LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Saltvandskrokodille
Saltvandskrokodille
Klassifikation:
Art:
Crocodylus porosus
(Schneider, 1801)

Udbredelseskort
Saltvandskrokodillen (Crocodylus porosus) er en krokodille i familien af ægte krokodiller. Det er den største af alle nulevende krybdyr, og den farligste for mennesker. Den lever i Sydøstasien og det nordlige Australien.

Voksne hanner er typisk 5 meter lange, men enkelte kan blive 6 eller 7 meter lange og veje mere end 1.000 kilogram. En normal han vejer omkring 450 kilogram. Hunner er meget mindre end hanner med en længde typisk på 2,5 til 3 meter.

Saltvandskrokodiller tilbringer normalt den tropiske regnvejrssæson i ferskvandssumpe og ferskvandsfloder. Undertiden rejser de langt til havs. Krokodillerne kæmper indædt om deres territorium, og de dominerende hanner sætter sig på de mest attråværdige strækninger. De mindre og yngre krokodiller tvinges hermed over til mere marginale flodsystemer og undertiden til havet. Dette forklarer den store distribution af dyret (fra østkysten af Indien til det nordlige Australien) samt mere sjældne opdagelser som i Det Japanske Hav. Saltvandskrokodiller kan svømme med 24-28 kilometer i timen i korte udbrud, men under normale omstændigheder svømmer de med en fart af 3-5 kilometer i timen.

Reproduktion
Saltvandskrokodiller parrer sig i den våde del af sæsonen, når vandstanden er højest. I Australien begynder hannen og hunnen deres frieri i september og oktober, og derefter lægger hunnen æg mellem november og marts. Hunnen vælger redested, og begge forældre vil forsvare redeområdet, som typisk er en strækning af kysten med tidevandsfloder eller ferskvandsområder. Reden er en bunke mudder og vegetation, der som regel måler 175 cm i længde og er 53 cm høj. Hunnen lægger typisk fra 40 til 60 æg, men nogle reder har helt op til 90 æg. Æggene måler i gennemsnit 8 til 5 cm og vejer i gennemsnit 113 gram. Dens æg er relative små, da den gennemsnitlige kvindelige saltvandskrokodille vejer omkring fem gange så meget som en ferskvandskrokodille, men lægger æg, der kun er omkring 20 % ​​større og 40 % tungere end hos de mindre arter. Selvom hunnen vogter reden i 80 - 98 dage er tabet af æg ofte højt på grund af oversvømmelser og lejlighedsvis på grund af rovdrift. Som hos alle krokodiller er kønnet hos de nyfødte bestemt af temperaturen, hvor relativ lave temperaturer producerer hunner, og høje temperaturer producerer mænd. I Australien spiler varaner ferskvandskrokodilleæg (kan spise op til 95 % af et kuld, hvis det opdages), men det er relativt usandsynligt, at den spiser saltvandskrokodilleæg på grund af årvågenheden hos den vogtende mor.

Som hos alle krokodillearter udviser hunnen en bemærkelsesværdig grad af moderlig omsorg, der ellers ikke ses hos krybdyr. Hun udgraver reden efter kald fra de nyfødte, og hun ruller blidt æg i munden for at hjælpe til med udrugningen. Hunnen vil derefter bære de nyfødte til vands, og bliver hos ungerne i flere måneder. På trods af hendes flid, er tabene af babykrokodiller højt på grund af forskellige rovdyr og andre krokodiller fra egen art. Omkring 1 % af de nyfødte vil overleve til voksenalderen. De unge krokodiller begynde at sprede sig efter cirka 8 måneder, og begynder at vise territorialadfærd når de er omkring 2,5 år gamle. Dog vil hunnerne ikke nå kønsmoden alder før efter yderligere 10 år. Saltvandskrokodiller, der overlever til voksenalderen, kan opnå en meget lang levetid, med en forventet levetid på mindst 70 år og nogle individer overstiger måske 100 år. Mens de voksne saltvandskrokodiller ikke har naturlige fjender, kan babysaltvandskrokodiller falde som bytte for firben, rovfisk, fugle, større krokodiller og mange andre rovdyr. Unge krokodiller kan også blive offer for tigre og leoparder i visse dele af deres leveområde, selv om møder mellem disse rovdyr er sjældne og katte er tilbøjelige til at undgå områder med saltvandskrokodiller.

Bid
Krokodiller har det stærkeste bid blandt nulevende dyr. En stor krokodille kan knuse et fuldvoksent oksekranium mellem dens kæber. En 5,2 m lang saltvandskrokodille er blevet bekræftet som havende den højeste bidkraft nogensinde for et dyr registreret i laboratoriumtest. Krokodillen var i stand til at anvende en bidkraftværdi på 16.000 N, og dermed blev den tidligere rekord på 9.450 N overgået. Denne var lavet af en 3,9 m lang amerikansk alligator. Tages målingerne af flere 5,2 m krokodiller som reference, blev bidkræfterne for 6 m individer anslået til 34.000 N. Undersøgelsen, ledet af Dr. Gregory M. Erickson, kastede også lys over de større, uddøde arter af krokodiller. Da krokodilleanatomi kun har ændret sig lidt i de sidste 80 millioner år kan aktuelle data om moderne krokodiller anvendes til at estimere bidkraften hos uddøde arter. En 11-12 m lang deinosuchus ville have en kraft på 103.000 N, det dobbelte af de nyeste, højere bidkraft-vurderinger af tyrannosaurus rex. Den ekstraordinære bidkraft hos krokodiller er et resultat af deres anatomi. Pladsen til kæbemusklen i kraniet er meget stor, hvilket er let synlig udefra som en bule på hver side. Muskelarten er så stiv, at den er næsten lige så hård som en knogle at røre ved og dermed fungererer den som en fortsættelse af kraniet. En anden egenskab er, at det meste af musklen i en krokodillekæbe er indrettet til at bide sammen. Trods de stærke muskler til at lukke kæben, har krokodiller ekstremt små og svage muskler til at åbne kæben. Kæberne hos en krokodille kan være forsvarligt lukket med flere lag gaffatape.

Navn
Saltvandskrokodillen har fået sit danske navn fra en direkte oversættelse af det engelske Saltwater Crocodile, hvilket især vandt igennem i 1980'erne. Denne oversættelse har efterhånden slået sig igennem i dansk sprogbrug og er blevet den almindelige betegnelse for krokodillen. Oprindelig blev den kaldt for listekrokodille eller deltakrokodille, og disse navne kan fortsat også ses anvendt, specielt i faglitteratur.