LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Myrer
Myrer

Myre
Klassifikation:
Arter:
    Monomorium
    Den meget artsrige slægt (over 300 arter) er udbredt over varme og tempererede lande i hele verden. Hos os er der kun truffet en enkelt kosmopolitisk art, som i modsætning til sine slægtninge holder til i huse.
  • (Monomorium antarcticum)
  • (Monomorium bidentatum)
  • (Monomorium chinense)
  • (Monomorium delabiei)
  • (Monomorium dentatum)
  • (Monomorium denticulatum)
  • (Monomorium effractor)
  • (Monomorium fieldi)
  • (Monomorium hospitum)
  • (Monomorium inquilinum)
  • (Monomorium inusuale)
  • (Monomorium kondratieffi)
  • Lille sort myre (Monomorium minimum)
  • (Monomorium monomorium Bolton)
  • (Monomorium noualhieri)
  • (Monomorium pergandei)
  • Faraomyre (Monomorium pharaonis)  
  • (Monomorium santschii)
  • (Monomorium smithi)
  • (Monomorium talbotae)
  • Øvrige slægter:
  • Herkulesmyre (Camponotus herculeanus)
  • Kæmpemyre (Camponotus ligniperda)
  • Nordlig skovmyre (Formica aquilonia)
  • Grå klitmyre (Formica cinerea)
  • Brun slavemyre (Formica cunicularia)
  • Rød hedemyre (Formica exsecta)
  • Sort slavemyre (Formica fusca)
  • Mosemyre (Formica picea)
  • Lille skovmyre (Formica polyctena)
  • Hede skovmyre (Formica pratensis)
  • Rød skovmyre (Formica rufa)
  • Rød slavemyre (Formica rufibarbis)
  • Blodrød rovmyre (Formica sanguinea)
  • Stubmyre (Formica truncorum)
  • Uralmyre (Formica uralensis)
  • Blank gæstemyre (Formicoxenus nitidulus)
  • Røvermyre (Harpagoxenus sublaevis)
  • Kompostmyre (Hypoponera punctatissima)
  • Hedemyre (Lasius alienus)
  • Brun træmyre (Lasius brunneus)
  • Gul engmyre (Lasius flavus)
  • Orangemyre (Lasius fuliginosus)
  • Sort havemyre (Lasius niger)
  • Sandjordsmyre (Lasius psammophilus)
  • Gul jordmyre (Lasius umbratus)
  • Barkmyre (Leptothorax acervorum)
  • Mørk stikmyre (Myrmica lobicornis)
  • Korttornet stkmyre (Myrmica rubra)
  • Almindelig stikmyre (Myrmica ruginodis)
  • Sandstikmyre (Myrmica rugulosa)
  • Hedestikmyre (Myrmica sabuleti)
  • Engstikmyre (Myrmica scabrinodis)
  • Tragtstikmyre (Myrmica schencki)
  • Stor stikmyre (Myrmica sulcinodis)
  • Tyvemyre (Solenopsis fugax)
  • Skyggemyre (Stenamma debile)
  • Græstørvmyre (Tetramorium caespitum)
  • (Aenictus abeillei)
  • (Aenictus alluaudi)
  • (Aenictus alticola)
  • (Aenictus ambiguus)
  • (Aenictus anceps)
  • (Aenictus annae)
  • (Aenictus aratus)
  • (Aenictus artipus)
  • (Aenictus arya)
  • (Aenictus asantei)
  • (Aenictus asperivalvus)
  • (Aenictus bakeri)
  • (Aenictus bayoni)
  • (Aenictus binghami)
  • (Aenictus biroi)
  • (Aenictus bottegoi)
  • (Aenictus brazzai)
  • (Aenictus brevicornis)
  • (Aenictus buttelreepeni)
  • (Aenictus buttgenbachi)
  • (Aenictus camposi)
  • (Aenictus certus)
  • (Aenictus ceylonicus)
  • (Aenictus chapmani)
  • (Aenictus clavatus)
  • (Aenictus clavitibia)
  • (Aenictus congolensis)
  • (Aenictus cornutus)
  • (Aenictus crucifer)
  • (Aenictus currax)
  • (Aenictus decolor)
  • (Aenictus dentatus)
  • (Aenictus dlusskyi)
  • (Aenictus doryloides)
  • (Aenictus eugenii)
  • (Aenictus exilis)
  • (Aenictus feae)
  • (Aenictus fergusoni)
  • (Aenictus foreli)
  • (Aenictus furculatus)
  • (Aenictus furibundus)
  • (Aenictus fuscipennis)
  • (Aenictus fuscovarius)
  • (Aenictus gibbosus)
  • (Aenictus gleadowii)
  • (Aenictus gracilis)
  • (Aenictus grandis)
  • (Aenictus hamifer)
  • (Aenictus hilli)
  • (Aenictus hottai)
  • (Aenictus humeralis)
  • (Aenictus huonicus)
  • (Aenictus icarus)
  • (Aenictus idoneus)
