LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Danmark            Danmarks dyreverden           Danmarks dagsommerfugle           Dagsommerfugle        


Dagpåfugleøje
Dagpåfugleøje
Klassifikation:
Art:
Inachis io
(Carl von Linné, 1758)
Fakta:
Levested
 - Geografi
 - Biotop

?
Åbne og solrige steder
Larvens fødeBrændnældeblade
Længde
 - vingefang
? cm
40-60 mm
Dagpåfugleøje (Inachis io) har fået sit navn efter sine pletter på vingerne, der ligner øjne.

Udbredelse
Dagpåfugleøje vil helst leve på åbne og solrige steder i skovområder, træbevoksede bredder, fugtige enge, brakmarker, beskyttede kløfter med buske og små træer. De overvintrende sommerfugle og larver, overvintrer i kølige og mørke steder som for eksempel hule træer, brændestabler, skure, spalter i sten og stengærder.

De første sommerfugle, i Danmark, ses allerede i starten af marts. De første nye eksemplarer dukker op omkring 20. juli. I september bliver der færre sommerfugle, nu finder de steder at overvintre. Dagpåfugleøjen kan vandre over forholdsvis store afstande - op til flere hundrede kilometer - derfor kan man af og til møde den på Færøerne, selvom den ikke almindeligvis er hjemmehørende der.

Udseende
Dagpåfugleøje har, som alle insekter, et modstandsdygtigt ydre skelet »hudskelet«. Kroppen er opdelt i tre afsnit: hoved, bryst og bagkrop. Hovedet har store øjne og bærer følehorn, hvor der findes masser af lugte- og sanseorganer, og munddelene. Den har en lang sugesnabel, og når den ikke bruger den, ruller den snablen op som en urfjeder. Snablen gemmes af et par behårede, leddelte vedhæng, som hedder »palperne«. Gennem snablen kan den opsuge flydende næring for eksempel fra blomsternektar eller fra knækkede træer, hvor der kommer saft ud af og også fra nedfaldne frugter.

Brystet bærer to par vinger og tre par leddelte ben, og det er koden til de kraftige flyvemuskler. Hver vinge bliver mere stiv, fordi at bitte små rør, som kaldes »ribber« gør dem stivere. Hos alle dagsommerfugle danner ribberne en ramme om et centralt vingefelt, som kaldes »midtcellen« (den kaldes også »diskalcellen« eller bare »cellen«). Vingens tegningsmønster spiller en stor rolle for artsbestemmelsen, og af hensyn til beskrivelsen af de enkelte træk, er det nemmest at inddele vingen i forskellige felter, så som roden, diskalen, postdiskalen, submarginalen.

Farverne på vingerne kan være pigmenter i skællene, eller de kan skyldes en speciel opbygning af skælvæggene, det vil sige de er »strukturfarver« (det gælder specielt metalliske farver). Farvemønstrene kan camouflere sommerfuglen i hvilestilling, eller de kan virke afskrækkende over for dens fjender (dagpåfugleøjens øjetegning). Farvemønstrene spiller også en stor rolle for genkendelse af han- og hun-køn. Iøvrigt har mange af dagsommerfugles hanner striber eller pletter af specielle duftskæl, hvis duft virker stimulerende på hunnen.

Størstedelen af bagkroppen er udfyldt af tarmkanalen og kønsorganer. Bagkroppen på hunnen er normalt større end hannens, og i det hele taget er hunnen størst af de to køn hos de fleste sommerfugle.

Livscyklus
Den får et kuld æg om året normalt i juni/august, men går til overvintring mellem sidst i juli og først i oktober, men det kommer an på vejret. Den flyver igen efter overvintring i marts/maj.

Larvens foderplanter
Larven lever mest af brændnældeblade, de voksne dagpåfugleøjer suger nektar af forskellige blomster, for eksempel tidsler (kærtidsel, agertidsel og burre), hjortetrøst, mælkebøtte og pil og sommerfuglebuske i haver.

Forsvar
Dagpåfugleøjen har et ekstra kort på hånden over for fjender ud over de store forvirrende øjepletter på vingerne. Sommerfuglen kan sige lyde! Ved at gnide bagvingerne mod forvingerne kan den frembringe en hidsig hvæsen og lavfrekvente lyde, der skræmmer fjender som mus og flagermus.