LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Blishøne
Blishøne

Blishøne
Klassifikation:
Art:
Fulica atra
Linne 1758
Blishøne (sort vandhøne, blisand, norsk også: Sothøne) (Fulica atra) har en krop lidt mindre end en gråands, er sortgrå af farve, lysere på bugen. Vingerne er kraftige, hvælvede, halen ganske kort; fødderne er grønlige, næbbet hvidt, og fra bagsiden af dette går en, særlig i parringstiden stor, hvid hornplade op i panden, hvad der giver den et besynderligt og allerede i lang afstand let genkendeligt udseende. Han og hun er ens, ungerne lysere, særlig på undersiden, uden hornpladen i panden.

Blishøns er en vidt udbredt fugl, yngler i den største del af Europa, en del af Asien og Nordafrika; i Norge har blishøns optrådt som ynglefugl i nogle af landets sydligere egne; tidligere var den kun enkeltvis truffet i træktiderne hele landet over. I Danmark er den en yderst almindelig fugl. Den yngler i alle landets egne, holder til i større og mindre søer, helst med tæt rørbevoksning, eller i sumpegne langs kysten.

Allerede i slutningen af februar begynder blishøns at vise sig på ynglestederne; om dagen ser man den liggende på vandet eller gående omkring på engstrækninger eller mellem rør, ofte i større eller mindre selskaber, i forårstiden jævnlig udstødende sit letkendelige, klangfulde skrig; når den ikke skræmmes, flyver den kun sjældent længere strækninger, hvorimod den om natten jævnlig flyver omkring i den nærmeste omegn.

Føden består dels af alle slags mindre vanddyr, for en del også af frø- og fiskeyngel, men en meget væsentlig del af den udgøres af grønne dele af alle slags vandplanter. Føden søger den dels gående, dels svømmende eller dykkende; ret længe formår den dog ikke at holde sig under vandoverfladen.

Reden bygges mellem rør, ofte omgivet af vand, er ret stor, dannet af tykke plantestængler; Æggenes tal er 9-11; de er næsten så store som små hønseæg, grågullige med fine, mørke pletter. Dunungerne er sorte med nøgent, rødt ansigt. I oktober trækker de fleste blishøns bort, for en del ned til sumpegnene i Frankrig og Spanien, hvor de da findes i uhyre skarer og er genstand for ivrig jagt. I milde vintre bliver en del tilbage i Danmark, ofte samlede i ret store flokke i søer eller bugter med lavt vand ved kysterne.