LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Skildpadder
Skildpadder

Europæisk sumpskildpadde i Zoo København
Klassifikation:
Familier:

Udbredelsekort
Blåt: Havskildpadder
Sort: Landskildpadder
Skildpadder (Testudines) karakteriseres, i modsætning til de øvrige krybdyr, af hvilke de udgør en egen orden, ved de tandløse, af skarpe hornskeder dækkede kæber, samt ved det ejendommelige skjold, der omslutter kroppen på to brede spalter nær, en forreste for hoved og forlemmer og en bageste for baglemmer og hale.

For tiden kendes cirka 300 forskellige skildpaddearter, fordelte i 13 forskellige familier; disse lader sig atter samle i 2 forskellige grupper: Lodretdrejere og sidedrejere.

Udseende
Skjoldet er hovedsagelig et hudskelet, dannet af forbeninger i læderhuden, der i reglen dækkes af stærkt forhornede plader i overhuden; dog kan de sidste mangle, således som hos læder- og hos flodskildpadderne. Hos de førstnævnte består skjoldet af talrige, mosaikagtig sammenføjede benplader og er uden forbindelse med hvirvelsøjlen og ribbenene; hos alle andre smelter derimod disse skeletdele sammen med benpladerne, hvis antal her er betydelig ringere, men som ligger i en ganske bestemt orden.

Rygskjoldet (Carapax) sammensættes således af en median række hvirvel-(vertebral-)plader, der fortil og bagtil afsluttes af nakke-(nuchal-)pladen og hale-(pygal-)pladen; på siden af disse ligger ribbens-(costal-)pladerne, af hvilke hver er sammenvokset med et ribben, og uden for disse langs kanten rand-(marginal-)pladerne. Bugskjoldet (plastron) dannes typisk af 4 pladepar (der i øvrigt svagt udviklede allerede træffes hos læderskildpadderne) samt et foran midten liggende uparret stykke; sidstnævnte samt det foranliggende pladepar antages at svare til forbrystbenet og nøglebenene hos andre krybdyr. Hos landskildpadderne samt hos mange sumpskildpadder slutter skjoldets benplader sig tidlig nøje sammen og er forbundne ved takkede sømme; hos andre sumpskildpadder samt hos flod- og havskildpadder er derimod store partier af skjoldet uforbenede.

Ryg- og bugskjold er oftest ubevægelig forbundne, men hos enkelte sumpskildpadder er der nogen bevægelighed til stede mellem dem indbyrdes; også kan visse dele af skjoldene, såsom den bageste del af rygskjoldet eller den forreste eller den bageste del af bugskjoldet, være forbundne ved ledføjning med de øvrige dele; disse bevægelige dele benyttes til at spærre eller i hvert fald vanskeliggøre adgangen til hoved, lemmer og hale, når disse er trukne tilbage inden for skjoldranden. Hornpladerne, der dækker benskjoldene, viser i det væsentlige samme anordning som disse, men grænselinjerne mellem dem falder ikke sammen med sømmene mellem benpladerne.

Hovedets skelet udmærker sig i almindelighed ved sin faste, stærkt forbenede beskaffenhed; ledbenet (Quadratum) er ubevægelig indkilet imellem hovedskallens andre ben; øjehulen er ved en benring skilt fra tindingehulen, der hos havskildpadderne overdækkes af benplader, som udgår fra bagpandeben, isseben og tindingeben; de ydre næsebor ligger i en fælles hule langt fortil; overnakkebenene er ofte trukne ud bagtil i en lang spids. Antallet af halshvirvler er 8; de er ofte stedvis af en anden form end den typiske procoele, hvad der hænger sammen med halsens store bevægelighed. Derpå følger 10 brysthvirvler, af hvilke den forreste og den bageste aldrig vokser sammen med skjoldet og kun bærer korte ribben: alle de andre bærer derimod veludviklede ribben, af hvilke de forreste fæster sig til hvirvellegemerne så langt fortil, at det ser ud, som om de fæstede sig til mellemrummet mellem 2 hvirvler; endelig findes 2 biplane bækkenhvirvler samt et stærkt vekslende antal (16-35) halehvirvler. Skulderbæltet dannes foruden af de stykker, der indgår i bugskjoldet, af skulderbladet og ravnenæbsbenet; det sidste falder i to dele, af hvilke den forreste er sammenvokset med skulderbladet; et ægte brystben mangler.