  • (Aenictus inconspicuus)
  • (Aenictus jacobsoni)
  • (Aenictus javanus)
  • (Aenictus laeviceps)
  • (Aenictus latifemoratus)
  • (Aenictus latiscapus)
  • (Aenictus leliepvrei)
  • (Aenictus lifuiae)
  • (Aenictus longi)
  • (Aenictus luteus)
  • (Aenictus luzoni)
  • (Aenictus mariae)
  • (Aenictus maroccanus)
  • (Aenictus mauritanicus)
  • (Aenictus mentu)
  • (Aenictus minutulus)
  • (Aenictus mocsaryi)
  • (Aenictus moebii)
  • (Aenictus mutatus)
  • (Aenictus nganduensis)
  • (Aenictus obscurus)
  • (Aenictus pachycerus)
  • (Aenictus peguensis)
  • (Aenictus pharoa)
  • (Aenictus philiporum)
  • (Aenictus philippinensis)
  • (Aenictus piercei)
  • (Aenictus porizonoides)
  • (Aenictus powersi)
  • (Aenictus pubescens)
  • (Aenictus punctiventris)
  • (Aenictus punensis)
  • (Aenictus rabori)
  • (Aenictus raptor)
  • (Aenictus reyesi)
  • (Aenictus rhodiensis)
  • (Aenictus rixator)
  • (Aenictus rotundatus)
  • (Aenictus rougieri)
  • (Aenictus sagei)
  • (Aenictus schneirlai)
  • (Aenictus shuckardi)
  • (Aenictus silvestrii)
  • (Aenictus soudanicus)
  • (Aenictus spathifer)
  • (Aenictus steindachneri)
  • (Aenictus sumatrensis)
  • (Aenictus togoensis)
  • (Aenictus trigonus)
  • (Aenictus vagans)
  • (Aenictus vaucheri)
  • (Aenictus villiersi)
  • (Aenictus weissi)
  • (Aenictus westwoodi)
  • (Aenictus wroughtonii)
  • (Aneuretellus deformis)
  • (Acanthostichus brevicornis)
  • (Acanthostichus femoralis)
  • (Acanthostichus fuscipennis)
  • (Acanthostichus kirbyi)
  • (Acanthostichus laticornis)
  • (Acanthostichus niger)
  • (Acanthostichus quadratus)
  • (Acanthostichus sanchezorum)
  • (Acanthostichus serratulus)
  • (Acanthostichus skwarrae)
  • (Acanthostichus texanus)
  • (Aenictogiton attenuatus)
  • (Aenictogiton bequaerti)
  • (Aenictogiton elongatus)
  • (Aenictogiton emeryi)
  • (Aenictogiton fossiceps)
  • (Aenictogiton schoutedeni)
  • (Aenictogiton sulcatus)
  • (Aneuretus simoni )
  • (Apomyrma stygia)
  • (Archaeopone kzylzharica)
  • (Archaeopone taylori)
  • (Armania robusta)
  • (Armaniella curiosa)
  • (Calyptites antediluvianum)
  • (Cretopone magna)
  • (Cyphomyrmex auritus)
  • (Cyphomyrmex bicarinatus)
  • (Cyphomyrmex bicornis)
  • (Cyphomyrmex bigibbosus)
  • (Cyphomyrmex bruchi)
  • (Cyphomyrmex castagnei)
  • (Cyphomyrmex cornutus)
  • (Cyphomyrmex costatus)
  • (Cyphomyrmex daguerrei)
  • (Cyphomyrmex dixus)
  • (Cyphomyrmex faunulus)
  • (Cyphomyrmex flavidus)
  • (Cyphomyrmex foxi)
  • (Cyphomyrmex hamulatus)
  • (Cyphomyrmex kirbyi)
  • (Cyphomyrmex laevigatus)
  • (Cyphomyrmex lectus)
  • (Cyphomyrmex lilloanus)
  • (Cyphomyrmex longiscapus)
  • (Cyphomyrmex major)
  • (Cyphomyrmex minutus)
  • (Cyphomyrmex morschi)
  • (Cyphomyrmex nemei)
  • (Cyphomyrmex nesiotus)
  • (Cyphomyrmex occultus)
  • (Cyphomyrmex olitor)
  • (Cyphomyrmex paniscus)
  • (Cyphomyrmex peltatus)
  • (Cyphomyrmex plaumanni)
  • (Cyphomyrmex podargus)
  • (Cyphomyrmex rimosus)
  • (Cyphomyrmex salvini)
  • (Cyphomyrmex strigatus)
  • (Cyphomyrmex transversus)
  • (Cyphomyrmex vallensis)
  • (Cyphomyrmex vorticis)
  • (Cyphomyrmex wheeleri)
  • (Dolichomyrma latipes)
  • (Dolichomyrma longiceps)
  • (Mianeuretus mirabilis)
  • (Paraneuretus longicornis)
  • (Paraneuretus tornquisti)
  • (Petropone petiolata)
  • (Poneropterus sphecoides)
  • (Protaneuretus succineus)
  • (Pseudarmania aberrans)
  • (Pseudarmania rasnitsyni)
  •   med mange flere
Myrer (Formicidae), insektfamilie af de årevingedes orden. Mere end 12.500 arter fra estimeret mere end 22.000 arter er blevet klassificeret.

