LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Krybdyr
Krybdyr

Grøn vandagame
Klassifikation:
  • Rige: Dyr (Animalia)
  • Række: Rygstrengsdyr (Chordata)
  • Klasse: Krybdyr (Reptilia)
Ordner:
Krybdyr (Reptilia), en klasse af hvirveldyr, der i ydre habitus minder mest om padderne, men ved indre bygningsforhold slutter sig nærmest til fuglene.

Det er koldblodede dyr, der hele livet igennem ånder ved lunger, og hvis legeme er bedækket med skæl eller skjolde. Skelettet er fuldstændig forbenet og ribbene vel udviklede. En enkelt nakkeledknude er til stede.

De lægger enten æg eller føder unger, som de ikke giver die. Ligesom hos fugle og pattedyr er fostret omgivet af hinder.

Morfologi
Krybdyrs legemsform er overordentlig forskellig, navnlig når de uddøde former tages med i betragtning. Selve navnet krybdyr kan kun siges at være nogenlunde træffende, hvis man tænker på de nulevende former alene. Blandt de uddøde var der mangfoldige, hvis bevægelser langtfra kunne karakteriseres som en kryben; nogle bevægede sig som fugle i luften, andre som havets fisk og atter andre som pattedyrene, nogle endogså som kænguruen på bagbenene alene, i hop eller spring.

Som den mest typiske legemsform for nutidens krybdyr kan øgleformen betragtes. Kroppen er her langstrakt, lemmerne temmelig små og svage, således at bugen skydes hen ad jorden, halen er kraftig og spiller gerne ligesom selve kroppen en ret betydelig rolle som bevægelsesredskab. Fra øgleformen er der de jævneste overgange til slangeformen og fra denne igen til ormslangernes og ormøglernes ormeform, hvor kroppen omtrent er lige tyk overalt, og halen meget kort eller næsten manglende. Mere isoleret står skildpaddeformen med den korte og brede krop og den lange, bevægelige hals.

Krybdyrs hud er hård og fast, hvad der dels er en følge af, at overhuden er forsynet med et vel udviklet hornlag, dels hyppig skyldes forbeninger i læderhuden. De såkaldte skæl er flade, regelmæssig stillede hudvorter, hvis overflade dækkes af forholdsvis tykke hornplader, mens hornlaget i furerne mellem skællene er tyndt. I nogle tilfælde viser skællene sig som små runde vorter af forskellig størrelse, såkaldte grynskæl (gekkoer, kamæleoner), men i reglen er skællene bagtil trukket ud og dækker som tagsten over den forreste del af det følgende.

Hos krokodiller og skildpadder er hornpladerne meget store, og da der tillige findes betydelige forbeninger i læderhuden, dannes der hos mange af disse et stærkt panser om kroppen.

Krybdyrs tæer er forsynede med krumme kløer; Horndannelser, der omgiver de yderste tåled. Hudens farve skyldes pigment, der optræder både i læderhuden og i overhudens dybere lag. Hudkirtler forekommer temmelig hyppig både hos øgler, skildpadder og krokodiller.

Skelettet består hos det voksne dyr aldeles overvejende af benvæv; rygstrengen (Chorda) forsvinder undtagen hos gekkoerne. I almindelighed er hvirvellegemerne hos nutidens krybdyr hule fortil og hvælvede bagtil (procoele), sjælden hule både for og bag (gekkoer). Hvirvelsøjlen består i reglen af flere ved adskilte afsnit: Hals-, bryst-, bækken- og halehvirvler. Undertiden kan der skelnes særlige lændehvirvler uden ribben. Hos slangerne og de slangelignende øgler, der mangler brystben, er der ribben på alle legemets hvirvler med undtagelse af første halshvirvel. Også hos krokodiller og øgler bærer halshvirvlerne ribben, som dog er temmelig korte. Brystribbene er delte i et øvre benet og et eller to nedre bruskede partier. Fra det øvre afsnit udgår undertiden ligesom hos fuglene en bagudrettet forlængelse (krokodiller). Bækkenhvirvlerne, af hvilke der hos nulevende krybdyr kun findes 2, bærer sjælden ribben. Foruden et rudedannet, pladeformigt brystben har krybdyr i reglen et forbrystben. Hos krokodiller findes et system af uægte ribben, dannede i bindevævet. Hovedskallens bygning stemmer nærmere overens med fuglenes end paddernes, og navnlig er forbeningerne i primordialkraniet langt fuldstændigere end hos disse sidste. Ved hjælp af en uparret - ofte tredelt - nakkeledknude er hovedet indleddet på første halshvirvel.

