LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Faraomyre
Faraomyre

Faraomyre
Klassifikation:
Art:
Monomorium pharaonis
(Carl von Linné, 1758)
Faraomyren (Monomorium pharaonis) er den eneste myreart i slægten Monomorium der lever i Danmark.

♀ og ☿: Størrelsesforskellen mellem to kaster er ret betydelig. Hovedet er tydelig længere end bredt hos arbejderne, mens det hos hunnerne er omtrent så bredt som langt, det har parallelle, næsten rette sider, lige afskåret bagrand og afrundede nakkehjørner. Pandefeltet er indtrykt og meget langstrakt. De ret svagt fremtrædende pandelister er korte med omtrent parallelle yderrande. Hos hunnerne er der en tydelig, blank og skinnende pandefure. Hos arbejderne er øjnene små og sidder tydeligt foran hovedets midte, hos hunnerne er de betydeligt større og sidder omtrent lige midt på hovedets sider. Mundskjoldet er ret stærkt hvælvet fra side til side over midten, det er fortil bredt og fladt indtrykt på den midterste tredjedel, hvorved der dannes en lille tand på hver side. Følehornene er 12-leddede; den tydelige kølle er 3-leddet og udgør halvdelen af hele svøben; 1. svøbeled er langstrakt og så langt som de efterfølgende 3 led tilsammen; de mellemste svøbeled er små, tværbrede eller højst så lange som tykke. Kindbakkerne er forholdsvis slanke med 4 spidse tænder. Begge palpesæt er 2-leddede, de er ganske små og kortleddede. Epinotum har ingen torne. Petiolus er ret langstilket med forholdsvis høj puld. Vingerne har en lukket cubitalcelle og åben radialcelle, mens discoidalcellen mangler. Gul til gulbrun, især hos hunnen med mørkere partier. Skulpturen er mikroskopisk og består overvejende af tæt stillede punkter, dette gælder hoved, forkrop og stilkknuder, der er mere eller mindre matte, mens den blanke bagkrop helt mangler skulptur. Behåringen varierer, selv inden for den enkelte koloni, den er som regel forholdsvis udstående. Længde af ♀ 3,5 - 4,8 mm, af ☿ 2 - 2,5 mm.


Faraomyre (Monomorium pharaonis)
Figur 40: Hoved af arbejder (A), hun (B) og han (C)
Figur 41: Følehorn af han og arbejder
Figur 42: For- og mellemkrop af arbejder i profil
Figur 43: Forvinge
  
♂: Større end arbejderen og mindre end hunnen. Hovedet er tværovalt. Det trekantede pandefelt er ret dybt nedsænket. Pandelisterne er korte med parallelle yderrande og fortil et fælles tværindtryk. Pandefuren er kort og dyb. Mundskjoldets forrand er uden tænder. Hovedets overside er stærkt hvælvet, så pandeøjnene sidder højt hævet; Sideøjnene er meget store og stærkt hvælvede. På de 13-leddede følehorn er skaftet meget kort, næppe længere end de første 2 - 3 svøbeled tilsammen; svøben er næppe synligt tykkere mod spidsen, alle leddene er længere end tykke, 1. led kun lidt længere end 2. og endeleddet omtrent dobbelt så langt som det næstsidste. Kindbakkerne er slanke og har 3 tænder. Mellembrystet har ikke mayrske furer. Sortebrun til sort med lysere følehorn og ben. Skulpturen er meget fin, Hovedet er mat, den øvrige krop glinsende. Den udstående behåring er noget mere åben end hos hunnen. Længde 2,8 - 3 mm. Larven er kort og sammentrængt, bredest bagtil, den er hvid og glinsende med gennemskinneligt hoved; den øvrige krop er længdefuret med spredte, korte, svagt krummede børster.

Faraomyren kræver et meget varmt opholdssted, hvorfra den kan søge sin føde; det kan være revner i murværk, særlig gerne op ad varmeanlæg og varmtvandsledninger, det kan være under gulve i indskudsleret, man kan også finde dem i borebillers gange i træværk; man har fundet en koloni i et knivskaft og en anden i en brevmappe. Særlig foretrukne er lagerrum med kolonialvarer, bagerier, konditorier og køkkener. I hoteller kan den undertiden være en prøvelse både i restaurationerne og på værelserne, det samme er tilfældet på hospitaler, og heller ikke private ejendomme går fri. Insektsamlinger kan ligeledes være genstand for deres interesserede besøg, der oftest sætter sig de sørgeligste spor. På disse lokaliteter kan man finde deres reder i stort antal. De er meget stærkt befolkede og indeholder mange uvingede hunner, der løber omkring mellem arbejderne og lægger æg af og til, hvor det kan kan lade sig gøre, men æggene opsamles straks af arbejderne. Myrerne færdes langs ganske bestemte veje, som det er meget vanskeligt at få dem til at forandre; de er livlige i deres bevægelser, hvad der især gælder hannerne, der ofte tager vingerne til hjælp. De er overordentlig dygtige til at finde skjulte fødevarer, og de er meget grådige og får hurtigt bugt med kød, brød, frugt, sukker og fedt, og små dyr skeletterer de hurtigt og grundigt. Vingede hunner findes især i rederne i september og oktober; hannerne kommer sjældent tidligere end i slutningen af juni, i oktober er de talrigst, og i november forsvinder de igen. Parringen sker sandsynligvis i reden.

Faraomyren stammer vist nok fra Indien, hvor man kender den fritlevende som tyvemyre hos andre myrer og hos termitter. Ved skibsfarten, ved forsendelser af varer, planter og dyr (til zoologiske haver) er den så blevet slæbt ind i alle varme og tempererede lande på jorden og optræder nu som et alvorligt skadedyr i huse i de fleste større byer. I Danmarks større byer er den ret udbredt.