LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Næsehornsfugle
Næsehornsfugle

Klassifikation:
Arter:
  • nnn (nnn)
Næsehornsfugle (Bucerotidae) kaldes en af 60 arter bestående familie af skrigefugle, væsentlig udbredt over de tropiske dele af Afrika og Asien.

Det er ret store fugle, de største som en ørn, de mindste som en skade, med langstrakt krop, temmelig lang hals og korte vinger. Fjerdragten er oftest sort og hvid; strube og hals er helt eller delvis nøgne, det øvre øjelåg forsynet med stive øjenhår; halen består af 10 ofte meget lange fjer. Næbbet er overordentlig langt og tykt, men let, fyldt med spongiøs bensubstans; på overnæbbet findes en højest ejendommelig prydelse, det såkaldte »horn« eller hjelm, en overhudsdannelse af meget forskellig størrelse og form, bagtil støttende sig til en spongøs udvækst fra pandebenet.

Næsehornsfugle bebor oftest urskovene, færdes undertiden i flokke i træerne, lever af frugter, bær og insekter, delvis også mindre hvirveldyr. De fleste arters liv er for øvrigt meget lidt kendt.

Hunnen lægger sine æg i et hult træ, hvorefter hannen med ler murer indgangsåbningen til, så at kun et lille hul bliver tilbage. I dette »fængsel« forbliver hunnen, til ungerne er flyvefærdige, mades i denne tid af hannen til dels med frugter, der opgylpes af mavesækken, indhyllede i et af denne afstødt epithellag.

Næsehornsfugle deles i adskillige, i udseende oftest ret forskellige slægter. Til slægten Buceros hører den egentlige næsehornsfugl (Buceros rhinoceros), den tidligst kendte af alle arter, af størrelse som en kalkun, sort og hvid af farve med et fra roden af det vældige horn, så tykt som et kohorn af cirka 10 centimeters længde; den bebor Sumatra, Borneo og Malaka.

Til den nærstående slægt Dichoceros regnes kun en art, den ørnestore homrai (Dichoceros bicornis) med det lange næb dækket i 1/3 af dets længde af en oventil udhult, fortil konkav, ret høj og bred hjelm, der bagtil strækker sig hen over issen. Den bebor Indien, Malaka og Sumatra.

Slægten Rhinoplax er ligeledes kun repræsenteret af en art (Rhinoplax vigil), så stor som en ravn med halsen og en stribe ned ad ryggen nøgne, de to midterste halefjer stærkt forlængede. Ved roden af det forholdsvise korte næb findes en ret høj, fortil næsten lige hjelm, hvis hornsubstans er omdannet til en gulligrød elfenbenshård masse, der anvendes til udskæring af smykker.

Til slægten Rhyticerus hører årfuglen (Rhyticerus plicatus) med en lav tværfuret hjelm. Mest afvigende fra de øvrige slægter er hornravnene (Bucorax), der med 3 arter af størrelse som en kalkun bebor det tropiske Afrika. Fjerklædningen er sort, halen kort, næbbet langt og spidst, løbet forholdsvis højt. Hjelmen er lille og ikke særlig iøjnefaldende. I modsætning til de øvrige næsehornsfugle opholder de sig mest på jorden, hvor de bevæger sig med lethed, og lever mest af dyrisk føde, skulle kunne sluge ret store pattedyr. Mest kendt er abbagamba eller abu-garn (Bucorax abyssinicus), sort med hvide svingfjer og et fortilt åbent horn.

Næsehornsfugle udgør en vel afgrænset gruppe, som hvis nærmeste slægtninge oftest regnes hærfugle (Utupidae); tidligere er de, men fejlagtig, regnede for beslægtede med tukaner (Rhampastidae) på grund af ligheden i næbbets udseende.