Myrerne er særdeles let at genkende også for folk uden entomologiske forkundskaber og giver kun undtagelsesvis lejlighed til forveksling med andre insekter; undertiden kan de dog ved en overfladisk betragtning forveksles med forskellige vingeløse snyltehvepse eller galhvepse, men ved nærmere eftersyn vil man finde, at disse mangler de for myrerne så karakteristiske stilkknuder; myrerne har nemlig mellem forkrop og bagkrop et eller to led, der enten er knudeformede eller skælformede, mens der hos de nævnte småhvepse altid kun er en simpel stilk.

Af myrernes bygning fremhæves særlig følgende træk.
Et eller to af bagkropssegmenterne (2. eller 2. og 3.) er sondrede ud fra de øvrige, blevne slanke og tynde og tillader som følge heraf en overordentlig stor bevægelighed mellem brystet og den øvrige del af bagkroppen; disse to segmenter er på rygsiden udstyrede med skæl- eller knudeformede opsvulmninger, ofte med lydgivende organer; kindbakkerne er stillede ganske frit og uden forbindelse med de øvrige munddele; mens de fleste insekter i almindelighed, når de spærrer kindbakkerne ud, samtidig lukker de andre munddele op og åbner munden, er denne hos myrerne, med undtagelse af det tidspunkt, når de spiser, altid lukket; kæber og underlæbe er nemlig rettede opad, mens overlæben hænger ned over disse, hvorved de sammen dækker for mundspalten; herved bevirkes, at mandiblerne kan spærres ud, uden at munden lukkes op; på dette forhold beror atter mandiblernes brug som gribeorganer og angrebsvåben. Antennerne er i almindelighed knæede; forreste benpar er ofte udstyrede med børsteformede kæmme- og rensningsapparater. Hunnerne og arbejderne er forsynede med giftapparat bestående af en giftblære, hvis gift sprøjtes ud, og som, idet bagkroppen bøjes ind under legemet, kan gydes ind i det sår, kindbakkerne har bidt; hos talrige former findes tillige en bråd, der står i forbindelse med giftblæren, og som bruges som stikkeapparat, hvorigennem, i så fald giften ledes.

