Bier
Bier

Klassifikation:
Arter:
  •   nnnn (nnnn)
  •   med flere
Bier (Apidae, Apiariae, Anthopila), en insektfamilie af de årevingedes orden.

Deres som oftest stærkt hårede legeme er normalt plumpt; Bagkroppen er aldrig, som så ofte hos gravehvepsene eller snyltehvepsene, ved stilk ophængt til brystpartiet. Hovedet er stort og altid forsynet med tre biøjne; antennerne er knæede (navnlig hos hunnen) og er normalt ikke af nogen betydelig længde.

Overlæben, der er tre- eller firkantet, er hyppig af en stærkt skinnende, hvid farve. Kindbakkerne er i hele familien kraftige grave- og bideredskaber og overalt temmelig ensbyggede, de to andre par munddele ser meget forskellig ud i de forskellige slægter. Som oftest er såvel 2. par munddeles kæbeflige og 3. pars tunge og læbepalper, som også selve hagen, særdeles stærkt forlængede, ja hos visse tropiske bier (Euglossa) bliver tungen endog betydelig længere end hele dyret selv: Læbepalpe og kæbeflige lægger sig da trykkede tæt op til tungen og støtter dennes bevægelser. Hos andre former er tværtimod alle de her nævnte dele forholdsvis korte, hyppig ikke længere end hos mange arter af gravehvepse; alle tænkelige overgange mellem lang- og korttungede former gives.

I vingerne afgiver de enkelte ribbers forløb vigtige karakterer til at skelne slægterne fra hinanden. Hofteringen er her såvel som hos gravehvepsene dannet af et enkelt stykke, og skinnebenet er oftest forsynet med en kraftig torn. De sidste bagkropsringe er hos hannerne omdannede til parringstænger, hos hunnerne og, hvad de sociale former angår, tillige hos arbejderne til det ejendommelige stikkeapparat, brodden, som overalt består af to stikkebørster, der ligger i den såkaldte brodskede, som atter er omgivet af to skedeklapper. Så længe brodden ikke bruges ligger den indtrukket i bagkroppen; samtidig med at den træder ud som værge, trykker musklerne på giftsækken, der ved en tynd kanal står i forbindelse med brodden, og giften flyder da ud i denne.

Næppe i nogen dyregruppe varierer behåringen så meget som her. Kun undtagelsesvis mangler den ganske, den kan som hos visse snyltehumler være temmelig ens fordelt over hele legemet, men optræder hos de forskellige slægter normalt særlig rigt på bestemte steder, snart som fine, bløde hårtotter på bryst og lår, snart overtrækkende skinnebenene med tætte, stive hår; snart danner den et tæt lag af grove, stive børster på bugen; hos humlebier og selve slægten Apis indrander den bagskinnebenene med lange børster, hvorved biernes kurv dannes; ingensteds optræder den dog så smukt uddannet som på honningbiens bagben. Behåringen spiller en særdeles stor rolle i biernes liv, idet det er ved den, at blomsterstøvet indsamles. De, der ingen behåring har, samler det simpelthen ind i kroen (Sphecodes) eller afholder sig rent fra at samle støv og lægger æg (snylter) hos de former, som selv er i stand til at indsamle blomsterstøv (Nomada, Coelioxys og andre); de andre samler snart med bug (Osmia, Anthidium), snart med lår og bryst (Andrena, Halictus), snart med skinneben; i en egentlig kurv samles blomsterstøvet kun hos humlerne og hos selve slægten Apis.

Blomsterstøv og honning er alle biernes næring både som fuldtudviklede insekter og som larver. Disse, der er maddikeagtige, hvide eller gule, mangler ganske ben og er udstyrede med et ganske kort hoved. Tarmen er lukket bagtil. Forud for puppestadiet går som oftest et såkaldt »forpuppestadium«. I puppestadiet ses alle det fuldkomne insekts dele tydelig anlagte.

Hvad biernes udbredelse angår, da findes de næsten over hele jordkloden og optræder allerede i Grønland med to humlearter og tiltager såvel i artsantal som i størrelse og farvepragt jævnt nedad mod troperne; mens lårsamlere særlig er karakteristiske for de tempererede egne, er det især bugsamlere, der optræder i troperne. Bier er fundet fossile i Solenhoferskiferen.