Forlemmerne består af de sædvanlige afsnit; fingrenes antal er 5. Bækkenet, der hos visse sumpskildpadder (Chelydes) er fastvokset med bugskjoldet og i øvrigt også kan træde i forbindelse med rygskjoldet, består, ligesom baglemmerne, af de sædvanlige knogler; tæernes antal er 5 eller 4. Såvel forlemmer som baglemmer kan i øvrigt vise sig højst forskelligt udviklede; således har landskildpadderne klumpfødder, havskildpadderne flade luffer uden virkelige led mellem finger- og tåleddene og helt eller delvis uden kløer; mindst omdannede er de hos flod- og sumpskildpadderne. I mange tilfælde kan lemmerne trækkes mere eller mindre tilbage ind under skjoldets rand; det samme gælder i øvrigt hovedet, ved hvilken lejlighed halsen enten kan krummes lodret eller vandret. De dele af kroppen, der ikke er omgivet af skjoldet, dækkes af almindelig blød hud med hornskæl; disse fremtræder på hovedet og undertiden også på lemmerne som større plader. Som nævnt mangler tænder fuldstændig, men erstattes af skarpe listeformede forhorninger langs kæberandene; tungen, der kun kan bevæges lidt, har en kort spids og kan ikke strækkes uden for munden; hos landskildpadderne er den besat med lange papiller. Svælget er langt, hos Chelonia besat med lange bagud rettede hornpapiller; det går over i en snart længere, snart kortere mave, som udmærker sig ved en stærk muskelbelægning. Tarmen er meget lang og ligger i talrige store slyngninger. Luftrøret og dets grene er af betydelig længde; Lungen selv viser sig i en skikkelse, der stærkt minder om forholdene hos de højere hvirveldyr; det centrale hulrum i forlængelse af luftrørsgrenen træder nemlig stærkt tilbage i omfang, mens samtidig siderummene og udposningerne fra disse har udviklet sig så stærkt, at en alveolær bygning af hele organet bliver tydelig. Luftfornyelsen i lungen kan på grund af det faste skjold ikke ske på sædvanligvis ved bevægelser af ribbenene, men udføres ved hjælp af en egen mellemgulvagtig muskel i krophulen. Karsystem og centralnervesystem viser den for krybdyr ejendommelige organisation; øjne og ører er veludviklede; de første med blinkhinde og øjelåg, de sidste med trommehule og ved eustachisk gang, lang høreknogle og udvendig synlig trommehinde. Nyrerne har form som kompakte rundagtige masser, der allerede udvendig i højere eller ringere grad viser sig sammensatte af flere lapper. Urinlederne munder hver for sig i kloaken nær ved, men ikke i den som en udposning af kloaken dannede urinblære.

Hvad kønsorganerne angår, fortjener det særlig opmærksomhed, at hannerne besidder et uparret, udstrækkeligt parringsorgan; det sidder på kloakens nedre væg og overfører under parringen sæden ad en åben rende.

Skildpadder lægger æg af anselig størrelse; antallet af disse er meget varierende, indtil flere hundrede hos havskildpadderne; de er kuglerunde eller aflange og omgivne af en fastere eller blødere skal; de ruges ikke, men nedgraves i sand, jord eller mellem hensmuldrende plantedele, æggets kløvning er skiveformet; udklækningen kan ofte tage meget lang tid, over 1½ år hos visse sumpskildpadder; ungerne forlader først æggeskallen, når de har nået den voksnes skikkelse. Disse dyrs vækst skal foregå overordentlig langsomt, men til gengæld synes de at kunne opnå en meget høj alder.

Udbredelse
Skildpadder træffes udbredt i alle verdensdele, i større mængde dog kun i de varmt tempererede eller tropiske egne; i Skandinavien findes de ikke mere i nutiden, men levninger af sumpskildpadder (Emys orbicularis) er ikke sjældne i danske og sydsvenske tørvemoser.

Flod- og sumpskildpadder er grådige rovdyr, der overlister alle slags mindre dyr, selv fisk; hav- og landskildpadder er derimod planteædere.

For menneskene finder mange af de større former, ja selv disses æg anvendelse som næringsmiddel, og hornpladerne af visse havskildpadder afgiver det til finere hornarbejde så højt skattede skildpadde; i begge henseender er deres betydning dog stærkt i aftagende, idet en hensynsløs forfølgelse og navnlig indsamlingen af æggene har bragt deres tal stærkt ned, ja endog helt udryddet adskillige former.

Fossile levninger af alle de forskellige skildpaddegrupper kendes i betydeligt antal; de ældste stammer fra triastiden.

Føde
De fleste skildpadder er alt for langsomme til at fange hurtige byttedyr. Der er dog et par vandlevende arter som ligger sig ubevægeligt i baghold og fanger forbipasserende bytte. Langt de fleste arter er planteædere, men de holder sig heller ikke tilbage, hvis de falder over et ådsel. Andre spiser også larvere og andre smådyr. Ferskvandskildpadder æder som små insekter og krebsdyr, men senere som voksne skifter de diæt til vandplanter. Blandt havskildpadderne æder nogle arter kun tang, mens andre æder vandmænd, søpindsvin og bløddyr.

Migration
Havskildspidder kan søge føde langt fra den strande hvor de lægger deres æg. For eksempel søger suppeskildpadder føde ud for Brasiliens kyst, men lægger deres æg på øen Ascension i det østlige Atlanterhav, en rejse på 4.500 km. Suppeskildpadderne ankommer alle på næsten samme tidspunkt, og det er ikke lykkedes at afklare hvordan de bærer sig ad med det. En teori går på at det er en kombination af jordens magnetiske felt, havstrømmenes retning, vandets sammensætning og dyrets hukommelse.

Læderskildpadden er den art blandt skildpadderne som rejser længst i jagt efter føde. Den svømmer over lange afstande fra tropiske til arktiske have efter dens foretrukne fødeemne goplen.