Boliger
Et fællestræk for alle myrers boliger i modsætning til de fleste øvrige sociale årevingede (bier og hvepse) er, at myrer ikke konstruerer særlige celler. De anlægges i almindelighed i jorden og består af et større midtparti opfyldt af talrige kamre, fuldkomment uregelmæssige af form og beliggenhed og indbyrdes forbundne ved et virvar af gange; ingen som helst bygningsplan eller orden lader sig påvise. Ofte opføres der over midterpartiet tueformede forhøjninger, snart dannede af opkastet jord, snart af sammenslæbt materiale, grannåle et cetera (Rød skovmyre). Reden står i forbindelse med omverdenen gennem talrige åbninger (der hyppig lukkes om natten), hvis plads ikke altid er konstant, og hvorved der i almindelighed er vagthold. Fra reden udstråler talrige, snart underjordiske, snart overjordiske, undertiden dækkede gange til det omgivende terræn; man har iagttagelser, der tyder på, at de store samfunds levetid strækker sig over flere menneskealdere. En del boer opstår ved uddybning af huler, der senere udfyldes med materiale, hvori da kamrene dannes; andre graver i det forhåndenværende materiale deres kamre og gange, og atter andre opmurer ved hjælp af vand, særlig regnvand, og spyt i naturlige og udbedrede huler deres reder. Et stort antal bygger i hule træer, træstubbe et cetera, andre i levende træers hule grene og så videre og indgår herved i et symbiotisk forhold med det træ, hvori reden er anlagt. Andre spinder træernes blade sammen og anvender hertil snart sekreter fra arbejdernes spytkirtler, snart er det larverne, der leverer dette; i så fald sker sammenspindingen, idet arbejderne hver med en Larve i kindbakkerne lader larverne fæstne spindetråden fra bladrand til bladrand; en del anlægges som små, kun nogle centimeter store spundne reder ude på palmeblade et cetera. Talrige myrer, vandremyrerne, har ikke faste bopæle, men opfører under marchen foreløbige boer i jordhuler et cetera, som de derpå efter nogen tids forløb forlader. De anlægges på det tidspunkt, da stammens kønsliv gør sig gældende; hele flokken hænger da i en stor klump ned fra hulens loft; dybest i klumpen igennem hvilken der går gange ind til det indre, findes larver og pupper; når alle larverne er blevet til pupper, begiver truppen sig atter på vandring. Ofte slutter de enkelte boer sig sammen i større myrebyer. Tuernes højde kan stige til 2 meter, det af samfundet inddraget terræn til flere hundrede kvadratmeter.

Ernæring
Myrernes ernæring er af yderst forskellig beskaffenhed. For talrige former består den vigtigste næring i væsker, navnlig stærkt sukkerholdige, som de henter fra væskende stubbe og træstammer, fra blomsterne og bladluskolonier, og desuden sådanne, som udsuges af de ådsler, de finder på deres vej, eller af mindre dyr, som de lammer og dræber med deres gift; fra boet udstråler gange i alle retninger, og ad disse drager altid en udadførende og indadførende strøm ved siden af hinanden, den ene af sted efter næringsmidler, den anden hjemvendende med sådanne. Næringsvæskerne pumpes ind i munden og ned i kroen, der således fyldes. Den således erhvervede næring kommer ikke alene erhververen selv til gode, men gylpes delvis op og læsses ved ankomsten til tuen over på andre individer, der atter fordeler den videre til boets forskellige beboere; den stadig gennem madning cirkulerende næringsvæske er et af myresamfundenes mest ejendommelige fænomener og af overordentlig betydning for samfundene; ofte slæbes større ofre hele hjem til tuen, hvor de da udsuges. At bladlusene som ernæringsdyr spiller stor rolle for myrerne, er velkendt; ofte går der fra tuerne veltrådte gange, der endog kan være overhvælvede, ud til de på buske og grene stationerede bladluskolonier. Også mange nordiske former, holder bladlusene nede i tuerne, installerer dem i særlige kamre og giver dem til næring rødder, på hvilke de suger; også andre insekter tjener på lignende måde myrerne som malkekøer. Det ovenfor omtalte fænomen, at føden ved ankomsten til tuen hældes over på andre individer, er hos den amerikanske honningmyre specialiseret således, at der i tuerne findes særlige arbejdere, på hvem næringsvæskerne - i dette tilfælde en honning, der stammer fra en lille galledannelse på egetræer - hældes over. Disse arbejderes bagkrop svulmer ganske kolossalt op; dyrene bevæger sig yderst lidt og findes ophængte i taget af et særligt kammer. Man har formodet, at disse arbejdere, der i virkeligheden fungerer som beholdere, tømmes for indhold på tidspunkter, da næringsmidlerne ikke tilflyder kolonien så rigelig, som ønskeligt var.