Bier deles i solitære og sociale former. Hos de førstnævnte består arten kun af en han og en hun; hver hun anlægger sin rede for sig; mod vinteren dør begge køn ud, og kun den i træ eller jord overlevende larve bevarer arten vinteren over, de enkelte celler anlægges aldrig af voks, og Hunnen lægger først ægget, når cellen er fyldt med blomsterstøv. Hos de sociale former Apis, humler og slægten Melipona (troperne) består arten af en han, en hun og en arbejder (hunner med ufuldstændige kønsorganer), samfundet er som hos Apis flerårigt eller som hos humlerne enårigt; hos disse dør nemlig alle redens beboere ud mod vinteren med undtagelse af de store befrugtede hunner; cellerne dannes af voks, og hunnen lægger ægget, førend cellen er fyldt med næringsmasse. Mellem begge disse grupper er der overgange. Der er nemlig enlige bier (Halictus-arter), hvor flere hunner bygger på en fælles rede, og mange, der i det mindste benytter samme flyvehul, hvorfra da separatgange går ud. Der er ligeledes former af enlige bier , hvor hunnen ikke dør mod vinteren; dette står i alt fald hos slægten Halictus i forbindelse med et generationsskifte af en forårs- og en efterårs-generation, af hvilke forårsgenerationen kun består af hunner, der lægger partenogenesiske æg, hvoraf der fremkommer en efterårs-generation, bestående af hunner og hanner; disse parrer sig i jorden, hannen dør, og kun hunnen overvintrer, af hvis æg den partenogenesiske forårsgeneration da fremkommer.

De forskellige slægter af enlige bier graver deres rede i forskellig materiale: Træ, jord (Anthophora), tagrør og sneglehuse. Rederne selv er hyppigst simple gange, som da ved tværvægge deles i celler. Gangene er ofte overtrukne med silke- eller kalkholdige sekreter af bagkropskirtlerne eller beklædte snart med pileuld (Anthidium), snart med rosen- eller spiræablade (Megachile) og andre. Hvor det materiale, som bier graver i, er hårdere, som mure, anvender de vand til at blødgøre disse med; Vandet hentes fra nærliggende kilder og pumpes ind i kroen. Ind i cellerne bæres da blomsterstøv og senere honning, oven på den mere eller mindre flydende fodermasse lægger bien sit store blålighvide, buede æg. Som oftest indeholder hver rede cirka 5-15 celler. I Danmark optræder normalt kun een generation, længere mod syd synes to generationer at være hyppige.

Af de sociale former står humlerne nærmest ved de solitære bier, kroppen er altid meget plump og behåringen meget rigelig. Den overvintrende hun anvender ofte til reden et hul under sten og indbærer, efter at have afglattet eller udforet væggene (moshumlen), i det tidlige forår blomsterstøv. Dette indsamles i kurven; når en tilstrækkelig mængde er indbragt i reden, lægger den på fodermassen en del æg. De udkomne larver æder sig ned i denne og danner sig senere hen kokoner i de derved fremkomne huller. De første fremkomne dyr er altid arbejdere; senere kommer små hunner, som aldrig befrugtes, men desuagtet lægger æg, hvoraf der udvikler sig hanner; disse mangler altid brod. Sidst fremkommer de store hunner (cirka 15-20 i en koloni på cirka 200 individer), der parrer sig med hannerne. Disse såvel som alle de øvrige beboere af kuben dør med undtagelse af de store hunner, som overvintrer særskilt under sten og kommer frem i det tidlige forår. Alle de i foråret flyvende humler er hunner.

Meliponerne (Sydamerika, Sundaøerne, Ny-Holland) er ligeledes sociale former, der danner selskaber på mange (5 arbejdere og een hun. Rederne er meget store, de enkelte kager står vandret ud fra hinanden, bårne af piller, som hos gedehamsene. De danner egentlige celler, som imidlertid i regelmæssighed ikke kan måle sig med honningbiens, og vokset, som hos disse former udsveder af rygringéne, blandes med træstykker, papir, jord eller lignende, førend det anvendes til bygningsmateriale. Dyrene mangler brod, men udsprøjter som myrerne en særdeles ætsende, sviende væske.

Slægten Apis (honningbien), der er karakteriseret ved, at bagskinnebenene mangler endetorne, tæller muligvis kun een eneste art, som falder i en mængde, i øvrigt skarpt adskilte racer, der ofte ses anførte som forskellige arter, skønt de parrer sig indbyrdes og frembringer avledygtigt afkom. I Europa holdes følgende racer som plusdyr: den nordiske bi (mørk, ensfarvet), den ægyptiske bi (1. bagkropssegment gult), den italienske bi. Af andre bør særlig mærkes de næsten sorte bier fra Madagaskar. Slægten fandtes oprindelig ikke i Amerika, men er af spaniere og englændere blevet bragt derover og holdes nu ofte som husdyr.

