller lave holme og er bygget af tang, græs, kviste, alger og lignende. De 2, oftest dog 3 æg, lægges fra begyndelsen af maj og i Norge endog fra midt i april. Æggenes grundfarve varierende fra gulgrå gennem lysebrun, blågrå til varmt brun og olivenbrun; de er dækket med spredte mørkebrune pletter, klatter, og punkter, jævnlig med streger og snirkler, tillige med blåliggrå eller violetgrå skalpletter. Længden oftest 75-83 mm, men varierende fra 69,4 op til 85 mm. Bredden 49-57 mm; danske æg måler 73-75,5 mm i længde og 53,5-56.3 mm i bredde. Ægget er oftest forholdsvis kortere og tykkere end hos sølvmågen. Borttages øggene, lægges 2 til 3 nye kuld, med æg af aftagende størrelse. Han og hun ruger skiftevis i 26-28 dage; med deres kraftige næb værger de modigt deres afkom mod andre rovdyr, men på mennesker slår de som regel ikke ned, men svæver skrigende over fredsforstyrreren. Ungerne, der er meget grådige og slugvorne, fodres i over en måned, op til 50 dage, af forældrene; ind imod midten af august er ungerne gerne flyvefærdige og kan omtrent klare sig selv. Føden består hovedsagelig af fisk, hos os oftest af de af fiskerne udkastede småtorsk, men i øvrigt af ål, ulke og 1ignende, som de kan tage på lavt vand; med deres meget udvidelige gab formår de at sluge fisk af betydelig størrelse. Muslinger, krabber, søstjerner, orme og insekter finder man ligeledes i deres maver. Over for andre fugles unger og æg er denne glubske og kraftige måge en frygtelig svøbe, idet den, hvor der er lejlighed dertil, dræber og sluger disse hele. På edderfuglevarp og i fuglebjerge er de derfor meget frygtede gæster. Også voksne fugle, som tejster og lunder, overfalder og dræber de, men fortærer som regel kun deres indvolde. Småpattedyr som rotter, kaniner og muldvarpe gør de det let af med, og de beskyldes i lande med fåreavl for at dræbe og fortære små lam. I øvrigt æder de i stort omfang alle slags Småådsler, som de finder på deres ture langs kysterne; ikke sjældent finder man endelig bær, tang og alger i deres maver.