LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Hugorm
Hugorm
Klassifikation
Art
Vipera berus
(Carl von Linné 1758)
Hugormen er Danmarks eneste giftslange og kendes på sin zigzag-stribe. Der findes dog ensfarvede sorte og brune hugorme, men de mangler snogens karakteristiske gule nakkepletter.

Hugormen er en lille slange, voksne hunindivider bliver sjældent mere end 70 centimeter og hannen sjældent mere end 60 centimeter, langt de fleste er mindre end disse anførte længder.

Hugormen kan blive mellem 20 og 25 år gammel.

Sent på sommeren føder hunnen 5-18 unger.

Hugormens føde består af gnavere, små øgler, men også fugle og deres æg indtages.

Udbredelse
Hugormen lever længere mod nord end nogen anden slange og er kendt for sin gode evne til at modstå lave temperatuerer. Det er også den slangeart som har det største geografiske udbredelsesområde fra Storbritannien i vest, til den kinesiske kyst og Sakhalin i øst og indenfor den arktiske cirkel i nord. Den er meget tilpasningsdygtig og kan derfor findes i næsten alle typer af terræn og i bjergområder op til 3.000 meter.

I Danmark er den meget almindelig i Jylland, især i hedeegne, i vildmosen og så videre; mere lokal på øerne, hvor den imidlertid kendes fra de fleste af de større.

Hugormene i Danmark er blevet flere, fordi de har få naturlige fjender i klitterne hvor de ofte lever, og fordi de blev fredet i 1981. Det er ikke lovligt at holde hugorme i fangenskab i Danmark.

Hugormens gift
Cirka 200 mennesker bliver bidt af hugorme hvert år, specielt om foråret når hugormene kommer frem fra deres vinterhi. Dødsfald er dog meget sjældne.

Hvis man bliver bidt, skal man ikke forsøge at suge giften ud, men derimod holde sig i ro og undlade at spise og drikke i et par timer. Ved bid i hoved, hals eller på kroppen, tilrådes det at blive indlagt til observation. Gravide, børn eller ældre bør blive indlagt hvis de bliver bidt.

Udseende
Snuden bredt afrundet eller afskåren, med fremtrædende snudekant. Øjet er almindelig noget større hos hannen end hos hunnen, dets lodrette diameter omtrent så stor som dets afstand fra munden. Snudeskjoldet ikke eller kun lige synligt fra oven. Af skjolde træder sædvanlig frem et pandeskjold og to isseskjolde, samt et skjold over hvert øje; dette øjenbrynskjold kan berøre pandeskjoldet, men er sædvanlig skilt fra dette ved en række af 2-4 skæl. Som regel en række skæl mellem øjet og overlæbeskjoldene. Næseboret i et skjold, omtrent af øjets størrelse, ved et andet skæl skilt fra snudeskjoldet. Tindingegnens skæl almindelig glatte. Skællene på kroppen i 21 (19 - 23) længderækker, stærkt kølede, undtagen i den yderste række mod bugskinnerne, hvor de kan være glatte. Bugskinnerne 132-150 (alm. 137-147) hos hannen, 132-158 (alm. 140-150) hos hunnen; gatpladen udelt; haleskinnerne 33-46 par (alm. 35-40) hos hannen, 24-38 (alm. 28-33) hos hunnen.

