Sanglærke
Sanglærke

Sanglærke
Klassifikation:
Art:
Alauda arvensis
Fakta:
Levested
 - geografi
 - biotop

Europa, Nordafrika, Asien
Åbent landskab
FødeInsekter, frø
Vægt
 - ved fødslen
33-45 gram
 
Længde
 - vingefang
16-18 cm
30-36 cm
Levealder år
Kønsmoden
Rugetid
Æg
 - normalt
 - min/max

12-14 dage

4-5
2-6 
Sanglærken (lærke, marklærke) (alauda arvensis), lidt større end en spurv (vinge 120 millimeter, hale 70 millimeter, løb 24 millimeter), af uanselig grålig farve; næbbet er svagt, lige, kun i spidsen let bøjet, af gulgrå farve; benene er brungule, bagtåen og dens lige kro meget lange. Fjerene er på oversiden gråbrune med sorte midtpletter, på undersiden gulgrå, med sortebrune pletter på brystet. Svingfjerene er sortebrune med lysere sømme, de yderste håndsvingfjer med næsten hvid rand på yderfanen. Styrefjerene er sortebrune med lysere rande, den yderste ren hvid, den næste med hvid yderfane. De noget forlængede issefjer kan rejses som en top.

Hunnen ligner hannen, er lidt mindre. Vinterdragten har en kraftigere gullig farve end sommerdragten, mens de unge fulge på oversiden er rustbrune.

Forholdsvis hyppig træffes sanglærker med afvigende farver, hvidplettede, helt hvide, gule og grå. Sanglærken yngler overalt i Europa, en stor del af Asien og hele det nordlige Afrika. Langtfra alle fugle fra denne store udbredningskreds ser ens ud, og der er derfor opstillet talrige, dog over i hinanden gående racer.

I Norge yngler sanglærken almindelig helt op til Polarkredsen, mens enkelte overvintrer i det sydlige. I Danmark når er den meget udbredt; den yngler, undtagen i skove og byer, så at at sige overalt; på dyrkede marker, på heder, i lave plantninger, i moser, klitter og på strandenge, selv på ganske små holme.

Blandt Danmarks trækfugle er sanglærken den tidligste, viser sig allerede i slutningen af januar; og i februar og en del af marts trækker ved dag og nat store skarer over landet, udhviler sig undertiden en kort stund og træffes da i stor mængde på markerne. Under vandringen lader den høre en, forår og efterår forskellig, kort strofe. Den velkendte sang høres fra slutningen af januar til langt ind i juli, undertiden også på klare oktoberdage, næsten altid mens fuglen flyver; syngende hæver den sig fra jorden, stiger i skruelinje højt til vejrs, ofte ud af synsvidde, stadig syngende og med ustandselige vingeslag, daler derpå med udbredte vinger for på den sidste strækning at lade sig falde lodret ned med samlede vinger. Sangen, der høres fra længe før solopgang til skumring, er overordentlig kraftig og vedholdende, men noget ensformig, foruden af en trille væsentlig sammensat af de lyde, fuglen ellers lader høre, jævnlig iblandet brudstykker af andre fugles sang og stemme.

Fra oldtiden til vore dage har lærken og dens sang, måske hyppigere end nogen anden fugl, været genstand for behandling i poesien; også dansk lyrik indeholder talrige digte til lærkens pris.

I Yngletiden har hvert par sit lille område, hvorfra hannerne søger at jage andre væk. Reden anbringes på jorden, mere på åbne steder mellem græs og lyng end i kornet; årlig lægges 2 kuld æg, 4-5 i tal, 21-25 millimeter lange, 16-18 millimeter brede, af grålig farve med brunlige pletter, der undertiden danner en krans i den butte ende.

Sanglærkens liv er delt mellem luften og den flade jord, i træer og buske ses den aldrig; på jorden bevæger den sig i rask løb og søger her sin føde, der om sommeren består af insekter, efterår og vinter af frø af en talløs mængde planter. I eftersommeren fælder den og holder sig da meget skjult; i slutningen af september flokkes de, og efterårstrækket begynder, på hvilken tid stubmarkerne kan vrimle af lærker. I slutningen af oktober har de fleste forladt landet; dog vedværer trækket langt ind i november, og en del forbliver i Danmark om vinteren, navnlig ved kysterne. Sanglærken er Danmarks 3. mest almindelige fugl.

Lærken blev tidligere, især i Tyskland og England, fanget med garn af forskellig konstruktion, og jagtudbyttet blev spist som en delikatesse.

Undervisningsministeriet udnævnte sanglærken til nationalfugl i 1960, men det var glemt, da Danmarks Radio i 1984 afholdt en seerafstemning om emnet og kårede knopsvanen.

Sanglærken er meget almindelig, men har været i tilbagegang i hovedparten af Europa. Den største tilbagegang er sket i de vesteuropæiske lande. Tilbagegangen skyldes det øgede forbrug af pesticider og intensivering af landbruget.