Skræmme- og advarselsfarver
Man træffer ofte hos dyr forskellige, i høj grad iøjnefaldende farver og farvesammenstillinger, som bidrager til, at dyret kommer til at træde skarpt og tydeligt frem fra omgivelserne; ja det synes endog, som om dyret ved at indtage bestemte stillinger gør sit til, at disse farver bliver endnu mere iøjnefaldende. Farver af denne natur plejer man at henføre til to store afdelinger: Skræmmefarver og advarselsfarver.
Skræmmefarver
Skræmmefarvernes opgave er den ved pludselig opdukken af farver, der kontrasterer stærkt med omgivelserne, at gøre fjenden bange. Et virksomt middel i så henseende er de store øjepletter, der så ofte optræder på forskellige sommerfugles vinger. Tit ligger de skjult under det andet vingepar, men når insektet følger sig opdaget, sænker eller spreder det vingerne på en egen måde og indtager en ejendommelig og meget grotesk stilling. Velkendt er særlig skræmmestillingen hos aftenpåfugleøjet. Også forskellige larver anvender denne metode. Larven til Sphinae elpenor, der hos os ikke er ganske sjælden blandt andet på større strækninger bevokset med springbalsamine, er et i alle måder uskadeligt dyr. Det er et morsomt syn, når man går gennem en balsaminebevoksning rigt besat med disse larver, at se alle disse, når planterne sættes i bevægelse, svulme op fortil og samtidig på brystringene vise to store blå-sorte øjepletter med hvid rand. Der er mange sommerfuglelarver, der er i stand til at trække hovedet ind, når de foruroliges; samtidig fremkommer røde rande mellem ringene, og visse linjer og prikker samler sig på den forunderligste måde til figurer, der i forbindelse med de vredne stillinger, dyrene indtager, selv på mennesker gør et afskrækkende indtryk. I vor egen fauna gælder alt dette om larven til gaffelhalen (Cerura vinula), hvor virkningen af skræmmestillingen øges ved, at bagkropsspidsen, der bøjes op over ryggen, fra to sorte rør udskyder to lange røde tråde, der svajende står over hovedet. På det pilehegn, hvor denne larve er almindelig, er det et overmåde morsomt syn at se den store, svære larve, når grenene sættes i bevægelse, indtage sin skræmmestilling. Allermorsomst, når man har ladet hunnen lægge sine æg hjemme og fået de knap 1 centimeter kulsorte, tornede larver frem. I samme nu de kommer ud af ægget, vil de, når de forskrækkes, indtage deres skræmmestilling og smælde de navnlig hos disse spæde larver meget lange, knaldrøde tråde frem, der viftende står over dyrets tornede, opadkrummede hoved. Et ikke mindre morsomt billede viser larven til en anden dansk sommerfugl Stauropus fagi, som med sine rygkrumninger og sine lange, strittende ben gør et yderst grotesk, afskrækkende indtryk. Andre eksempler er bladhvepselarver.
Alle disse skræmmefarver og skræmmestillinger er at betragte som reserveforsvarsmidler, der træder i virksomhed, når første forsvarslinje er gennembrudt, og dyret føler sig opdaget. Det er forsøgsvis godtgjort, at alle disse skræmmefarver hjælper. Man har set fuglene stå dansende foran disse larver uden at turde angribe dem, samt iagttaget, at aber, der ellers med god appetit kaster sig over insekter og larver, skrigende farer op ad burets tremmer, når herhen hørende larver gav sig til at »lave øjne« ad dem.
