Spætter
Spætter

Gulbuget saftspætte
Klassifikation:
Arter:
  • Vendehals (Jynx torquilla)  
  • Rødstrubet vendehals (Jynx ruficollis)
  • Plettet dværgspætte (Picumnus innominatus)
  • Tværstribet dværgspætte (Picumnus aurifrons)
  • Orinocodværgspætte (Picumnus pumilus)
  • Pletnakket dværgspætte (Picumnus lafresnayi)
  • Glinsende dværgspætte (Picumnus exilis)
  • Rusthalet dværgspætte (Picumnus fuscus)
  • Ecuadordværgspætte (Picumnus sclateri)
  • Skællet dværgspætte (Picumnus squamulatus)
  • Hvidbuget dværgspætte (Picumnus spilogaster)
  • Guyanadværgspætte (Picumnus minutissimus)
  • Hvidprikket dværgspætte (Picumnus pygmaeus)
  • Pletbrystet dværgspætte (Picumnus steindachneri)
  • Varzeadværgspætte (Picumnus varzeae)
  • Hvidbåndet dværgspætte (Picumnus cirratus)
  • Olivengrå dværgspætte (Picumnus dorbygnianus)
  • Okkerbåndet dværgspætte (Picumnus temminckii)
  • Hvidkilet dværgspætte (Picumnus albosquamatus)
  • med flere
Spætter (Picidae) kaldes en ejendommelig familie af spættefugle med cirka 350 arter udbredt over alle jordens træbevoksede egne, undtagen Australien og omliggende øer.

Størrelsen er meget forskellig, de mindste er som en mejse, de største som en krage. Farverne er ofte meget brogede og iøjnefaldende; rødt på hovedet findes hos en mængde arter; hannerne er smukkere farvede end hunner og unger, mens sommer- og vinterdragt er ens.

Spætters krop er langstrakt, hovedet ret stort, det kraftige, lige, ret lange næb bredt ved roden, i spidsen sammentrykt fra siderne. Fødderne er typiske klatrefødder med 2 tæer, sammenvoksne i første led fortil, 2 bagtil, alle forsynede med skarpe kløer. Vingerne er ret korte, halen middellang, består af 10 stive, elastiske fjer, hvoraf de midterste er de længste; den tjener til at støtte fuglene under klatring. Tungen er højst ejendommelig, hornagtig, spids, langs randen forsynet med modhager, overordentlig bevægelig og udstrækkelig, hvilket opnås ved, at tungebenshornene er stærkt forlængede, så at de for at få plads slår sig op over kraniets bagside, og løber hen til næbroden.

Spætter er næsten udelukkende skovfugle, og hele deres bygning er tilpasset til ophold i træer; de lever såvel i løv- som nåleskove, hvor de væsentlig søger føden på træstammer, op ad hvilke de bevæger sig i små hop, holdende sig fast med kløerne, mens de støtter med halen; med det skarpe næb løsner de barken eller åbner insektgange, ud af hvilke de med tungen henter insekter og larver; nogle arter lever for en stor del af myrer, andre delvis af frø, mens enkelte endog fortærer mindre hvirveldyr.

Reden anbringes i et træ, idet de med det stærke næb hugger først en vandret gang ind, derpå mejsler en hule lodret ned, ofte ret dybt; i bunden af denne lægges kuglerunde æg; kort tid efter at ungerne er flyvefærdige, overlades de til dem selv. En ny rede hugges oftest ud hvert år og bruges foruden til udrugning også til natteleje.

Spætter er ret sky og forsigtige fugle, der næsten altid færdes enkeltvis; de er stand- eller strejffugle, der sjældent fjerner sig langt fra skovegne.

Stemmen består af kraftige, hos enkelte arter ret vellydende, skrig.

Spætters nytte og skade over for skovbruget har været meget diskuteret, og begge dele vistnok stærkt overvurderet. Nytte gør de ved at fortære en del for træerne skadelige insekter, skade, ved at hugge huller i træerne til reer, hvilket dog kun sker i kernerådne træer; i enkelte træer kan spætter hugge huller i tusindvis, ordnede i regelmæssige ringe, hvad dog næppe skader træet synderligt; værre er det, at de i visse egne hugger huller i og igennem telefonpæle, muligvis i den hensigt at søge insekter.

I alle tilfælde er spætter ejendommelige fugle, der danner en pryd og oplivelse for skovene.