De såkaldte høstende myrer fra Sydeuropa og Nordamerika danner store underjordiske reder, i hvis særlig isolerede kamre store forrådsmagasiner af korn, frø et cetera opbevares; de kolossale reder angives at strække sig over enorme arealer og gå i en dybde af 1-2 meter; for en amerikansk forms vedkommende er det påvist, at arbejderne skiller avnerne fra og af dem danner en særlig lille »køkkenmødding« uden for boet. Videst går Texas’ »høstmyrer«, der angives på særlige marker, som de luger, at så og høste bestemte kornsorter. Andre kolossale forrådsmasser samles af de frygtede bladskærende myrer. Fra deres store underjordiske boer skyder deres ofte underjordiske galerier ud til de træer, som de er i færd med at afløve; arbejderne vandrer ud, afbider stykker af bladene og bærer dem hjem, hvor de modtages af andre, sønderdeles, tygges og omdannes til kugler, opmagasinerede i særlige forrådskamre; disse bladmasser udgør ikke selv myrernes næring, men på dem dyrker de en svamp; denne svamp hindres ved dyrkningen i at danne conidier, men fremkalder under den og, som det synes, som følge af denne kugleformede opsvulmninger af Mycelium; det er disse, der tjener myrerne til næring. Flere af de i de myrmekofile planter boende former lever af særlige stoffer, som disse planter synes at byde deres beboere. Visse former, for eksempel vandremyrerne og andre, kan betegnes som rovdyr, der griber hvert bytte på deres vej.

Myresamfundets individtyper
Sædvanligvis træffer man hos insekter som hos langt de fleste andre dyr kun to slags individer inden for hver art, nemlig hanner og hunner, kun hos de færreste kan en af disse grundtyper eller begge regelbundent optræde i to eller flere skarpt adskilte former, enten sammen eller også som afkom af hinanden; dette fænomen, polymorfien, er imidlertid typisk for myrerne.


Kæmpemyre (Camponotus ligniperda)
Hun (A), han (B) og arbejder (C)
  
De tre hovedtyper er hanner, hunner og arbejdere, men hver af disse kaster kan mere eller mindre normalt optræde i et antal forskellige skikkelser. Hannerne (♂) er normalt mere hvepselignende end de andre, de har slankere krop, hvor stilkknuderne er lavere, og hvor der er et led mere i bagkroppen; deres hoved er relativt lille, men med meget store øjne og oceller og med forholdsvis svagt udviklede munddele; følehornene har som regel et led mere, deres skaft er kortere, undertiden meget kortere end hos hunner og arbejdere, og svøben er slank, højst svagt fortykket mod spidsen. Som regel er hannerne lidt større end arbejderne og næsten altid mindre end hunnerne. Foruden denne hovedtype kan findes nedenstående former, dog mindre udbredt.
1. Doryloide hanner (dorylaner), der ikke forekommer her i landet, er den særlige hanform til visse tropiske arter (vandremyrerne, dorylus).
2. Gynækomorfe hanner (gynaecaner) er hunlignende hanner, som forekommer typisk hos Anergates.
3. Ergatomorfe eller ergatoide hanner (ergataner) er hanner, der ligner arbejderne, og som ofte er meget vanskelige at skelne fra disse; de er vingeløse og forekommer kun undtagelsesvis hos arter, der også har normale, vingede hanner; blandt de danske myrer findes denne hanform hos Ponera punctatissima og hos Formicoxenus.

Dertil kan man så yderligere lejlighedsvis finde kæmper og dværgindivider, samt abnormiteter af forskellig art, dels opstået ved entoparasitisme, dels ved kønforstyrrelser; man kan for eksempel finde dyr, der har hankarakterer på den ene side og hun- eller arbejderkarakterer på den anden eller blot i mindre sektorer af legemet.

Hunnerne (♀) er som regel større end de andre kaster, undertiden meget større. Normalt er de vingede ligesom hannerne, men de kaster vingerne efter befrugtningen; de er gennemgående tungt byggede; ingen af deres sanser er reducerede, men de opnår heller ikke nogen særlig stor udvikling. Foruden lignende abnormiteter, som er nævnt for hannernes vedkommende, kan man finde følgende 4 afvigende former.