Honningbiens hanner, dronerne, er let kendelige på deres store, sammenstødende øjne, 14-leddede følehorn og mangel på brod. Hunnen (dronningen, viseren, bimoren) er den største i samfundet og meget langstrakt, den har brod, men mangler som hannerne samleapparatet og kan ikke afsondre voks. Arbejderne, der er hunner med hemmede kønsorganer, har som dronningen adskilte øjne og 13-leddede følehorn, men er tillige udstyrede med samleapparat og spejl. Samleapparatet er indskrænket til bageste benpars skinneben og første fodled. Skinnebenet har en af stive hår omrandet, hul plade, der holdes fugtig af underliggende kirtler; første fodled, børsten, er ualmindelig bred og udstyret med 10-13 tværrækker af korte hår. Børsten afbørster blomsterstøvet af kroppen; i kurven opsamles det. Ved spejlet forstås den forreste vandklare halvdel af hver af de 4 mellemste bugplader. På denne halvdel, der ligger skudt ind under den forrige ring, udsveder vokset, som bliver klippet af ved at stikkes ind mellem skinneben og første fodled, der da virker mod hinanden som bladene i en saks.

De nedhængende og parallelt med hinanden gående bikager består af en midtlamel, fra hvilken de enkelte celler på begge sider anlægges vandret ud. Den store hovedmasse af celler er 6-kantede med alle siderne lige store. De små 6-kantede celler tjener til udrugning af arbejderne, de større, mere fremspringende til udrugning af hannerne (»pukkelyngel«). I randen af bikagen er de store, afrundede, hængende dronningeceller anlagte. Når en celle er dannet, lægger dronningen, fulgt af en stab af arbejdere, sit æg i bunden af den. Såfremt det er en arbejder- eller dronningecelle, hun er ved, befrugter hun ægget ved at åbne for sædgemmet under dets nedgliden gennem æggelederen; hvis hun er ved en dronecelle, befrugtes det ikke. Den udkrøbne larve fodres i arbejder- og dronecellen med honning, som hentes fra honningbeholderen (ældre celler, i hvilke de indsamlende bier bringer forrådet ind), senere med blomsterstøv. Når larven er fuldvoksen, lukker arbejderen for cellen med et låg, som den atter afbryder, når bien kommer ud af puppen.

Udviklingstiden for en arbejder varer 27 dage, for hannen 24 og for en dronning 17. De i dronningecellerne værende larver fodres uafbrudt og i meget rigelig grad med honning alene, og arbejderne sidder i mængde på og om disse celler; Ved den deraf fremkomne højere temperatur, som og ved den rigeligere føde, bevirkes det, at kønsorganerne her under puppestadiet udvikles fuldkomment. Befrugtningen af ægget er altså en nødvendig betingelse for, at der af dette skal udvikle sig en dronning eller en arbejder, men det er den mere eller mindre rigelige føde, der bevirker, hvilken af disse, der skal fremkomme. Er dronningens sædmasse opbrugt, eller er den forblevet ubefrugtet, kan den kun lægge hanæg, ligesom også de arbejdere, der undtagelsesvis lægger æg, udelukkende lægger hanæg.

Midt på sommeren bygger arbejderne nye dronningeceller, og de af disse fremkomne dronninger søger efter parringsudflugten at tilkæmpe sig herredømmet i kuben. Den sejrende dræber som oftest den gamle eller jager hende og de unge dronninger ud, der da fulgte af en skare arbejdere (»sværme«) hver for sig grundlægger nye boer. Er en dronning forulykket i et stade, hvor andre dronninger ikke findes, bygger arbejderne hurtig ny dronningeceller og flytter et arbejderæg eller en ung larve over i den, og der udvikler sig da deraf en dronning. Dennes alder beregnes oftest til 3-4 år, arbejdernes kun til en måned; dog lever de i efteråret fødte arbejdere over til næste forår. Hannerne, hvis liv er endnu kortere, og som ingen nytte gør i kuben, men kun skal fodres af arbejderne, dræbes, når de bliver for talrige, i store masser og smides ud af kuben (»droneslag«). Den normale temperatur i kuben er cirka 25°; men i den stærkt rugende og arbejdende bistat stiger den til 35°. Bierne ligger ikke i dvale om vinteren, men tilbringer den sammenstuvede i store masser på de midterste kager. Undertiden opløses disse masser, og sulten tilfredsstilles ved hjælp af den i forrådskamrene gemte honning. Hele vinteren igennem synes bierne ikke at ekskrementere; men i det tidlige forår, kun ved 9-10°, forlader de kuben, skiller sig af med ekskrementerne (»renselsesudflugt«), og derpå begynder forårets store pudsning og renselsesarbejde i kuben.