Hyppig er hjernekassen mellen øjehulerne sammentrykt og danner en lodret plade bestående af brusk eller fibrøst bindevæv. I den del af hjernekassen, der ligger foran denne plade, findes lugteorganerne, i partiet bagtil har hjernen sin plads. I hjernekassens basis dannes der foran undernakkebenet et vel udviklet bagkileben. Pande- og isseben er snart parrede, snart uparrede, skælbenet (squamosum) er temmelig stort. Selvstændige laterale begrænsningsknokler (kilebensvinger) for den forreste del af hjernekassen mangler, men erstattes ofte af nedadrettede forlængelser fra pande- eller isseben. Mellem- og overkæbeben slutter sig nøje til hjernekassen. Hertil slutter sig også et vel udviklet ledben med ledflade for underkæben. Underkæben er hos fugle og padder dannet af flere selvstændige ben, i det højeste 6 i hver kæbehalvdel. Hos krokodillerne er underkæben og flere af de bageste hovedskalsknogler hule og fyldte med luft. Lemmerne hos krybdyr er højest forskellig udviklede. Undertiden mangler de fuldstændig (de fleste slanger, nogle snoge- og ormøgler), men i de fleste tilfælde er begge par lemmer til stede og forsynede med dog 5 tæer.

Nervesystemet hæver sig betydelig over paddernes, men det er dog langt mindre centraliseret end hos pattedyr og fugle. (Mens et menneskes hjerne udgør omtrent 1/40 af hele legemets vægt, er forholdet mellem hjernens og legemets vægt hos skildpadderne omtrent som 1/1850) Den store hjernes halvkugler dækker delvis mellemhjernen. Mens den lille hjerne endnu hos slanger og øgler er svagt udviklet, har den hos krokodillerne en ret anselig størrelse og minder i sin bygning om fuglenes. Lugteorganerne er stærkest udviklede hos krokodiller og skildpadder. Næsehulerne er rummelige, slimhinderne støttes af anselige muslingeben. Hos slanger og øgler forekommer foruden de to næsehuler et eget uparret lugteorgan, hvis nerve udspringer fra ende af Lobus olfactorius. De indre næsebor åbner sig i reglen langt fortil i munden og fortsætter sig ofte som en rende bagtil langs overkæbe-, gane- og vingeben. Hos krokodillerne støder denne rendes rande sammen, hvorved der dannes et rør, der udmunder langt bagtil i mundhulen.

Krybdyrs øjen er i reglen forsynede med et øvre og et nedre øjelåg, af hvilke det sidste er mest bevægeligt. Hos gekkoer, ormøgler og slanger findes dog ikke særlige sondrede øjelåg, men øjet er her dækket af en gennemsigtig urglasformig kapsel, der er adskilt fra hornhinden ved et vædskefyldt rum. Nogle folder far årehinden, der rager ind i glaslegemet, svarer til »kammen« i fuglenes øje og til ligamentum falciforme i fiskenes. En blinkhinde, der optræder i den indre øjekrog, ledsages stedse af en kirtel. Foruden de to parrede øjne har man i nyere tid hos mange øgler fundet et uparret organ, som man har anset for et ufuldkomment tredje øje, isseøjet. Det står i forbindelse med kongelen (en opadgående forlængelse fra hjernens andet afsnit) og ligger i et lille hul i issebenet eller på grænsen mellem dette og pandebenet. Det ser ud som en blære, hvis øverste væg er linseformig fortykket, og hvis nedadvendte del er stærkt pigmenteret. Sandsynligvis har dette isseøje hos mange fossile krybdyr (og padder), hvis issehul var meget anseligt, været stærkt udviklet. Muligt er det, at det med den fremskridende stærkere differentiering af de parrede øjne gradvis har tabt sin betydning.

I høreorganet viser sneglen sig som en lidet fremtrædende udposning. Kun hos krokodillerne har den form som et anseligt lukket rør. En trommehule mangler hos hatteria, slanger og lemmeløse øgler, men findes hos de øvrige krybdyr. En høreknogle, der ligner paddernes, optræder stedse. Den slutter sig med den ene ende til forgårdens ovale vindue og hæfter sig ved den andent til trommehinden, for så vidt denne findes. Som et første anlæg til et ydre øre kan man betragte en huldklap, der hos krokodillerne lægger sig hen over trommehinden.

Om smagsorganerne hos krybdyr vides ikke meget. De synes ingelunde altid at være knyttede til tungen. I mundhulen hos slanger findes sanseorganer på små papiller, hos øgler i små gruber.