1. Mikrogyner, dværghunner, forekommer mere eller mindre hyppigt hos en række slægter, hvoriblandt Myrmica, Leptothorax, Formica, Formicoxenus og Pheidole.
2. Doryloide hunner forekommer ikke her i landet; det er den særlige hunform til visse tropiske arter (vandremyrerne, dorylus).
3. Ergatomorfe eller ergatoide hunner (ergatogyner) er arbejderlignende hunner; de er vingeløse og minder også i bygning af øjne og krop mere om arbejdere end om hunner; hos nogle myrer finder man dem sammen med normale hunner, men hos andre er de den eneste hunform; de er blandt andet fundet hos slægterne Ponera og Polyergus.
4. Pseudogyner er vingeløse, sjældnere kortvingede hunner, men i øvrigt har de som regel omtrent normal hunskikkelse med veludviklet mesothorax og omtrent de samme farver. Det er et sygeligt fænomen, som rimeligvis står i forbindelse med tilstedeværelsen af bestemte myregæster (Lornechusa, Atemeles og den nordamerikanske Xenodusa, der alle er rovbiller).

Også blandt arbejderne (☿) gør der sig en betydelig udviklingsforskel gældende. For det første har man tuer, hvor arbejderne kun er lidt forskellige indbyrdes og omtrent lige så store som hunnerne; det er den typiske arbejdermyre og vistnok tillige den mest primitive; det er den primært monomorfe type, der her i landet findes hos de meget primitive poneriner samt hos en del myrmiciner, dolichoderiner og formiciner. Denne type går jævnt over i en lidt videre udviklet type, hvor der er tydelig og ofte meget stor forskel i størrelsen på de største og de mindste arbejdere, det første stadium af polymorfi inden for arbejderkasten, den ukomplette polymorfi, hvor alle mellemstørrelser findes, så man endnu ikke kan opstille veladskilte underkaster; således er forholdet her hjemme blandt andet hos Camponotus. Hos mange former er de mellemstore arbejdere imidlertid forsvundet, således at der opstår en udtalt dimorfi; der er små individer, der har overtaget alle den oprindelige arbejders funktioner, og store individer, der ofte afviger en del fra den almindelige arbejdertype, de har blandt andet som regel en særlig kraftig udvikling af hoved og kindbakker; disse specialarbejdere, soldaterne, har særlige opgaver i myresamfundet, som de forsvarer mod angreb, ikke mindst fra andre myrer; blandt de i Danmark fundne slægter er Pheidole den eneste, der har soldater, og her har de tillige en anden opgave, der endda er den vigtigste, nemlig at findele de forskellige fødeemner, som de egentlige arbejdere da kan transportere hjem til boet. Soldaterne kaldes også for denergater, og overgangsformer mellem typiske soldater og typiske arbejdere kaldes desmergater. Men også de store arbejdere, soldaterne, kan mangle, således at vi får et samfund, hvor arbejderne sekundært er monomorfe, men hvor de er meget små i forhold til hunnerne; denne type er meget udpræget hos Solenopsis, men findes også hos Monomorium og andre. En sådan størrelsesforskel mellem hunner og monomorfe arbejdere behøver dog ikke at skyldes, at arbejderne er blevet særlig små, den kan også som for eksempel hos mange Lasiusarter skyldes en særlig kæmpevækst hos hunnerne, således at arbejderne ganske vist faktisk er betydelig mindre end hunnerne, men ikke desto mindre alligevel er primært monomorfe, Hos ganske enkelte former, deriblandt Anergates, mangler endelig arbejderkasten helt, og arten er helt overladt til at snylte på artsfremmede myrers arbejde. Inden for arbejderkasten findes desuden nedenstående former mere eller mindre regelmæssigt.

1. Macroergater, der er unormalt store eksemplarer hos i øvrigt monomorfe arter; de forekommer oftest i særlig individrige samfund.
2. Microergater, der er unormalt små eksemplarer hos iøvrigt monomorfe arter; de forekommer ofte i samfund, hvor der tillige er macroergater; endvidere tilhører en huns første afkom i en nygrundet koloni ofte denne type.
3. Gynækoide arbejdere, der er i øvrigt normale arbejdere med noget opsvulmet bagkrop; de opstår ved særlig pleje i reder, hvor hunner mangler, og er i stand til at lægge æg. Denne form for dimorfi er rent temporær og ophører, når boet igen har fået en normal hun.
4. Plerergater er honningbærere, en arbejdertype, der er temporær, og som ikke findes hos nogen indenlandsk art.
5. Pterergater, der er arbejdere med vingerudimenter, er meget sjældne; de er blandt andet fundet hos Myrmica.