Advarselsfarver
Mens skræmmefarverne bæres skjult under et beskyttende farvet dække, bæres advarselsfarverne altid frit. De er så afstikkende som vel muligt og skal netop gøre dyret let synligt for alle. Advarselsfarverne består af få, klare og rene farver, der stilles skarpt op imod hinanden som striber eller pletter; dog er der forholdsvis få varianter i farvetegningen. Det kan være rent hvide dyr (som da færdes på farvet baggrund), hvide dyr med sorte tegninger eller omvendt sorte dyr med hvide tegninger; dyr, hvor rødt og sort eller gult og sort er stillet side om side, eller hvor tre eller fire af disse farver er blandede. Sjældnere er det rødt og grønt, sort og grønt eller lignende. Dyr, der er i besiddelse af sådanne farver, er gerne forsynet med et eller andet ikke direkte synligt våben for eksempel en giftbrod, der kan stikke grundigt, ætsende, sviende legemsvæsker, der bevirker, at dyrene ikke kan bruges som næringsmiddel, brændehår, der fremkalder bettændelse på alle slimhinder og så videre. De, der ejer midler af denne art, er netop ikke farvebeskyttde, idet de træder skarpt og tydeligt frem fra omgivelserne; det er advarselsfarvernes opgave at minde de rovdyr, der tidligere har angrebet dem, om, at dem skal man helst holde sig fra. Til føde duer de ikke, og man får kun ubehageligheder af at give sig af med dem.
Naturforskerne er naturligvis ikke her blevet stående på teoriens løse grundlag; det er eksperimentelt godtgjort, at disse dyr med ætsende legemsvæske og grelle farver meget snart skyes af insektædende dyr. Enhver kan forvisse sig herom. Mariehøns udsveder af knæled og andre steder en ætsende, gul væske. Prøv nu blot at kaste en håndfuld mariehøns ud til nogle kyllinger, de stryger sig over dem, men ganske kort tid efter styrter kyllingerne lige så hurtig af sted igen og det er ikke senere muligt at få dem til at spise mariehøns igen; nogle få måtte lade livet for de manges kyld. Prøv så at kaste melorme ud, og du vil se, at dem kan du fordre kyllingerne med hele deres levetid. Darwin og Poulton har vist, at fugle, Frøer og firben holder sig langt fra disse advarselsfarvede, giftige dyr. Vi træffer sådanne farver i vor hjemlige fauna stærkest udpræget hos gedehamsene (gult og sort), hos visse sommerfugle (sort og rødt), hos mange blødvinger og mariehøns (sort og rødt eller gult og rødt), alle udstyrede med skjulte våben (brodde, ætsende væsker). Naturligvis er det også i dette tilfælde ganske særligt de tropiske insekter, der viser os de prægtigste eksempler på advarselsfarver. Der er således kulsorte sommerfugle med knaldrøde bloddråber ude på særlige »drypspidser« af vingerne. Lignende forhold viser visse kinesiske sangcikader, hvis legemsvæsker er så skarpe, at man i kina anvender dem som trækplaster.
Man må ved omtalen af advarselsfarver ikke undlade at gøre opmærksom på, at de i mangfoldige tilfælde intet hjælper. Særlig er det med rette fremhævet, at de aldeles ikke synes at øve nogen indflydelse på rovinsekter. Poulton har vist ,at fugle ikke gerne tager kålsværmelarver, mens disse falder for angreb af snyltehvepse, ti tider i den grad, at af 533 larver dræbte snyltehvepsende de 424. Endvidere bør det erindres, at selv om fugle i almindelighed holder sig borte fra larver med advarselsfarver, er der andre, for eksempel gøgene, der ikke i mindste måde lader sig skræmme.
Den almindelige opfattelse af advarselsfarverne, som fremkomne gennem naturlig udvælgelse, således altså, at stadig de individer, der tydeligst kunne vise advarselsfarverne, har kunnet undgå forfølgerne, er også blevet bestridt. Der er dem, der mener, at rent fysiologiske processer i den dyriske hud aflejrer visse stoffer, som dels er ækle eller gifte for andre dyr, dels er grelt farvede. Det er påvist, at livligt farvede pigmenter optages uforandret som næring og går over i huden. Kanariefugle som fodres med spansk peber, får rød fjerdragt; der er orme, der i deres hud indeholder samme orangegule pigment som svampene, hvorpå de lever og så videre.
Beskyttelsesfarverne fremstår i overvejende grad hos de værgeløse, spiselige, stærkt forfulgte dyr, advarselsfarverne hos sådanne, der har et forsvar eller er uspiselige, og som ved deres iøjnefaldende dragt søger at hindre en stærkere fjende i at gå i lag med dem. Der er sommerfugle, der bærer begge slags farver, beskyttelsefarver på den side af vingerne, der i hvilen udsættes for beskueren, skræk- og advarselsfarver på den anden.