Hugormens sædvanlige længde som udvoksen er 50-70 cm; undtagelsesvis når hunnen en længde af 80, mulig endog af 90 cm. Hunnen har kortere hale end Hanne, 1/8-1/10 af totallængden, mens halen hos hannen er 1/6-1/7. Grundfarven varierer gennemgående meget mere end aftegningerne. Oversiden kan fremvise alle mulige afskygninger fra sølvgrå gennem mørk askegrå til grønlig-, oliven- eller brungrå, eller fra en gulladen sandfarve gennem rødlig og rødbrun til sortebrun. Samme individ kan vise forskellig farve, dels fordi hamskiftet kan være forestående eller nylig foregået, dels fordi farvecellerne som hos vore andre krybdyr er foranderlige i form under nervesystemets indflydelse og blandt andet lader sig påvirke af omgivelserne og opholdsstedets, f. eks. jordbundens, farveforhold. Aftegningerne på oversiden plejer at være: på hovedet 8 mørke, brune eller sorte, pletter (1 på snuden, 3 i en tværlinje mellem øjnene; bag disse 2 streger og endelig på hver side en længere halvmånedannet, med konkaviteten udad vendt, stribe fra øjet til nakken); mellem bagenden af de sidste begynder med rudeformet forende et mørkt, brunt eller sort, zig-zagbånd midt ned ad ryggen til halespidsen. Fra øjets bagrand løber en mørk stribe skråt ned ad halsen, fortsat på kropsiderne som en række pletter, en i hver af zig-zagbåndets bugter. Overlæbens skjolde er hvidlige med mørke sømlinjer. Undersiden er mørk, blygrå til sort eller sortebrun, enten ensfarvet eller hyppigere spættet med lyse, gulladne eller grålige, pletter; Halespidsen er nedenunder gullig eller rød. Undertiden er hugormen helt sort, enten derved, at grundfarven bliver mørk (hunnen), eller ved udbredelsen af de mørke aftegninger (hannen). Denne sorte varietet er ikke en egen art, som man undertiden har antaget; idet man har iagttaget, at kulsorte hunner har født unger med almindelige farver og aftegninger. Den er ikke en gang en lokal race, uddannet under særlige omgivelser, men kan optræde i alle egne og under de forskelligste omgivelser. De fleste sorte eksemplarer skal være hunner. I det hele er hunnens grundfarve mørkere end hannens; de fleste brune hugorme er hunner; hannen har gennemgående lysere, hyppigst grå grundfarve; desto stærkere træder aftegningerne frem. Foruden den ovenfor anførte forskel i halens længde gælder, at hannen har tykkere halerod på grund af parringsorganerne, plumpere hoved og stærkere fremtrædende øjenbrynskjold, hvilket forøger hovedets trodsige udtryk. Øjets regnbuehinde (iris) er gul eller rød, hos mørkfarvede individer mere eller mindre iblandet med brunt eller sort. De nyfødte unger har de voksnes aftegninger, men grundfarven er blegere, især hos hunner, der først i 2. til 4. år får den mørke grundfarve.

Levevis
Af væsen er Hugormen sky og heftig, hugger og bider om sig, når man vil gribe den.

Hugormen forekommer både i fjeld- og sletteland; helst på åbne steder med småbuske og lavt krat eller i heder, lyngmoser, græsstepper, også i skove, kun ikke i mørk og tæt løvskov; stærkt opdyrket agerland og lignende steder under regelmæssig kultur undgår den helst, ligeledes vandløb, og den er i almindelighed utilbøjelig til at svømme. Den holder til i jordhuller, som f. eks. musegange, og fjerner sig i reglen ikke langt fra sine smuthuller; den holder meget af at sole sig. I frostfrie skjulesteder, som jordhuller, under stubbe og rødder, tilbringes vinteren i dvale; i almindelighed ligger flere, undertiden mange – 20-30 indtil over 300 - individer sammen. I september eller oktober går den i vinterkvarteret og forlader gerne dette i marts-april. Kort efter fremkomsten begynder parringstiden, som varer til ind i maj; omtrent 4 måneder efter parringen, i almindelighed i august-september, føder hunnen 5-12 (16) unger, 140-210 mm lange, omsluttede af en tynd hinde, som imidlertid straks sprænges. (Undtagelsesvis må parring kunne indtræde om efteråret, da man har taget drægtige hunner med fuldbåren yngel i marts). De nyfødte unger har straks deres giftredskaber i brugbar stand og skal især tage unger af firben og stålorme. Kønsmoden bliver hugormen i sit 4. år.

Føde
Hovedføden består i mus og markmus, som hugormen blandt andet opsøger i deres gange, hvor den ofte og gerne æder museredernes nøgne unger; desuden tager den spidsmus, fugleunger, frøer og firben og stålorme, især ungerne. Den går på rov om dagen i varmt vejr, måske også i skumringen. Når hugormen har bidt sit bytte ved et pludseligt fremstød af hovedet, plejer den at trække hovedet tilbage og vente, til døden er indtrådt; mus og fugleunger lammes næsten øjeblikkelig og dør meget snart; først når byttet er dødt, sluger hugormen det.